Kenneth Jakobsen - uddrag af bog

Den bog jeg har skrevet og fået udgivet er en børnebog. Lige nu er jeg i gang med en voksenroman, samt en børnebilledbog. Dette uddrag er fra noget helt tredie. Det er en lille historie, der hører blandt en samling af små korte tekster, jeg kalder "Danmarks historie(r)"

Kleinschmidt "Solgaven", Grenå

Hans Otto Kleinschmidt. 76 år. Pensioneret ornitolog. Gråhåret. Fuldskæg dækkende en kløft i hagen. Havde smidige men tunge lemmer og var ofte bærende khakifarvet vest og sumpgummistøvler. Kleinschmidt sad på sin senegalske skammel lavet af ibenholt og bøffelskind. Han sad stift foroverbøjet med sit venstre øre klistret fast til den lille B&O højtaler, hvor lyden af fugle fra Elfenbenskysten svømmede ud, og indtog Kleinschmidts gamle men vakse hoved. Hans øjne rullede, og til tider foretog hovedet nogle hurtige træk til den ene side. Træk som på sin egen måde mindede om en fugl med hurtigtbankende hjerte. En arbejdsskade, der var kommet efter års studier af afrikanske fugles bevægelsesmønstre.

Med en sikker højre hånd skrev hr. Kleinschmidt en sirlig strøm af notater på ark af kraftigt økologisk papir, købt gennem Dyrenes Beskyttelses postordreafdeling. Han var glad for levende ting, og støttede med små bidrag alt fra Kattens Værn til Djurslands Støtteforening For Bevarelse Af Danske Vandløb & Åer.

Stuen Hans Otto Kleinschmidt havde placeret sig i, var dækket af en grøngrålig farve. Hele stuen duftede af et gammelt lukket maghoniskab, lugtet indefra. Duften var omklamrende og lagde sig som et tykt tæppe over Kleinschmidts skuldre.

Han så ud ad vinduet. Fik øje på solsorten og musvitten i den gråhvide have. Fuglene nippede til det gyldne våde neg, der var fæstnet fast til hængebirken sammen med fedtkuglerne indpakket i grønne plastichårnet. Et øjeblik lod Kleinschmidt sig distrahere af sin omverden og glemte lydene fra Elfenbenskysten; men blot et lille øjeblik. Han vendte hurtigt tilbage til de skræppende lyde i venstre øre. Glemte solsorten, stuen og den tykke dynelugt. Tænkte tilbage på farverne i Afrika. Mindedes Swarma og hendes forståelse for naturen. En symbiose, en kærlighed og respekt, Kleinschmidt errindrede med en følelse af afsavn og varm glæde. Swarma var i en pagt med naturen man kun kunne fødes til. Kleinschmidt havde hele sit liv jagtet den samme samhørighed; men det var forblevet et uligevægtigt forhold, hvor han var blevet en tilbeder og måtte nøjes med glimt af denne stærke pagt gennem sit forhold til Swarma.

En klukkende skræppen lød gennem stuen, og Kleinschmidts nedskriven tog fart. Med venstre hånd klaskede han en emsig flue på højre lår.

Swarmas og hans forhold var uhørt den gang i begyndelsen af 50`erne. Det smukke forhold måtte foregå skjult, og blev gjort til noget grimt. Noget forkert. Kleinschmidt drog tilbage til Danmark og omsatte sine feltstudier til tykke bøger. Korrespondancen mellem nord og syd var jævn i begyndelsen; men det blev for svært. Kontakten ophørte.

I 1975 modtog han en papkasse fra Tanzania, Swarmas hjemland. Kassen indeholdt et brev fra en ung kvinde, der viste sig at være Swarmas datter, sammen med toogtredive breve fra årene 1956 til 1974. Toogtredive usendte breve fra Swarma til Hans Otto. Hundrede af sider med beskrivelser af Swarmas liv og latente længsel efter sin hvide kærlighed. Swarmas datter skrev kort men bevæget om sit fund af disse breve efter Swarmas pludselige død.

Dette første brev fra Swarmas datter Kikuya blev begyndelsen på et langt brevvenskab. Kikuyas interesse for denne mystiske mand, som hendes mor nærede en så stor kærlighed til, var i begyndelsen selvisk og kun et desperat forsøg på at komme til at kende den mor, hun mistede i en alt for tidlig alder. Men brevvekslingen ændrede sig gennem årene, og udviklede sig til en hengivenhed til en mand, der havde bevaret kærligheden til hendes mor og kontinentet hun stammede fra.

Hr. Kleinschmidt havde ingen børn, havde aldrig giftet sig, og betragtede hurtigt Kikuya som den datter, han skulle have haft sammen med Swarma.

Han nåede aldrig at se Kikuya. Hun blev dræbt i en flyulykke i 1985. Tiåret for det første brev hun havde sendt Hans Otto Kleinschmidt og året, hvor de skulle have mødt hinanden for første gang.

Siden dette år havde Kleinschmidt forskanset sig, og helliget sig sin forskning og fritidsstuderen af de båndoptagelser af fugle, som Kikuya havde sendt ham gennem ti år. Men han var ikke en bitter mand. Han havde oplevet at leve og havde stadig sine fugle.

Det bankede på døren.

-Der er kaffe og varm kringle i dag, Hans Otto! En stemme mere gennentrængende end fuglearten sekretærens ejendommelige skræppen, lød gennem stuen. En kvinde iklædt hvidt indtog rummet. skramlende, larmende, møvende.

-Lille Hans Otto. Kom og sæt dig. Du skal nyde kringlen mens den er lun. Den hvidklædte kvinde efterlod et lille lyseblåt plasticbæger med to lyserøde piller, og hvirvlede tilbage til den lange lange gang med tusinde af døre på begge sider. Gemmende på værelser med gamle drømmende mennesker.

Hr. Kleinschmidt hørte intet. Han var netop ved at indfange lyden af en parringsdans mellem to ivrige fugle, i en skov ved Elfenbenskysten.