Karsten Brejnbjerg Christensen

Karsten Brejnbjerg Christensen blev født den 27. august 1958 i Brabrand ved Århus.
Har gået på Engdalsskolen i Brabrand og Skt. Knuds Skole i Ryesgade i Århus. Student fra Århus Katedralskole 1977. Indtil optagelsen på Newark School of Violinmaking i England i september 1979 arbejde i anlægsgartneri. Svendeprøve som violinbygger blev bestået med udmærkelse i 1982, og indtil 1993 havde Karsten Brejnbjerg Christensen eget violinbyggerværksted i Århus og Odense.Er cand.mag i litteraturvidenskab med dansk som tilvalg. Bor i Ølstykke ved Frederikssund.

Debutbogen "Violinernes kemi" blev udgivet i 1995.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 10. marts 1999

Debut: 
1995
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Århusiansk fantasme
Det regner. Ole bliver tosset, hvis han skal vente på bussen i bare fem minutter. Især når det er mørkt og surt efterår. Han spejder deropad. Endelig. De gule lygter trænger frem gennem regnen, og bussen dykker hvislende ned i Busgaden oppe fra Park Allé.
Han trækker en billet til alle zoner i automaten bag i bussen og går tøvende op gennem midtergangen. Der er en plads ledig i rækken af enkelte sæder til højre. Han sætter sig. Lige foran ham sidder en pige med blond hår. Han bilder sig ind, at håret er langt, men pigen bærer det inden for frakken, hvis krave er smøget op om ørerne. Han stirrer ind i det blonde hår, stirrer og stirrer, og nu mærker hun ham. Han flytter straks blikket til spejlet, der giver chaufføren overblik over midtergangen. Pigens blå øjne smiler over mundens trækning af foragt. Hun rejser sig raskt, går frem, ringer på klokken, og bussen standser på Åbyhøj Torv. Hans arm tørrer mekanisk over ruden, nærmest grå af dug. Hovedet drejer sig, og han ser det lyse hår gå mod det søvnige lys fra Kvicklys indgang, hvor folk strømmer vuggende ind og ud af mørket. Pigen løfter armene og vil slå håret ud over frakken. Sådan virker det umiddelbart på ham, men det er frakken, hun krænger af sig og lader falde på den regnvåde, fedtede asfalt.
Hun er smuk. Ganske bred over skuldrene, smal om livet, hofterne er runde, benene lange. Som en mat stjerne skinner hun i mørket. Regndråberne falder på skuldrene, på den smukt svajede, blidt vuggende ryg. Men hun bliver vist ikke våd. Huden er som voks. Den afviser dråberne, der ved berøringen med hende har forvandlet sig til små, hårde kugler, der som skinnende perler falder af hende, rammer jorden og hopper rundt på asfalten. Folk vugger videre med deres fyldte poser, ind og ud af lyset ved Kvicklys indgang.
Bussen sætter i gang. Pigen er væk.

Inspiration

Min første erfaring med verdenslitteraturen fik jeg som 8-årig. Jeg læste Hemingways "Den gamle mand og havet". Dengang bildte jeg mig ind, at jeg forstod den lille, store mesterfortælling. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men jeg fik alligevel en oplevelse for livet. Den gode fortælling rev mig med som dreng, og fik mig til at holde af litteraturen som voksen. Og denne kvalitet, mener jeg, kan jeg altid finde hos mine yndlingsforfattere. Uanset hvor stort et tema forfatteren har fat i, så er det historien, fortællingen, der skal bære temaet frem og præsentere det for læseren. Derfor holder jeg især af forfattere som Bang og Jacobsen, Dostojevskij og Mann, for disse forfattere kan fortælle en historie. Jeg læser også gerne Kundera og Auster, og selvfølgelig de nye danske forfattere, som Hesselholdt og Hammann. Alle disse forfattere er selvfølgelig meget kendte og populære, men jeg holder også af at søge lidt ud i krogene på bibliotekernes hylder. Sidste år læste jeg f.eks. en hel del Kafka, som jo nok er kendt og en stor klassiker, men meget få har for alvor læst Kafka, og det er sandelig en skam. Kafka, f.eks. i "Processen", er netop en fremragende fortæller. Mestrer en forfatter den gode fortælling, så synes jeg også, at det er smukt, når hun eller han evner at gøre gode billeder i sproget med en enkel, slående vending. Det er en stor kunst, som få kan, og i dag desværre ikke så velset i litteraturen. Men så har vi da heldigvis digtene, f.eks. Inger Christensens "Sommerfugledalen", hvor man jo netop kan læse en masse smukke billeder, der også udlægges. Hvad der inspirerer mig litterært, det ved jeg dog ikke. Afgørende for mig er det, at jeg finder de historier, som jeg kan fortælle. Måske finder historierne mig, men uanset hvordan det end er, så er det den gode fortælling, jeg søger som læser og forfatter.