Om min skriveproces og inspirationskilder.
Når jeg skriver er mit største aktiv læserens fantasi og forestillingsverden. Jeg ved at mine bøger med garanti vil afspille lige så mange indre film, som der er læsere. Og netop film som bl.a. "Bladerunner" med sin actionprægede handling og plastiske visualitet inspirerede mig til "Syv dage i District Copenhagen". En forfatter som Jan Kjærstad og hans litterære feltteori og tanker om den menneskelige identitets elasticitet og relatering i forhold til omverdenen danner sammen med en række andre virkelighedsanelser klangbund for spændingsromanen, "Imidis Vand", som følger menneskeskæbner forbundet i et energifelt, der strækker sig over tid og rum med udgangspunkt i superstrengsteorien.

"Mesteren fra Mors" er en helt anden roman, hvor jeg med tungen i kinden forsøger at indfange tidsånden og sætter forstørrelsesglasset på de menneskelige fortrædeligheder så de fremstår i al deres groteske absurditet. Men rent fortælleteknisk er den en videreførelse af min åbenbart umiddelbare litterære tilgang til virkeligheden som en samling fragmenter i tid og sted, der sat samme til en historie giver mening.

En roman består dybest set ikke af andet en bogstaver, ord og sætninger der peger hen på det som vi definerer som virkeligheden. Min fornemmeste opgave som forfatter er at give mit bud på virkeligheden. I det øjeblik jeg begynder at skrive på en roman opstår romanens stemme/fortællerens stemme, som insisterer på at komme til orde. Jeg følger med så godt jeg kan, prøver at gøre stemmen troværdig, men i sidste instans er der nogle logikker jeg må følge, nogle bestemte toner og klange der vil slås an, efterhånden som historien folder sig ud i bogen og bliver til "virkelighed".

Jeg benytter mig af en enkel, klar stil, en spændstig, dynamisk og rytmisk fremførelse af historien, med paralleller til popmusikken. Popmusikken vil først og fremmest forføre, og det vil jeg også. Forføre og give en oplevelse, fortælle en god historie. Men det er inde i læserne at de ægte følelser opstår, de, følelserne, kan selvfølgelig aldrig være i værket, værket tjener blot som en formgiver for læseren, en kode, en indgang til disse følelser, og det er klart at hvis man snubler over dørtrinet på vej ind i en romans følelsesunivers, ja så slår man sig og får ikke så meget ud af resten af fortællingen.

Kan man beskrive tilværelsens rædsel, eks. krigen i Bosnien, gennem poppens sprog? Ja naturligvis kan man det. Rockgruppen, U2, skrev "Bloody Sunday" som et harmt politisk indlæg mod de voldelige forhold i Nordirland. Det er en smægtende popmelodi, forførende og derved bevidsthedsudvidende. Der er ingen modsætning mellem det man kunne kalde overflade og det der kunne kaldes dybde. Det er en falsk modsætning der bygger på akademiske fordomme og konventioner. Når poppen er størst, er dybden i overfladen. Det er enkelhed, direkthed, et greb om tilværelsens paradoks, som et haikudigt eller en buddhistisk lignelse.

Jeg finder det vigtigt at det er stoffet der udtrykker sig i værket og ikke kun mine personlige præferencer. Der var jo ingen grund til at skrive, hvis alt hvad man kom frem til var acceptabelt og kendt på forhånd af en selv. Derfor kan der sagtens optræde holdninger i mine romaner som jeg ikke nødvendigvis sympatiserer med. En forfatter skal give ukendte stemmer lov til at tale. Ellers er der ikke grund til at skrive.