Jeg er såmænd født i København i 1914 på en eller anden klinik, hvor jeg i følge min mors oplysninger blev "taget med tang". Det skete, uden at jeg blev spurgt og har ikke generet mig siden. Far var forretningsmand, og Mor var hjemmegående, som mødre var dengang. Sidenhen Holte, som dengang var et ret beskedent opholdssted. Privatskole og en særdeles kedsommelig barn- og ungdom.
Student uden videre besvær - nysproglig - fordi jeg aldrig har fattet meningen med TAL - for slet ikke at tale om matematik. Da jeg var tolv år gammel, meddelte jeg mine forældre, at jeg ville være praktiserende læge, og det blev jeg også efter 9 års slid og skuffelser på universitetet. - Vendepunktet: sidste eksamensdag - Professoren kommer ud og meddeler resultatet (som ikke var strålende!) og da tilføjer han: "Tillykke, kollega!!!". Gud velsigne ham, det kære menneske! Dermed forandrede han hele min livsmelodi til ren diskant.
Farvel til København. Jeg har aldrig savnet København. Tak til Jylland, fordi du lod mig føle, at jeg kom hjem.Jydesindet: På given foranledning kan og tør jeg sige til næsten hvem som helst: "Do ska flytt´dæ", og jeg får smil igen.
Nedsættelse som selvstændig i 1944 under krigen. I landpraksis blandt bønder. Jeg kendte ikke forskel på hvede og havre. Lidt Modstand hvor modstand var nødvendig. Men jeg har aldrig skudt på nogen. Gudskelov. Sidenhen praksis i en større provinsby, hvor jeg blev, til jeg næsten var slidt op af travlhed, men det var verdens dejligste opgave at passe på alle de mennesker. Og hvor jeg dog lærte meget. Til sidst 30 år i Risskov, dejlige år, - og så var jeg 66 år gammel.
Og hvad fik jeg så ud af det? Altså ud over arbejdet i sig selv, for jeg kunne aldrig have fundet et mere taknemmeligt livsværk. Blev jeg rig?, nej, men det havde jeg aldrig ventet. Lærte jeg noget særligt, og blev jeg skuffet? Først og fremmest lærte jeg en mængde om mennesker i al almindelighed og i alle livets forhold.
Jeg lærte at tale med folk; for det kan være en kunst. Men især lærte jeg at lytte til, hvad folk sagde til mig, og det er det vigtigste i al omgang med mennesker. Og det er utroligt, hvad folk betror en læge, de stoler på.
Som sagt: pensionist i 1980. Derefter slet ingen planer for fremtiden og allermindst drømme om forfatteri. Alligevel - i 1986, da jeg var 72, kom der en fortælling til mig og sagde, at nu ville den altså skrives. Og det blev den så. Venlige anmeldere sørgede for, at vejen lå klar for de næste 7 fortællinger, og de kom i 1987.
Anmelderne var stadig lige elskværdige, og til min store undren begyndte jeg at begribe, at jeg blev omtalt som forfatter. Herregud, det var jo noget, jeg aldrig havde stilet imod.
Det var simpelthen fortællingerne, der absolut ville skrives. Erindringerne fra hele mit lange lægeliv kom i 1989. De fik navnet : "Rindende vand, en huslæge fortæller", og faktisk havde jeg ikke så lidt at fortælle. Foreløbig kom en pause, men i 1994 kom så "Guds Tåre". Stadig med syv noveller ligesom "Min onkels violin" og "Farmors stemme".. Hvorfor? Måske ved en tilfældighed, eller måske har jeg læst, at en anden forfatter har haft succes ved den form for udgivelse? -
Og nu i dag. Det sker, at venlige mennesker spørger mig, om jeg er ved at forberede en ny bog? Svaret må nødvendigvis blive dette: Det er jeg desværre uden indflydelse på. Når - og hvis - der kommer en fortælling, som vil skrives, skriver jeg den naturligvis. Og siger Tak! !
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 5. februar 1999
Fotograf: Klaus Gottfredsen
Det er sikkert svært at inspirere en gammel mand i en verden, som flytter sig så meget og så hurtigt. Selv maler jeg og har gjort det i mange år. Men befri mig, please, for at udtale mig om de andre kulturformer..
Lad mig slå fast, at "kultur" og "inspiration" er hellige begreber, der kommer fra en verden, som kun meget få mennesker kender.
Jeg læser kun meget lidt, men uden kendskab til historie kan jeg slet ikke skrive.
