Karin Barré - Læs forfatteren De er alle borte nu. For længst døde og overgivet de evige slagmarker, hvorfra de i mange år fremover vil tale til efterslægten: den gamle bedstemor, den belæste kammertjener, de store ryttergeneraler, den smukke storebror. Kun den svage onkel Joachim lever i bedste velgående, og det er der jo ingen dåd i. Da Rantzauerne faldt, tog deres fætter, Ulrik Frederik Valdemar baron Løvendal, der er øverstbefalende i Norge, sig af ham og gjorde ham til sin adjudant. Min stilfærdige far faldt ikke i krigen. Han ville hjem til sin gård og sine protokoller, sit landbrug og sine folk, for at se om han dog ikke kunne gøre det umulige, standse lavinen inden han skulle i jorden. Efter Skånske krig, gik Niels Mund af med rang af brigader. Han sad i halvmørket under bedstefars vældige portræt, men det hjalp ikke. Som årerne gik kunne han ikke løfte sine arme, ikke indføje nye tal eller slette de gamle, gigten låste ham fast i en krum positur, hvorfra han ikke mere kunne rejse sig. Sådan endte han sine dage, firsindstyve år gammel, hen over det, der ikke mere lod sig gøre. De dødes mørnede arme rækker fra deres vidt forskellige grave ud imod mig for at binde mig til mit løfte, til de forpligtelser jeg har, altid vil have og aldrig svigte. Ved skyttens hus standser jeg op. Et øjeblik tror jeg at se Søren Skytte komme ud med sin brede fremstrakte hånd og hilse mig velkommen hjem. Men der kommer ingen. Huset er lukket, taget hullet, vinduet faldet ud. Sneen rammer taget som våde fødder i stilheden. Snefnuggene bliver større og flere, mens mørket falder på. Jeg ridder videre gennem vinteren på min røde hoppe og undgår at komme op på Bankerækken for at se ned til Grevensvænge, der nu er i en ny slægts eje. Jagthytterne er for længe siden revet ned. Vildtet går roligt rundt og græsser i folden i Fruelunden bag dyrehavens enebærstager. Jeg fortsætter forbi hønsehusene og stenen ved vejen op til borgeleddet. Herregården ligger nu foran mig, spejlende sig i søen, dækket af sne. Dødhvid sne. Som et maleri, dømt til evig hvile. Uddrag fra romanen Ærenpris 2002.