Over bakken dukkede det øverste af en
kæmpestor mand frem.
Derefter kom en hest til syne.
Manden var så stor,
at det var svært at forstå,
at hesten var i stand til at bære ham.
Skæg og kappe flagrede i vinden,
da han styrede ned mod den lille hytte.

"Åh, nej! Han kommer herned!" hviskede Leif.
"Hvad vil han her?""Ikke noget godt, tænker jeg!
Han hører vist ikke til de gode!
Se, han bærer både sværd og skjold!
Han slår os ihjel!
Måske stjæler han endda alt, hvad vi ejer!
Åh, fatter! Hvad skal vi gøre?" jamrede Gudrun.

Leif rankede sig.
"Jeg må vel hellere gå ud og spørge,
hvad han vil," sagde han
og forsøgte at lyde fast i stemmen.

Men han blev alligevel stående
i skjul bag dørstolpen.Rytteren gjorde holdt uden for hytten.
Han blev siddende på hesten,
mens han kiggede hen mod døråbningen.
"Er her folk?
Eller bor der kun en kryster af en hund i huset?"
Mandens stemme buldrede så højt,
at Gudrun holdt sig for ørerne.
Hunden krøb pibende sammen.Leif trådte forsigtigt frem.
"Hvem er I, gode herre?
Hvad vil I os?
Vi er fattige folk og har ikke noget,
I kan......"

"Tag det roligt, bonde!
Ved Thor!
Jeg er ikke kommet
for at gøre fattigfolk fortræd,"
sagde manden.
"Jeg har rejst langt,
og jeg er træt og sulten.
Jeg tænkte, om jeg kunne få lov
til at sove hos jer i nat!"

Leif trak vejret lidt lettere.

"Som du allerede har set,
er vi kun fattige folk.
Men vi deler gerne, hvad vi har, med jer.
Kom kun indenfor!"

"Det kan jeg lide," sagde kæmpen.
"Så findes der dog ordentlige folk på Sjælland,
selv om man har hørt et og andet."Han stod af hesten.

"Jeg hedder Bjarke.
Mon der kunne blive en tot hø til krikken her?""Gå kun ind til mutter,
så tager jeg mig af jeres hest,
gode herre!" sagde Leif.