FYRAFTEN
Han vender sig i graven, lægger sig bedre til rette, gaber måske kortvarigt, mens han nyder mørket, duften af jord og den beroligende fornemmelse af indesluttethed. I morges, mens han løftede den nyligt klargjorte kvinde op af kisten og fik hende bugseret tilbage i køleren, tvivlede han stærkt på, at projektet ville lykkes, han gik ind på kontoret, sagde til Henrik, der var fuld som sædvanlig, at han var syg og gik hjem, gik så ud ad fordøren og ind igen ad bagdøren, og først da Henrik en halv time senere mumlende sømmede låget til, uden at tjekke indholdet, bundfældedes ensomhedens stille lykke i ham. Bisættelsen var kort og ordinær, de samme salmer, de samme lovord som altid og den samme snøften ned i lommetørklæder. Selve jordpåkastelsen derimod, var en oplevelse, han ikke ville have undværet. Først blomsterne og ordene, som ikke sagde ham noget, men dernæst det liflige bump, da første skefuld fugtig muld landede lige over hans mave. Det kildrede. De dybere lyde fra de næste, lidt større skefulde, og kort derefter skovlen, der hurtigt dækkede ham til. Stilhedens tæppe varmer ham, som intet før har gjort. Han er kommet hjem.