Ole Frøslev

Hvad fik en syvogfyrreårig folkeskolelærer og assisterende skolebibliotekar – gårdvagt gennem en lille menneskealder – til at kaste sig ud i at skrive en psykologisk kriminalroman for voksne? Først og fremmest glæden ved selv at læse en spændende bog – ikke nødvendigvis krimier eller thrillere, men bøger, der bæres af spændingen om, hvordan det går nogle mennesker, man på en eller anden måde har fattet interesse for, og hvor personer og omgivelser er så troværdige, at selv det mest usandsynlige plot bliver forfærdende sandsynligt. For det er jo først, nar man er blevet fortrolig med steder og personer og lige så stille kryber ind under huden på dem, at den rigtige spænding indfinder sig.

Debutromanen Tornen i øjet udkom i 1989. Den blev godt modtaget, og jeg selv oven i købet hædret med Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Jeg fik jeg blod på tanden, og Kriminalassistent Benny Rasmussen og hans kolleger fra Station 3 på Nørrebro, som havde klaret skærene i debuten, har siden optrådt i yderligere seks politiromaner: Symbion-affæren (1990), To mand frem … (1991), Culotte-tyven (1992), Virus (1993), Frosne sjæle (1999) og Nedrivning (2002).

Som det ses, holdt krimiforfatteren en pause på seks år. Det skyldtes ikke, at jeg løb tør for ideer, men mere, at jeg havde lyst til at forsøge mig i nogle andre genrer. Jeg var jo begyndt forholdsvis sent som forfatter og syntes, at en krimi om året eller sådan cirka godt kunne gå hen og blive for meget af det gode, i hvert fald for forfatteren.

Det blev til Den danske dame (1995) om et nygift dansk par, der i 1938 strander i England, hvor de må blive til krigen slutter. Han melder sig som krigsflyver, og hun gør sit bedste for at leve op til de britiske idealer for en god soldaterkone i et ægteskab, der allerede er begyndt at krakelere.

I 1997 blev det endnu et forsøg i en ny genre med den satiriske Lykkeland om den midaldrende Thomas, der pludselig er blevet en hæmsko for udviklingen og i den bedste hensigt hvirvles ind i behandlingssystemet med psyko-tests, skemaer, kurser og samtaler. Og havde han ikke haft klassikerne, Thomas More, Holberg, Kierkegaard og H.C. Andersen ved sin side med råd og dåd, var han utvivlsomt bukket under.

1998 forsøgte jeg mig med det isnende gys i lægeromanen Sidste Frist. Blødt lidt op med et (behersket) romantisk islæt, som det hører sig til i genren. Selv synes jeg, det er en besk historie.

I spændingsromanen Den haraldinske slange (2000) får arkæologen Bondo en researchopgave for Nationalmuseet og roder sig ud i et livtag med en racistisk nynazistisk klan. Genren runethriller har jeg selv opfundet.

Med kernen på de 7 politiromaner og mine forsøg med andre genrer synes jeg , jeg har gennemført min forfatteruddannelse. Hvis læserne har befundet sig lige så godt som jeg selv med mine svinkeærinder, er alt godt. Under alle omstændigheder forbeholder jeg mig ret til at prøve kræfter med nye udfordringer.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Randers - 28. maj 2002

Debut: 
1989
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Haltefanden" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Krimi. Krigen nærmer sig sin afslutning. Men politimand Bjørner arbejder ufortrødent videre, da stikkerne skal holdes i kort snor.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2012
    Forlag: 
    People's Press
    Sidetal: 
    370
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Dragerkuskens brudenat" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Krimi. 1944. En dragerkusk finder sin forlovede kvalt lige inde brylluppet. En betjent skydes ned om natten.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    People's Press
    Sidetal: 
    358
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Gangsterpigen" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Krimi. Det er de mange små sager, der præger Bjørners arbejdsliv igennem sommeren 1944, men stemningen på stationen bliver mere og mere dyster.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    People's Press
    Sidetal: 
    356
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Profeten" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Krimi fra besættelsestidens København, en ældre dame er myrdet og sporet peger mod en lægprædikant, der er forsvundet

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    People's Press
    Sidetal: 
    329
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Slagteren fra Ryesgade" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Krimi fra besættelsestiden, hvor kriminalbetjent Bjørner og hans kolleger på Station 7 kommer på sporet af en større sortbørsbande, der også gør i åger og organiserede indbrud.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2007
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    281
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Hestetyven" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Krimi fra besættelsestidens København, hvor politifolkene på Station 7 skal opklare en række pyromanbrande samt et brutalt mord begået på en af de lokale caféer.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Lindhardt & Ringhof
    Sidetal: 
    265
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den grønne bar" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Kriminalroman, hvor Bjørner og Schou fra Station 7 kaldes ud til et tilsyneladende selvmord, hvis opklaring ikke gøres nemmere af, at Danmark besættes kort tid efter

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    221
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Særudstilling" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Etnologen Michael får en midlertidig ansættelse på et lokalmuseum på Fyn, og hans planer om en udstilling om slægtens historie vækker både opbakning, men også blandede følelser,

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    435
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Nedrivning" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Kriminalroman.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2002
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    183
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den haraldinske slange" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Under en researchopgave for Nationalmuseet bliver arkæologen Bondo involveret med stærkt højreorienterede grupper, der dyrker asatro, svulstig nationalisme og racisme.

