Klavs Becker-Larsen

Klavs Becker-Larsen født 4.august 1927 i København.

1943-45: Medlem af sabotageorg. BOPA og Den Danske Brigade i Sverige.
1948-51: 3 år i Kenya og Congo - skovhugst, forretning, jagt.
1951: Forsøg på at bestige Mt. Everest.
1952: Vandringer i Himalaya langs Ganges.
1958-59: Indsamlinger i Nepal til Zoologisk Museum. Den afskyelige Snemands identitet fastslået.
1960-75: Lærer i folkeskolen. Deltaget i samtlige årskurser i psykologi på Danmarks Lærerhøjskole.
1964: Fotograf på Peary-land ekspeditionen.
1973: Everest basecamp og Solo Khumbu med mine sønner.
1977: I Uganda for at beskrive forhold under Idi Amin.
Jeg har skrevet bøger om mine oplevelser samt militær-historie.

Oprindelig publiceret Forfatternet Ølstykke - 4. juni 2000

Debut: 
1976
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Uddrag fra "Everest udfordringen"

20.APRIL
Min krop er et bundt af fin form - trods let diarré. Jeg lægger lidt afstand til bærerne og delikaterer mig med de brudstykker, jeg kan, af nationale sange. Kodans bølge, De snekker, Kong Kristian. De linier, jeg ikke husker, fløjter jeg mig igennem. Herlig morgen!

Lang og god dagsmarch i let sne og let stigning langs floden og gletsjeren. Lunak hytten ligger ved foden af en stejl klippe. Hytten er så rå, som det kan gøres, men et velkomment alligevel.

21.-23.APRIL

Vi er tidligt på benene, stive og kolde. Fjeldene overfor os står dystre i dæmringen. En skarp vind stryger ned fra dem, fejer hen over den snedækte gletsjer og tværs gennem hytten. I disse omgivelser trænger morgenkulden helt ind til sjælen, og bærerne vil ikke videre. Jeg forhandler, men ender med at udlove præmier for at få dem i gang. Jeg må selv have anorak og vindbukser frem.

Lidt senere går vi på gletsjeren, hvor sneen har slettet ethvert spor, som kunne have hjulpet os. Vinden har lagt sig lidt, men sneen er sine steder dyb, og vi kommer kun langsomt frem.

Ang Tshering, en solid og stilfærdig mand, som har været med os siden Sandakphu, bliver sløj og hoster blod op. Han vil gerne tilbage og siger, at han kan klare sig selv. Vi fortsætter med hans last fordelt blandt de andre. Bærerne må slide i det, de er hårdt spændt for.

Hen på eftermiddagen rejser vinden sig igen. Vi er ikke langt fra passet, men som sneen er, har vi ingen mulighed for at nå hytten på den anden side i dag. Da vi finder en stor blok, som giver lidt læ for vinden, slår vi lejr. Bærerne kryber sammen under stenen, får tændt bål og smelter is til vores te og tshampa. I dag er den en herreret.

Ud på natten sker det værste, der kan hænde os. Vinden stiger til en storm, som er ved at vælte mit telt. Temperaturen er allerede et godt stykke under nul, nu dykker den brat. En frygtelig kulde gennemtrænger alt. Hele natten må jeg massere mine fødder.

Men under stenen gennemlever bærerne det rene helvede. Natten bliver en lang, opslidende kamp for at overleve. Uden ophør banker de løs på hinanden time efter time for at holde blodomløbet i gang i den dræbende kulde.

Henad morgen lægger stormen sig. Men den har været dyr. Flere af bærerne er i elendig forfatning. Deres ansigter er hule og udtærede som efter svær sygdom. Kampen mod forfrysninger og kuldedød er betalt med et enormt kraftforbrug. Utroligt, at ansigter kan ændre sig så meget på en nat.

Jigmey og jeg har lettere forfrysninger i storetæerne - trods vores soveposer.

For den unge Ang Temba har nattens oplevelser været for meget. Han er rystet og svag og må skånes mest muligt i dag. Men ingen får varige mén.

De vil tilbage. Det overrasker mig ikke. Men vi er så nær passet og har allerede gået omveje nok. Mit slunkne pengebælte fortæller mig, at vi må hurtigt frem til bjerget med vores forsyninger, så bærerne fra Namche Bazar og Thamey kan sendes hjem. Jeg forsøger at overtale dem. Jeg lover dem kontante belønninger og lån af teltet, min ene sovepose og alt, hvad jeg kan undvære af tøj.

De vil ikke. Som sneen er nu, når vi ikke allesammen levende frem, siger de og råder til, at vi går tilbage til Thamey og venter på, at sneen smelter.

Så appellerer jeg til deres stolthed. Men de har fået nok, og de lader sig ikke rokke.

Forbandet at skulle vende igen. Men solen skinner fra en skyfri himmel og tærer på sneen. Måske kan 5-6 dage gøre det.

Vi har brug for at tage den med ro og stopper for natten på en sæter med en tom stald.

I Marulung dropper vi hovedparten af godset, inden vi fortsætter til Thamey, hvor Ang Tshering tager imod os og sørger for chang og indkvartering. Han er helt frisk igen.