Det år

Hvad skete der ellers det år?
De fældede et træ. Ingen kom til skade. Helene holdt sig for ørerne og lukkede øjnene, da stammen gav sig.
Anders lå indenfor i måneværelset. Han vidste vel godt, at de fældede det træ, men hun mindedes ikke, at han havde spurgt til det.
Træet faldt og udløste skrig og jubel blandt børnene. Hun vendte sig og gik. Nu havde de dét at tage sig til.
Hun satte sig i havestuen. Gennem vinduerne iagttog hun dem gå løs på det fældede træ. De havde to økser og en grensaks. De var femten, elleve og fem det år. Der var gået uorden i deres naturlige strid.
Den yngste, Johan, sad overskrævs på stammen og huggede af alle kræfter med den største øks. Aske, den ældste, klippede grene. Og Sejr tog imod ordre fra Aske om at hugge de tykkeste grene af, som Johan ikke kom nogen vegne med.
Der var ingen som helst fare på færde.
Johan havde godt styr over den store økse, som han aldrig før havde fået lov til at røre. Han gjorde hverken skade eller gavn med den. Det var tydeligt, at han havde fået lov til at bruge den. Han forhastede sig ikke. Han nød den, og de andre havde ro til at udføre et rigtigt stykke arbejde.
Sejr var anspændt af koncentration. Han var den spinkle af dem og den i midten, og han var ofte vred over sin position. Men ikke de dag de fældede birketræet. Han så ikke engang ud til at være vred over at måtte nøjes med den lille økse.
Aske arbejde som en mand.
Helene døsede ved vinduet. Det var varmt. Lyset flimrede i løvet. De havde fundet på det med træet, fordi hun ikke tog dem med til vandet. De spurgte hver dag. De spurgte ikke som det første, de gjorde sig umage for ikke at lægge pres på hende og ventede, til hun havde fået noget for hånden. Noget vasketøj eller regnskab, de holdt øje med hende. Så blev den ene sendt frem som ambassadør for en fælles sag. Hun sagde nej. Hun kunne ikke nå det. Hun sagde det hver dag.
Det var sommerferie. Varmen havde bidt sig fast. Alle de gode timer på dagen blev stjålet. Det var, som om drengene ikke ville finde sig i det mere.
Beslutningen om at birketræet skulle fældes blev truffet sidste efterår. Der havde bare ikke været nogen til at gøre det. Og så stod Aske og smurte sig en mad ved køkkenbordet og sagde, at nu ville han ondulere den birk, for det var synd for æbletræerne.
Hun havde nikket, som om hun var indforstået, men det var jo ikke derfor, hun nikkede. Det var for at få ham til at tie stille.
Anders var stået op og gået på toilettet. Hun kunne høre ham hoste gennem de lukkede døre.
Lidt efter så hun alle drengene med hver sit redskab over skulderen på vej ned i frugthaven.

Fra "N.I.M.B.Y. Not in my backtyard. 2007. 1. kapitel.