Starten på Mark Ørstens nye roman ”Venner og fjender”, der udkommer sep-okt. 2000 på Lindhardt & Ringhof’s forlag.
1
Der er noget arketypisk ved en telefon, der ringer sent om natten. Allerede mens Jacobs døsige bevidsthed kæmpede for at komme fri af søvnen, var en følelse af uro ved at brede sig i hans krop.
Det var som en trækvind fra en dør, der stod på klem.
”Jacob Gade,” sagde han, da han fik fat på røret.
”Jacob, det er Tom.”
”Tom?” Jacobs øjne søgte over mod clock-radioen. 01:53. Skulle han have været på stationen? Men han arbejdede jo ikke længere sammen med Tom. Det var nu over to år siden, at han var holdt op hos politiet. Jacob prøvede at tvinge sine tanker tilbage fra den opløsning af tid og rum, der besatte hans drømme.
”Jacob?”
”Ja, jeg er her.”
”Godt. Du kender en Mia Bloch?”
Det var ikke så meget et spørgsmål. Det var en konstatering, og som konstatering var der noget velkendt ved den. Som politimand havde Jacob selv indledt samtaler på den måde. Et kort øjeblik til lige at se de pårørende an og så sikre sig, om de nu er med. En nøgtern konstatering før de forfærdelige nyheder.
”Hvad er der sket?” spurgte han.
”Vi har fundet hende her til aften,” sagde Tom. ”Der ser ikke ud til at være tale om hverken uheld eller mord.”
Det efterlod kun en mulighed, tænkte Jacob.
Tom fortsatte: ”Hvis du har mod på at foretage identifikationen, vil jeg være hos dig om ti minutter.”
Jacob sagde ja, lagde på og blev siddende i sengen. Han så på uret igen. Klokken var stadig 01.53. Et øjeblik dvælede hans blik ved de grønne tal. Så var tretallet pludselig et sekstal. Jacob rejste sig fra sengen og begyndte at klæde sig på.
Han var nede på gaden, før Tom var nået frem.
Han havde jakke, t-shirt og cowboybukser på. Han frøs. Lejligheden lå på hjørnet af Frederiksberg Allé og Platanvej. Begge gader var mennesketomme. Jacob så på uret. Der var ikke gået mere end et par minutter, skønt hans tidsfornemmelse sagde ham, at det ikke kunne passe. Han følte sig, som om han havde jetlag. Som om han på rekordtid havde overskredet flere tidszoner, og nu var trådt ud i fremmede omgivelser. Omgivelser som han på alle niveauer var ude af trit med.
”Jacob!”
Tom Jensen var kørt halvt op på fortovet og havde åbnet bildøren. Jacob gik hen til ham på stive ben og satte sig ind.
I stedet for at køre med det samme rakte Tom en pakke cigaretter over mod ham. Det var flere år siden, Jacob var holdt med at ryge, men han tog imod en cigaret og Toms tilbud om ild. Jacob rystede en smule på hånden. Tom bemærkede det. Der var noget beroligende ved Toms venlige gestus og lidt efter ved lugten af tobak og den skarpe smag af røg. Tom tændte selv en ny cigaret med stumpen fra en gammel, så han et øjeblik lignede en hårdkogt strisser i en amerikansk b-film. Derefter kiggede han gennem røgen på Jacob.
”Mikkelsen og Rønn fandt hende” sagde han. ”Da de så et billede af dig og hende i reolen, ringede de til mig. Jeg vækkede Iversen, og han overdrog sagen til mig. Ingen andre har rørt hende.”
Jacob nikkede. Til sin egen overraskelse følte han lettelse og taknemmelighed ved tanken om, at kun folk, han kendte og respekterede, havde været på vagten i nat. At det ikke var vildt fremmede, der havde fundet hende, gjorde det hele en anelse mindre hæsligt.
”Tak,” sagde han.
Tom nikkede diskret og fortsatte, ”Det ligner selvmord. Tidspunktet er der en smule tvivl om, men det er sket inden for en fire-fem dage. Måske mere.”
Jacob inhalerede dybt ned i lungerne og spurgte hvordan.
Tom rykkede rundt på sin store krop, som om han prøvede på at få Jacobs spørgsmål på afstand.
Da han og Jacob for tre år siden var begyndt at arbejde sammen og Tom var skiftet fra uropatruljen til kriminalpolitiet, havde Tom haft langt hår. Det var for at passe ind i de miljøer, som uroerne tilbringer det meste af deres tid i. Siden da havde Tom åbenbart fået sit hår maskinklippet en gang om måneden, så han nu lignede en usikker blanding mellem en provinsbølle og en forvokset teddybjørn. Et image, der kun blev forstærket af hans foretrukne uniform: pilotjakke, slidte cowboybukser og udtrådte løbesko.
Siden Jacob forlod politiet, havde de vedligeholdt kontakten. De delte en fælles interesse for at sætte drager op. Og når tiden og vejret tillod det, pakkede de deres hjemmelavede drager sammen og tog i Dyrehaven. Deres sidste tur lå dog flere måneder tilbage.
Den dag havde Tom fortalt Jacob, at han skulle skilles fra sin kone Birgit, som han havde været gift med i ti år. Tom havde ellers forladt uropatruljen for at redde ægteskabet….