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    2000
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    188
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Frosne sjæle" af Ole Frøslev

    Bogens forside

    Kriminalroman. Benny Rasmussen og hans team kommer ud i en lang og sej efterforskning i Nordvestkvarteret, da de opklarer et røveri med en skudepisode, som vansirer en ung pige

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1999
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    201
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den danske dame" af Ole Frøslev

    Originaludgave: 1995

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    369
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Virus" af Ole Frøslev

    Originaludgave: 1993

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1993
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    195
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Culotte-tyven" af Ole Frøslev

    Originaludgave: 1992

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1992
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    193
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "To mand frem -" af Ole Frøslev

    Originaludgave: 1991

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1991
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    196
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Tornen i øjet" af Ole Frøslev

    Originaludgave: 1989

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1991
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    183
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Symbion-affæren" af Ole Frøslev

    Originaludgave: 1990

    Forfatter: 
    Ole Frøslev
    Udgivet: 
    1990
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    160
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Fra kriminalpolitiets lokaler havde man udsigt over den gamle dyrskueplads, som nu i generationer var blevet brugt som camping­plads. Den henlå i dystert mørke, men bag den strømmede en varm atmosfære af tv og hjemlige sysler fra de hundredvis af lejlig­heder i den fashionable højhusbebyggelse på Bellahøj. Mellem pladsen og politistationen gled aftentrafikken ind og ud af motorgadetunnelen, og lænede man sig frem mod ruden og lod blikket følge den brede trafikåre ind mod byen, lyste det lige så hyggeligt og rart omend knap så mondænt fra de gamle an­delslejligheder på hjørnet af Hulgårdsvej.

Denne kolde og klamme onsdag aften i begyndelsen af februar var der nu ingen af betjentene på aftenholdet, der havde tid til at sidde og nyde udsigten. Lisbeth Bonnevie var kørt ud til noget, der kun kunne være en påsat brand i Julius Bloms Gade, og Benny Rasmus­sen, den ene af de to, der var tilbage i afde­lingen, var gået ned for at hente en arrestant i et venterum. Han var krimmi­na­lassistent af anden grad, otteogtredive år og noget af et brød. Flere havde i tidens løb fejlagtigt troet, han var overvægtig, en misforståelse de bittert havde angret, når de prøvede at løbe fra ham og pludselig mærkede hans næve på skulderen.

Manden i venterummet var gået amok på et værtshus inde i Griffenfeldsgade og havde optrådt voldsomt over for de andre gæster. En kvinde, der var løbet ud for at tilkalde politiet, var blevet slået, så hun måtte på skadestuen. Det var flere timer siden, men der havde været vidner at afhøre, og desuden havde de haft travlt med et kioskrøveri og den påsatte brand i Julius Bloms Gade.

Oppe i afdelingen havde Michael Brinck, en høj, lidt farveløs kollega, gået synderens generalieblad efter i sømmene. - Det er da noget værre noget, at du går hen og bliver så voldsom. Han anslog en godmodig tone over for manden, som de udmærket kendte fra tidligere. - Og så slår du oven i købet en kvinde, der løber ud for at tilkalde hjælp.

Manden, som ikke virkede beruset, blev temmelig ophidset over at blive mindet om begivenhederne og råbte op om, at den lede mær selv var ude om det, og at han kraftedeme ikke ville finde sig i, at hun altid gik og gjorde nar ad ham.

Benny Rasmussen satte sig og så manden lige i øjnene. - Vi skal jo bare prøve at finde ud af, hvad der er sket, så nu vil vi gerne høre din forklaring. Fortæl os stille og roligt, hvordan det hele gik til.

Der skulle imidlertid mere til at få ham gearet ned. Benny Rasmussen måtte helt ned i det leje, han brugte, når han trøstede sine egne to småpiger derhjemme. - Ja, men lad mig dog høre, hvad det er for noget, og langt om længe lykkedes det at få ud af manden, at den lede mær, som i øvrigt hed Dorte Madsen, altid gik og sagde, han var tyk.

- Det er sandelig heller ikke pænt gjort, mente Benny Rasmus­sen. Manden havde både tudet hysterisk og råbt og skreget, men var nu endelig faldet så meget til ro, at de kunne begynde at snakke om bataljen i værtshuset.

- Var det fordi, hun sagde du var tyk, at du blev så rasende? spurgte Michael Brinck forsigtigt.

- Det ville du også selv være blevet, kom det med alle tegn på, at vulkanen stadig var aktiv.

- Det ville jeg i hvert fald, skyndte Benny Rasmussen sig at sige i beroligende sympati, - men var det det, der var grunden til balladen?

