En at elske

Måske var det hans måde at elske på, der burde have gjort mig mistænksom. Jeg kan ikke nøjagtig sige, hvad det var. I hvert fald var det ikke, fordi han var mere lidenskabelig eller voldsom end de mænd, jeg tidligere havde været sammen med. Det var heller ikke måden, han bevægede sig på. Det var... Måske var grunden, at han forsigtigt tog kondom på, selv om vi stod på dette mærkelige sted. Det var jeg ikke vant til. De fyre jeg havde været sammen med plejede at protestere, når jeg bad dem om det.
Jeg lægger det ene ben over det andet og trækker lidt ned i nederdelen og ser hen på væggen. Det røde tal over døren lyser mod mig. Der er endnu tyve numre, til det når op på det nummer, jeg har i hånden. Jeg ved ikke, hvorfor vi altid skal sidde på række over for hinanden med tomme udtryk i ansigterne. Hvorfor vi forsøger at undgå at se på hinanden, og især at se hinanden ind i øjnene. Man har anstrengt sig for at gøre rummet hyggeligt ved at stille grønne planter frem og hænge farvestrålende plakater på væggene, men det er mislykkedes. Nogle af de besøgende har sat sorte fingeraftryk på døren og omkring kontakterne på de hvide vægge, og oppe i hjørnerne er der gule nikotinskjolder fra deres nervøse rygning. I dagens anledning har jeg sminket mig og forsøger at virke så frisk og tiltalende som muligt.
For at ingen af dem, der sidder omkring mig skal høre det, udtaler jeg navnet lavt. Erik. Jeg smager forsigtigt på ordet og mærker varmen bølge gennem mig. Jeg kan ikke forstå, at det kun er et år siden, jeg traf ham på det sted, hvor jeg plejede at komme. Hvorfor gik jeg alene i byen? For at danse, men også for noget andet. Inderst inde vidste jeg...Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle finde ham.
For at komme ind på stedet skulle man gennem en grøn port og ned i en kælder. Der var en tyk sort dør med et lille vindue i, som man skulle banke på. Så kom et ansigt til syne i vinduet, og hvis man var heldig, blev man lukket ind. Det gav mig altid en følelse af noget hemmelighedsfuldt, af at være indviet, af at bevæge mig over en grænse og ind i en anden verden.
Det var en aften, der bliver ved med at vende tilbage i mit hoved, selv om jeg har kendt ham i næsten et år. Han stod ved baren i det halvmørke, overfyldte rum med en øl i hånden og så ud til at være alene. I hvert fald talte han ikke med nogen. Jeg gik ud for at danse med en anden fyr, og da jeg kom tilbage til stedet, hvor jeg havde stillet mit ølglas, stod han og drak af det. Jeg havde ikke særlig mange penge, og det gjorde mig vred. Jeg prikkede ham på skulderen. Da han vendte sig om, sagde jeg: "Du drikker af min øl". "Nej", sagde han og så mærkelig uanfægtet ud. Det gjorde mig endnu mere rasende. "Jo", sagde jeg. "Nej", sagde han og pegede leende på mit ølglas, som jeg havde stillet ind mod væggen. Det stod der endnu. Jeg rødmede og mumlede en undskyldning. Så spurgte han, om vi skulle danse.
Fra Marmorbroen, der går fra Christiansborg Ridebane over til Frederikholms Kanal, kunne vi se ned i det brune, mudrede vand i kanalen, som gadelygten kastede lyset ned på. Jeg kiggede på ham fra siden. Han var i sorte cowboybukser og en læderjakke med sølvfarvede lynlåse og trykknapper, der glimtede svagt i lyset, hans sko var sorte og klodsede med firkantede snuder, og han havde kort, brunt hår. Jeg havde en kort, sort nederdel og nylonstrømper og sorte højhælede sko på, som jeg var vaklet over brostenene på slotspladsen i. Jeg syntes, at han så smuk ud. Jeg havde lyst til at tage hans læber i munden og sutte på dem. Jeg spurgte, hvad han hed: Erik, sagde han. Jeg var usikker, men samtidig vidste jeg, at jeg ikke kunne lade ham gå hjem uden mig. Jeg var nødt til at holde mig tæt til ham. Natten lagde sig varmt om mig, og det var, mens vi stod på broen, jeg følte det første gang. Følelsen af at ville eje ham. Følelsen af at ville gennemtrænges af ham. Tanken gjorde mig ophidset. Jeg vendte mig mod ham, og vi kyssede hinanden. Jeg fik en indskydelse. Jeg lynede hans bukser ned, stak hånden ind, og trak forsigtigt hans pik ud gennem gylpen. Det var svært, for den var allerede halvstiv. Han vendte mig om, og jeg lænede mig ind over rækværket og trak ham ind mod mig. Jeg mærkede hans hænder, der gled op og lagde sig om mine bryster. Så mærkede jeg hans pik, der først bevægede sig op og ned langs stoffet mellem mine baller og så gled ind mellem mine lår. Hans hænder gav slip på mine bryster og bevægede sig ned langs min krop. Så gled de op under min nederdel. Jeg bøjede mig endnu mere forover og forsøgte at hjælpe ham med at trække mine trusser ned over lårene. Det virkede, som om han tøvede.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde aldrig gjort sådan noget før. Der kunne komme nogen og se os. Jeg havde en følelse af, at jeg ville gøre alt for ham. At han var den eneste, der betød noget for mig. Jeg vidste ikke, hvor længe stedet ville være øde, her, om natten, midt i København. Jeg løftede blikket og så hen ad gaden. Lidt længere henne, langs kanalen, stod en bænk. "Kom", stønnede jeg, inden han nåede at glide op i mig. Jeg kyssede ham og trak ham hen til bænken. Da jeg havde lagt mig på den, stod han et øjeblik og smilede. Så trak han bukserne helt af. Det var et mærkeligt syn. Han stod i åbenstående læderjakke med bar røv og bare ben og korte strømper og sko, midt om natten i Københavns centrum, med hans pik strittende lige mod mig. Han skubbede min nederdel op, og jeg mærkede hans hud og varmen fra hans krop, da han lagde sig mellem mine lår. Så tøvede han igen. Jeg løftede hovedet og så, at han var ved at åbne en kondonpakke, og at han trak et kondom på. Jeg løftede benene og foldede dem om hans hofter. Han udstødte et svagt støn, da hans pik gled op i mig.
Jeg har altid haft lyst til at elske i en kirke. Måske er det for at flirte med straffen og spotte gud. Tænk, hvis der alligevel er en gud, som straffer os. Han lo, da jeg fortalte ham, hvad jeg ville. Vi listede leende gennem de øde, mørke gader og gik gennem porten til kirken og hen over fliserne. Men kirken var selvfølgelig lukket. I mørket gik vi langs kirkeskibet med hinanden i hånden og ledte efter en anden dør. Da vi fandt den, var den også låst. Jeg lænede mig op mod den og trak skoene og strømperne helt af og spredte benene. Følelsen af, at det var en ukendt, en fremmed, der elskede med mig, fik min ophidselse til at vokse som en eksplosion i mit baghoved. Så begyndte en brevsprække i døren at klapre. Dunk, dunk. Dunk, dunk. Vi gav os til at grine. "Lad os gå hjem til mig", lo han med munden presset mod min mund.

