Legende.

Et sted i en fjern landsby levede et par mennesker, som havde et barn. Det var en dreng, og han var deres eneste.
En dag kom barnet til sine forældre og sagde: "Nu skal jeg snart rejse langt bort!"
Men skønt forældrene endnu var ganske unge og levede tæt på deres oprindelse, havde de allerede glemt den indre tekst, der skulle bestemme over deres liv og enhver tanke, der måtte gå gennem deres hjerner!
Nu gik der nogen tid, men forældrene forstod ikke barnet. Blot begyndte de at blive bange, alligevel sagde de ikke til nogen, at deres barn ville på rejse. De mente, at alting skulle blive, som det altid havde været!
Det måtte og skulle blive som før. De skulle arbejde, spise og sove, og de skulle lege med deres barn. De skulle synge den usikkerhed bort, der var kommet ind over dem som en mørk sky - de skulle le og være glade - -
Da sagde barnet igen:
"Jeg skal snart rejse langt bort!"
"Hvorhen vil du rejse?" spurgte moderen.
Men hun mente, at hun havde rystet sin tidligere usikkerhed af sig og tænkte, som hun måtte, at barnet blot sagde en af de ting, som børn så tit siger - og som forældrene aldrig mener, har nogen betydning.
Nu lo barnet og sagde: "Det er til et sted, hvor jeg får øjne, der kan se gennem alle væggene".
Faderen slog det også hen og spurgte, om det var et sted, hvor væggene var af glas! "Nej", sagde barnet, "væggene er ligesom bjerge af store sten, men alligevel kan mine øjne se helt herhjem, og det er godt, for ellers ville jeg jo ikke længere kunne se jer, og så ville jeg savne jer meget!"
Da forældrene hørte det, blev de urolige inderst i sindene, og mente, at de var blevet hårdt straffet med et barn, der sagde så utrolige ting.
Men den gamle bedstefar havde hele tiden lyttet til den lille dreng, fordi han havde tid til det, og var begyndt at synke ind i sig selv, som gamle folk gør, når de begynder at "gå i barndom".
Han syntes, han havde kendt barnet siden han selv var barn og var undertiden i stærk tvivl om, hvorvidt de to, barnet og han selv var et eller to mennesker.
Og om natten stod han op, fordi han alligevel ikke kunne sove. Han gik hen til drengen og hviskede til ham: "Vi vil følges ad til landet, som ikke har vægge og hvor dagen i går råber til dagen i morgen.
"Hvad er det, den råber?" hviskede barnet.
Bedstefaderen sagde:
"Nu vil solen skinne over de grønne enge og de store skove, nu vil blomsterne dufte, stjerner vil blinke og havet vil bruse, mens morilden trækker lysende spor gennem nætterne resten af tiden!"
"Sådan siger den," sagde bedstefaderen. "Og det er sådan vi ønsker, det skal være!"
Barnet hviskede og sagde:
"Kom, lad os gå med det samme, det er lettere, når vi følges ad, og hvis vi går i nat, behøver vi ikke at sige farvel - og vi kan jo se dem hele tiden".