Det fik de ikke noget svar på i denne omgang. Henne i den åbne dør stod en af betjentene nede fra ordenspolitiet og bankede forsigtigt på. - Det er Dorte Madsen, der er kommet ovre fra skadestuen for at indgive anmeldelse. Det er jer, der har sagen, ikke? En lille køn, men forslået kvinde i trediverne viste sig ved siden af ham.

Alle forsøg på at berolige den vrede mand havde været for­gæves. Under rasende trusler om at smadre hendes hjerne og brække armene på hende fór han op af stolen, og havde Benny Rasmussen ikke langet ud og taget ham i kraven, havde han utvivlsom kastet sig over kvinden.

Benny Rasmussen fik en arm om brystet på ham og den anden om maven og derved klemt mandens ene arm ind mod kroppen. Den anden og begge ben gik imidlertid som møllevinger i stiv kuling.

- Få hende væk igen, råbte Brinck, - og få hendes anmeldelse og forklaring og alt det der, så må vi snakke med hende i morgen ...

Selvom den rasende mand sad som i en skruestik, strømmede trusler og ukvemsord af værste skuffe fra ham med ufor­mindsket styrke. Men Benny Rasmussen holdt ham fast, mens Brinck gravede et par håndjern frem.

- Du kan bare vente dig, din fede idiot! lød det krystalklart fra kvinden, selvom hun nu var uden for synsvidde.

Endnu en raseribølge vældede op i den stakkels mand og gav ham nye kræfter. På en eller anden måde fik han vredet sig så meget løs af Benny Rasmussens greb, at han væltede om på gulvet og knaldede hovedet mod et bordben. Så var de over ham, og Michael Brinck satte håndjernene på.

Telefonen ringede.

Det var Folmer Kristiansen, chef for Afdeling A, i offent­ligheden bedre kendt som Drabsafdelingen. - Har I et par mand ledige? Vi har brug før øjeblikkelig assistance.

Brinck kastede et blik på sin kollega, der sad på gulvet og nu kunne koncentrere sig om at holde arrestantens ben i ro. - Jo, hvad drejer det sig om?

Det drejede sig om en bombetrussel mod S-togsstræk­ningen mellem Fuglebakken og Grøndal Station. - I skal køre derover med det samme. Der er en bombehund på vej og en ingeniør fra DSB. Tog­driften er indstillet, og I skal prøve, om I kan finde noget på strækningen. Lokaliser skidtet og få Spræng­nings­kommandoen til at tage sig af resten, hvis der altså er noget. Alle detaljer melder I til mig. Ingen andre instanser eller kolleger eller noget. Det skal køres fuldstændig lukket. Kan I tage af sted med det samme?

- Det kan vi, svarede Brinck og noterede et par yderligere detaljer. Så ringede han ned til den vagthavende i ordenspoli­tiet. - Vi har fået en hasteopgave. Vil I komme op og tage jer af vildbassen her?
Fra Nedrivning (2002)

Inspiration

For mig er inspiration i reglen en idé, jeg går og tumler med. Oftest inden jeg er helt færdig med den roman, jeg arbejder på, hvilket godt kan være lidt besværligt. Jeg er ikke selv nogen ihærdig læser af kriminalromaner. Holder mest af klassikere som Doyle, Simenon og Sayers (ikke Christie) og så selvfølgelig Sjöwall og Wahlöö og Ed McBain, men ellers de gode fortællere, Graham Greene, Maugham, le Carré, når han er bedst. Mere aktuel er skotten Ian Rankin med sine kriminalromaner fra Edinburgh. En anden favorit, som ikke skriver kriminalromaner, er den fandenivoldske Kate Atkinson med sit barokke syn på tilværelsen. For slet ikke at tale om den i mine øjne geniale englænder Magnus Mills, som slet ikke skriver kriminalromaner, men alligevel får slået en hel del mennesker ihjel.

På den aktuelle hjemmefront kan jeg ikke stå for Rifbjerg. Jens Christian Grøndahl er god, og Davidsen, naturligvis. Problemet er bare, at holder man af at læse, skal man holde sig fra at skrive, for så går tiden med det. Jeg synes i øvrigt ikke, jeg sådan direkte lader mig inspirere af andre forfattere, jeg prøver faktisk at undgå det, for ikke at komme til at skrive i andres stil, men selvfølgelig bemærker jeg fortælletekniske finesser og den slags, det er bare sjældent, man lige kan bruge dem til det, man sidder med.

Jo, vent nu lidt… inspiration. Jeg skriver tit til jazz.. Og inspirationen må vel nærmest gå ud på, at intet som jazzen kan minde én om, at det man laver skal være nærværende, uomgængeligt, levende. Og dér er de go’e, Getz og Mulligan, Blakey, Cannonball, Konitz og Clifford Brown. Det er i grunden mærkeligt, for det er jo ikke ligefrem baggrundsmusik, de skabte, og klassikere som Armstrong og Ellington går ikke. Der er man nødt til at høre ordentlig efter.