Jeg savner ikke den landsby, jeg kommer fra, men jeg savner at have naturen omkring mig, græsset, træerne, det stærke lys, fornemmelsen af at være under en høj himmel. Jeg savner fornemmelsen af nærhed. Jeg savner det specielt nu, hvor dette er sket. Jeg savner at kunne gå ud af en dør og være i en have. At kunne gå langs vandet og blive blæst igennem. Jeg havde haft et par ubehagelige oplevelser, og jeg vidste, at mænd kunne såre mig. Jeg skulle ikke såres igen. Og nu stod jeg her og "gav mig hen" (som min mor ville have sagt med væmmelse i stemmen) til denne fremmede - på trods af mine intentioner. Jeg kunne mærke, at han var lige så overrasket over mig, som jeg selv var. Det var i hans lejlighed, mens vi elskede for tredje gang, at jeg igen lagde mærke til hans særegne, forsigtige måde at gøre det på. Han var ikke nogen speciel god elsker, i hvert fald ikke bedre end de andre jeg havde været sammen med, men det han fik mig til at føle var anderledes, og jeg kom så voldsomt, at jeg tissede ud over ham og ned på hans lagen, mens jeg sad over skrævs på ham.
Det røde tal på væggen er skiftet mange gange, uden at jeg har lagt mærke til det. Det er snart min tur. Jeg kommer til at tænke på alle de gange, jeg har ventet på ham, og da døren går op, forventer jeg næsten, at han skal træde ind. Jeg forstår knapt nok, at det ikke skal ske. Men jeg føler mig rolig og afklaret, fordi der ikke er mere at gøre.
Under begravelsen hørte jeg ikke prædikenen eller sangene. Jeg så heller ikke kisten, der var dækket med blomster, og stod for enden af altergangen. Jeg så hele tiden seksuelle billeder, de ting, vi havde gjort, for mig. Hans pik, hans arme, hans behårede brystkasse, musklerne på hans ryg og lår, der dirrede følsomt. Måske var jeg besat af ham. Sorgen kom væltende ind over mig, og jeg begyndte at græde. Jeg så ansigterne, der bøjede sig ned over mig. De spurgte, hvordan jeg havde det, og om de kunne gøre noget? De viste ømhed og medfølelse, men også forskrækkelse og afstand. Jeg følte et voldsomt savn, og jeg fornemmede ham i mit blod. De ville sige, at jeg var gal, hvis jeg havde fortalt dem sandheden. Da de sidste mennesker var gået, og det var ved at blive mørkt, satte jeg mig på bænken på kirkegården. Jeg så på blomsterne på den høje grav og gennemtænkte det hele en gang til. Jeg fortrød ikke. Jeg ville ikke have gjort andet, hvis jeg skulle have gjort det igen. Jeg kunne se for mig, hvordan vi lå på han seng. Det var den første morgen. Han var så ansvarsfuld, at han fortalte mig det med det samme. Det rørte mig ikke, og samtidig var jeg chokeret. Måske havde jeg gættet det. Han sagde, at hvis bare vi gjorde det sikkert, ville der ikke ske noget. Han så på mig med et udtryk af angst og mistro. Han vidste ikke, om jeg ville rejse mig og gå. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at række hånden ud og tage kondomet ud af hans hånd, da han ville trække det ned over pikken. Vi havde ikke brug for det. Jeg vidste, hvem han var, og jeg havde vidst det, lige siden vi mødtes. Han var det menneske, der var bestemt for mig. Han var det menneske, jeg ville dø for. Den skræmte måde, han sagde "aids" på, blev ved med at lyde i mine ører.
Jeg retter mig op, da en skygge falder over mig. En hånd berører mig let på skulderen. Det røde tal oppe på væggen er skiftet.
- Det er Deres nummer, siger sygeplejersken og peger på papirstykket med nummeret i min hånd.

Fra: Skud, Aschehoug, 1993