Eventyret om den lille pige med dukkehuset Der var engang en lille pige, der levede lykkeligt sammen med sin far og mor.
En efterårsdag, da solen stod lavt ind i stuen, sad pigen ved spisebordet og legede med sit dukkehus.
- Se mor, sagde pigen, nu tænder jeg alle lysene i dukkehuset.
Og pigen satte alle ledningeme fra de små lamper til batteriet og.......vupti, så forsvandt moren.
Den lille pige blev meget bange og løb ud af stuen efter moren. Ude på trappen råbte hun:
- Mor, mor hvor skal du hen med alle de kufferter?
Men moren svarede ikke, og den lille pige stod helt stille og så morens skygge forsvinde hen ad vejen og væk. Da faren kom hjem, blev han meget ked af det, da han opdagede at moren var rejst. Men den lille pige lagde sine små bløde arme om hans hals og trøstede ham.
- Hun kommer hjem til jul, sagde hun og kyssede ham på kinden.
- Ja, det gør hun nok, sagde faren og satte sig til at spille på klaveret. Det var en meget sørgerlig melodi, syntes pigen. Og det blev jul.
Faren gav den lille pige nogle nye møbler til dukkehuset. Hun stillede dem pænt derind og sang en rar julesang for ham.
Men moren kom ikke tilbage. Hver aften spillede faren så sørgmodigt på klaveret, at pigen næsten ikke kunne sove. Og hun bad mange gange til gud, om han ikke ville sørge for, at moren ville komme hjem igen. Ved fastelavn giftede faren sig med en anden kvinde, som havde en datter på to år.
- Se her har du en lillesøster, sagde faren, - er du ikke glad?
Og så solgte han klaveret. For den nye kvinde syntes han larmede så meget, når han spillede. Nu skulle den lille pige dele sit dukkehus med den nye lillesøster. Men det gjorde ikke noget, for det var sjovt at være to til at lege.
Men den nye lillesøster var en rigtig pilfinger, så lampeme og batteriet blev hurtigt ødelagt. Nu kunne man slet ikke mere tænde lys i dukkehuset.
- Pyt med det, sagde pigen, jeg gider alligevel ikke lege med det dukkehus længere. Nu har jeg jo fået en lillesøster, som jeg kan lege med.
Og stedmoren stillede dukkehuset højt op på skabet, hvor det stod og blev støvet og glemt. Hver søndag tog den lille pige ind til byen for at besøge sin mor, som boede sammen med en fremmed mand.
- Jeg fortryder intet, sagde moren og kyssede den lille pige. Men pludselig flyttede den fremmede mand, og moren kom til at bo helt alene og var meget ensom.
Pigen syntes, det var synd for moren, og hun fortalte hende ikke om alle de sjove lege, hun legede med sin nye lillesøster. Hun fortalte hende heller ikke, at stedmoren sov i morens gamle seng ved siden af faren.
- Jeg savner dig hver dag, lille skat, sagde moren, når pigen skulle hjem til sin far igen. Den lille pige var lige ved at græde og kastede begge sine bløde arme kærligt om morens hals.
- Jeg skriver et lille brev til dig, ikke mor? sagde hun for at trøste moren. Og hver onsdag skrev den lille pige et brev til moren. Men hun skrev ikke noget om stedmoren eller om lillesøsteren, for så ville moren blive meget ked af det. Det vidste hun. Når den lille pige kom hjem fra moren, fortalte hun begejstret sin stedmor, at hun havde været i Tivoli, eller i cirkus eller ude at spise is.
- Hun bliver så snotforkælet derinde, sagde stedmoren til faren.
- Prøv at se! Hendes tænder er sorte af lakrids, og alt hendes tøj er snavset.
Faren rystede på hovedet og skyndte sig på arbejde.
Den lille pige fortalte ikke mere stedmoren, hvad hun lavede, når hun var inde hos moren. - Hvor har du dog fået alt det grimme tøj fra? spurgte moren en søndag, hvor den lille pige kom ind til hende.
Pigen kiggede ned på sin nederdel, som stedmoren havde strikket. Hun havde slet ikke tænkt på, at den var grim.
- Hvorfor køber hun ikke noget nyt tøj til dig? fortsatte moren. Den mindste får både i hoved og i sæk. Og hvad med dit fine dukkehus, har hun også fået det?
Den lille pige blev pludselig meget sur på sin nye lillesøster, fordi hun blev så forkælet. - Jeg gider ikke mere lege med den dumme patteunge, sagde pigen, da hun kom hjem til lillesøsteren.
Stedmoren blev helt tavs.
- Selvfølgelig skal du lege med din lillesøster, hvem skal ellers passe hende, når jeg er ibyen?
Lillesøsteren gav sig til at hyle. Og den lille pige blev pludselig meget bange. For hun kunne ikke lide, når nogen var ked af det.
- Næste søndag tager jeg slet ikke ind til min mor. Så bliver jeg her og passer min lillesøster, skyndte hun sig at sige. - Og hvad så med mig? sagde moren, da den lille pige fortalte, at hun ikke kunne komme om søndagen. - Jeg har lige købt nyt tøj til dig, og jeg havde glædet mig til, at vi skulle i Tivoli. Hvem skal jeg så være sammen med?
Det vidste den lille pige ikke. Hun kunne slet ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre.
- Bare jeg var to små piger, sagde hun til sin lillesøster og gav sig til at græde. Hvis jeg var to kunne jeg være hos jer alle sammen.
Lillesøsteren tænkte sig lidt om.
- Jeg kunne skære dig i to dele, en til hver.
Og det gjorde hun. Fra den dag blev den lille pige til to små piger.
Og både moren og faren og stedmoren og lillesøsteren levede lykkeligt til deres dages ende.