Dette er en lille historie af Lica Weis Næraa, som ikke er
beregnet til Gyldendals Dingo-serie:

Øksen
Telefonen ringede. Det var Rikkes gode ven Henrik.
"Hej, Rikke. Kig lige ud ad vinduet," sagde Henrik. "Det er begyndt at sne!"
Rikke tog gardinet til side. Det var bælgmørkt, men i skæret fra en gadelygte kunne hun se snefnuggene hvirvle rundt.
Henrik spurgte, om hun ville med på en aftentur i snevejret.
Det ville hun gerne. Desværre kunne hendes hund Sigurd ikke komme med. Den havde trådt på et glasskår og skulle ligge stille med sin sårede pote.
Rikke sagde farvel til sin mor.
"Kom nu ikke for sent hjem," formanede moderen.
"Nej, nej," svarede Rikke. "Vi går bare en tur rundt om søen."
Rikke og Henrik mødtes ved bådebroen. De kastede snebolde på hinanden og løb af sted i snevejret.
Men pludselig var der nogen som kaldte.
"Kommer I ikke med op. Jeg er alene hjemme."
Det var Ilse, den pige som engang havde låst Rikke og Sigurd inde i sit legehus. Men senere var de blevet nogenlunde gode venner.
Rikke så hen på Henrik. Han nikkede.
"O.K.," sagde Rikke. "Men vi bliver ikke ret længe."
De kom ind i et stort køkken, hvor der lå nybagte boller på bordet. Ilse serverede kakao og smurte boller for sine to gæster.
Da de havde spist hentede hun et stort spil, hvor de skulle undgå en masse farer i junglen.
Klokken var halv ti, før de var færdig med spillet.
"Fortæl en historie, Rikke," foreslog Henrik.
"Nej, jeg må ikke komme for sent hjem," svarede Rikke.
Men Ilse ville også gerne høre en historie. Hun vidste ikke at Rikke kunne fortælle historier.
"Nå, men så får I den om spøgelset med guldarmen." Rikke begyndte at fortælle en uhyggelig historie om et spøgelse, der hver nat stod op af sin grav og forskrækkede folk i en lille by. Det kunne gå gennem døre og vægge med sin lysende guldarm, og det vækkede børn og voksne med sin jamrende klagen...

"Uh, sikke en uhyggelig historie," sagde Ilse, da Rikke var færdig med at fortælle. "Bliver I ikke til mine forældre kommer hjem?"
Henrik så på sit ur.
"Er du rigtig klog, klokken er snart halv elleve, og jeg skulle have været hjemme klokken ti!"
"Nå, gå I bare hjem." Ilse rejste sig op. "Så henter jeg øksen og lægger den ved siden af min seng."
Rikke og Henrik lavede øjne til hinanden og smilede.
Det var holdt op med at sne, da de kom ud. Ilse gik lige med, for hun skulle over efter øksen i redskabsskuret.
Da hun var gået ind igen, tog Henrik fat i Rikkes arm.
"Skulle vi ikke lave noget sjov med Ilse, før vi går hjem?"
"Åh, jeg gider ikke rigtig," svarede Rikke.
"Jo, hør nu..." og så fortalte Henrik, hvad han havde fundet på.
De gemte sig bag en busk i haven. Derfra kunne de se skyggen af Ilse. Hun var ved at gå i seng. Lidt efter slukkede hun lyset.
"Nu!" hviskede Henrik. Og så sneg de sig hen til Ilses vindue. Henrik begyndte at jamre og klage, og Rikke bankede på ruden.
Da Ilse lidt efter tændte lyset og kiggede ud ad vinduet, trykkede Rikke og Henrik sig tæt ind til muren.
Mens de stod og gemte sig, gik døren til huset op, og Ilse kom farende ud. Hun svingede øksen over sit hovede og løb hen imod dem.
Rædselsslagne spænede Rikke og Henrik af sted. Men Ilse løb efter dem i mørket - helt ned til søen.
Rikke og Henrik nåede ikke at sige farvel til hinanden. De spænede bare hjem i fuld fat.
-----------------
Et par dage efter gik Rikke tur med Sigurd. Hun fik øje på Ilse, som kælkede ned ad sin egen bakke i haven. Rikke gik op til hende.
"Hm... Ilse," sagde Rikke. "Den aften, du ved nok... var du ikke klar over, at det var Henrik og mig?"
"Nej," svarede Ilse. "Jeg troede, at det var spøgelset med guldarmen!"
Slut