Knud Erik Larsen er født i 1936 i Århus. Efter skolegangen kom han i lære i en herreekviperingshandel, hvilket viste sig at være en fatal fejlanbringelse. Alligevel gennemførte han de fire lange års læretid, som i det mindste havde til følge, at han stadig formår at binde en perfekt slipseknude. K.E.L. har også snuset til dekoratørfaget og har desuden tilbragt et par år i hæren som befalingsmand, inden han endelig begyndte at læse til lærer på Århus Aftenseminarium, hvorfra han blev dimitteret i 1964. Han har siden virket som lærer i Århus - de seneste år tillige som skolebibliotekar. Som forfatter debuterede han sent, nemlig i 1980, hvor han begyndte i krimi-genren for børn og unge med romanen "Ingen spor i kælderen".
Senere har K.E.L. i højere grad beskæftiget sig med de kræfter, som børn og unge oplever under opvæksten: spændinger mellem sig selv og det omgivende miljø, forældre og kammerater, f. eks. i "Asfaltblomsten", "Bare stol på Steen", samt "Gullasch og hede kys". Endvidere benytter han ofte erfaringer fra sin egen bevægede opvækst blandt såvel missionsfolk på den jyske hede som sømænd i Århus. Begge miljøer har tegnet deres spor i hans forfatterskab i bøgerne "Bare ikke om søndagen" og "Et stænk af verdenshavet". En lille sømandsroman, "Havet uden nåde" er på sin vis tilegnet én af de morbrødre, der sejlede i allieret tjeneste under 2. verdenskrig. Der ligger også egne oplevelser bag bogen "Under mistanke".
Foruden de nævnte bøger har Knud Erik Larsen skrevet adskillige historiske romaner for børn og unge, f. eks. "De rejsende" og "Rejsen til verdens ende". Den sidstnævnte beskriver i to bind Columbus' første rejse i 1492. Desuden flere krimier samt adskillige letlæsnings- og fagbøger.
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 3. februar 1999
Som læser har jeg i nogen grad været altædende. Men naturligvis har visse forfattere haft større interesse for mig end andre. Det gælder Henrik Pontoppidan, Albert Camus, Herman Bang, Graham Greene og Ole Sarvig og for nu at nævne nogle stykker i flæng. I øvrigt er jeg storforbruger af historiske bøger, fagbøger såvel som romaner. Gennem årene har Palle Laurings Danmarkshistorie og øvrige historiske fortællinger og essays været trofaste gengangere på både arbejds- og natbord. Han var virkelig en sjælden fortæller og formidler af historien, som han tilførte liv, friskhed og farve. Det var Palle Lauring, der i min pureste ungdom for stedse vakte min interesse for fortiden, hvad jeg stadig er ham dybt taknemmelig for. Derudover har jeg en behersket lidenskab for krimien, vel at mærke dén kriminalfortælling, der enten fører sin læser ud i samfundets hjørner eller sender ham ned i sjælens krinkelgange - og ikke blot beskæftiger sig med "sagen". Forfattere, der formår dette, er Sjöwall & Wahlöö, Poul Ørum og Fr. Dürrenmatt. I øjeblikket er jeg ved at genopfriske mit gamle "venskab" med Henrik Pontoppidan og hans samtidige.
