P I G E R N E

Mormor
Nu er Ellen død, og Maren er død, og du er selv død. Men der findes et fotografi af jer, hvor I er placeret rundt om et bord ved en kunstig væg; ind gennem vinduet falder et tæt, bedragerisk lys. Yderst sidder Ellen; hun er yngst og jeg ved stort set intet om hende. Hun blev gift med en frisør, som drev en salon på Ringes torv; utallige medaljer var hængt op på væggen bag det store spejl, men på en rejse til Rhinen forsvandt han, og da han vendte hjem var det med fingrene knust. Nu var de skorper af ubrugeligt kød der højst kunne løfte en flaske til læberne men umuligt betjene en saks, så da Ellen lod opføre et lysthus i det bagerste af haven satte han sig ind i det for at drikke, og han blev der omgivet af sine flasker, mens han stirrede på sine fingre, det ubrugelige, det ti-fligede kød. På den anden side af bordet står Maren; hun drev en lille butik med konfekture i Odense, og hendes gårdhave henlå i et grønligt mørke, fordi lyset faldt ned gennem pæretræernes blade og sivede ind i stammernes mos. Det var en tung og skøn ro, men på samme tid piskede betændelsen ud i alle gruberne i hendes ansigt. Det pres den lagde på nerverne var så stærkt, at det grønne lys til sidst ikke magtede at trække sin balsam over det med nogen som helst lindring, og så tog hun sit liv, tog så meget medicin at lindringen blev total og betændelsen blev suget ind, som i mos, selv om den aldrig havde lignet lyset i den lille gård men nok den elektricitet de sendte ind gennem dine tindingelapper, du som virker så tøvende, helt anderledes end Maren der stirrer lukt ind i den sorte boks, bag hvilket fotografens hoved har været skjult. Du sidder i midten og er alligevel så udsat, overgivet til hvad der sker rundt om dig, og jeg kan ikke se på dig uden også at tænke på en hjort der løfter sit hoved og lytter, den hjort står tegnet i dig, i dit blik og dit blod; det er hjorten i dit hjerte og noget helt andet end den gazelle som din alt for spinkle hals fik mig til at tænke på, da du blev gammel og sad i din røde stol med et ansigt der intet udtrykte for du følte intet; som ved en forbandelse blev al alvor svidt ud af dig mens de gav dig chok og din tunge slog rundt om bidslet; det var en helt anden hjort end den i dit blod. Alle tre bærer I nogle monstrøse kraver, som er så blændende og fine, men jeres sko er simplere, robuste, og mit blik glider frem og tilbage mellem de sko og de kraver, ligesom du selv kom til uafbrudt at glide mellem yderlighederne i dit humør. Er det muligt at se det i dit ansigt? Kan jeg noget sted i Marens ansigt se, at hun slutter med at tage livet af sig? Og kan jeg i dit ansigt se din sindssyge og de utallige indlæggelser? Er der i den piges blik noget som tyder på at hun altid vil længes, at hun vil styrte sig mod vinduet men blive stødt tilbage, fordi det er falskt? At hun vil begynde at svinge frem og tilbage uden at kunne fæstnes noget sted, i en maniodepressiv psykose og i evig uro. At hun vil komme til at søge efter et øje der vil nagle hende fast, men at hun lige nu ser væk og undgår at møde fotografens blik, som om hun alt for godt ved, at lige meget hvad hun i sit liv kommer til at stirre ind i, fæstner det kun hendes negativ.


Fra: Hjorten i dit blod, Samleren 2007