Jeg blev født i 1923 i Sdr. Bjert syd for Kolding, hvor min far Frederik Jens Ebbesen var sognepræst i 17 år. Jeg var den yngste af en flok på 9 børn, men der var plads nok i Præstegården med den store have og rig lejlighed i det naturskønne område ved Skamlingsbanken og Lillebælt til udendørsliv og leg. Vi havde et godt familiesammenhold, og hver sommer fyldtes hus og have med slægtninge fra København, hvor både min far og mor, Emmy Schulstad, var vokset op. Der var megen læse- og skrivelyst i mit hjem. Far skrev prædiker og anmeldte bøger, mor skrev breve hver eneste dag, jeg selv skrev fra tidlig alder digte og gemte dem i hemmelige rum i haven under elmetræernes bark. Bøger var altid åbne både til højtlæsning og fordybelse.

Mit hjem og min barndom var naturligt nok præget af min fars virke. Alle højtider var festdage med traditioner og kirkegang, ikke som tvang, men som noget der hørte med. Først senere kom trodsen og modstanden mod alt det fastlåste og vedtagne. I min tredje bog "Dans med mig" forsøger jeg i en blanding af fiktion og erindring at sætte ord på datidens præstegårdsliv i et landsogn med mange tabuer og et dramatisk mord, der rystede alle i det ellers så begivenhedsløse samfund.

I 1941 måtte min far p.g.a. sygdom tage sin afsked fra embedet, hvilket betød opbrud og afsked med barndomshjemmet. Også min gymnasietid på Latinskolen i Kolding måtte afbrydes. Efter en kort kontoruddannelse, som senere blev fulgt op af en korrespondenteksamen i engelsk, giftede jeg mig i 1944 med arkitekt Bendix Bendixen. Efter forskellige "bopladser" i Kolding, Stockholm og København slog vi os ned i Lyngby i 1950, og her bor vi stadig. I vores lange ægteskab har vi mangfoldiggjort os på smukkeste vis, så vi nu kan glæde os over 2 døtre og en søn, samt 6 børnebørn og 3 oldebørn.

Selv om min glæde og interesse for litteratur og ikke mindst lyrikken altid har fyldt mig, og jeg fik optaget noveller i Hvedekorn og digte i Gyldendals Lyrik årbog, var det først, da jeg i 1975 vandt Politikens kronikkonkurrence i det såkaldte kvindeår, at jeg fik mod til at prøve om min trang og lyst til mere kontinuerligt skrivearbejde kunne bære. Min kronik hed "Cykelturen, og handlede om to midaldrende kvinder, der efter mange overvejelser og præget af kvindefrigørelsens parole om at realisere sig selv, cyklede af sted til Femølejren, der hvor de mest overbevidste feminister holdt sommerferie. Ved indgangen til lejren standsede de og vendte om. De havde alligevel ikke mod til at bryde med konventionerne.

Efter det løft jeg fik ved at vinde konkurrencen, skrev jeg min første roman "Thomas` billede". Der havde ikke tidligere været megen fokus på kvindelige forfattere, men i de år, hvor kønsroller og frigørelse var til stadig debat, steg interessen for romaner skrevet af kvinder, og "Thomas` billede" blev oversat til både svensk og tysk. I årene derefter havde jeg en meget aktiv periode med foredrag på højskoler og biblioteker og udgivelse af flere bøger. Denne kontakt med mine læsere og kollegaer var meget værdifuld for mig . Novellesamlingen "Stjerneloftet" indbragte mig Kunstfondens produktionspræmie, der har været mig til stor opmuntring. Ligesom Danmarks Radios litteraturprogram, som flere gange har haft brug for mig. Romanen "Lyset over Camargue" var en fortælling om van Goghs formodede danske oldebarn. Min sidste bog "Under gulvbrædderne" fortæller om en kvindes forsøg på at acceptere kroppens forfald og den ventende død. Jeg har altid skrevet dagbøger og breve, det "holder gryden i kog", så jeg fortsat kan følge lysten og underkaste mig den disciplin, som det kræver at arbejde med en roman eller novellesamling.
Lisbeth Bendixen døde 9. december 2004

Oprindelig publiceret ForfatterNet Lyngby-Taarbæk - 7. februar 2001