Fra digtsamlingen "Se": Tro

fuglene flyver
vistnok
endnu
selvom
det er svært
at forstå
for os
under jorden Gensyn

larvens snævre hud
revner i ryggen
frem stiger guldsmeden
varsomt
i al sin pragt
glitrer som
safir smaragd rubin
i morgenduggen
folder sine sitrende alfevinger
helt ud
lader vinden assistere
på jomfrurejsen
mod sommerhimlen

for sidenhen
at fare
som fandens ridehest
forlæns baglæns
hundred kilometer i timen
stige
lodret mod solen
dyk og sving med luftakrobatens
dødsforagt og så
svæve over engen
som et drømmesyn
Hvem kender svaret?

men vi der kun kan leve
med fast grund under fødderne
vi der tænker tanker
imellem himmel, hav og jord
vi blir svimle
ved tanken at vi
- fem milliarder mennesker
på et rumskib i en galakse -
at vi er på liv og død afhængige
af regnormene

er der regnorme nok
når vi blir ti milliarder mennesker
eller femten?

hvad sker der hvis regnormene
blir trætte og syge, sætter tempoet ned?
hvis de dør?

hvad sker der med regnormene
når jorden opsuger
giftstoffer og gensplejset virus?

hvilken garanti har vi overhovedet i
jordforbindelsen?

Fra bogen "Alle os": Skred

De bevæger sig tungt langs den mennesketomme kyst med klinterne på venstre hånd. Støvlerne vrikker på stenene, de vælger hårdt sand, hvor det findes. Den lyse overflade på klintskrænten er krakeleret og stribet af okker. Hist og her stikker en nøjsom tidsel ud fra den stejle skrænt. Et træ hænger i en spinkel gren vandret ud i luften, roden er helt fri. Skredet er lige sket. Sandet ligger i dekorative bølger fra midt på klinten i en vifte nedover til stranden. Der har dannet sig et par huler i sandskrænten.

Heromkring var det, at drengene befandt sig dengang. De var to. De havde gravet sig en hule i skrænten, men var ikke helt tilfredse endnu. De lå på knæ og gravede, med ryggen mod indgangen. Det var besværligt, sandet blev ved med at skride for dem. På èn gang skred det hele. Hulens loft og vægge styrtede ind over dem. Kun den ene nåede ud i fri luft. Den anden blev derinde.

Han, som var ude, vendte sig hurtigt mod skrænten og gravede og gravede. Han krattede og sled i sandet for at nå ind til kammeraten, men han kom ingen vegne. Sandet blev ved at komme igen og igen. Da veg han pludselig bagover i rædsel over stilheden, tavsheden, den manglende lyd, sandmurens vigende ro. Han kaldte vennens navn, højere og højere. Der kom ingen svar.

Han kurede ned ad skrænten og nåede stenene, kom på benene og løb langs den ufremkommelige strand. Drengen løb hikstende og klynkende: "Kære, goe Vorherre, hjælp mig, du må ikke la´ det ske, kære Vorherre, jeg skal være så go´ så go´. Det var ikke mig, der fandt på det, kun en lille smule, kære goe Vorherre, la mig nå det, det må ikke ske, hører du."

Der var langt til den nærmeste gård. Så meget længere, end han vidste, der skulle være. Hans ord til Vorherre blev til en hed jamren, som blæsten tog og førte ud over fjorden. Endelig var gården der. Han løb over den lille bro, der førte igennem sivene, over plænen og nåede døren, som han brasede igennem. Han skreg til konen i køkkenet om at komme og hjælpe, han skreg om vennen og hulen og sandet, der skred. Hun så på ham med opspilede øjne. Så tørrede hun hænderne i forklædet og fløj ind til telefonen i stuen og drejede Falck. Hun gav en kort besked, vendte sig mod drengen og lagde sin hånd på hans skulder: "Så kom. Vis mig, hvor det er."

Hun var dårlig til bens, kunne ikke følge med drengens vilde løb, men hun gjorde, hvad hun kunne. De løb og skred og løb. Da de nåede frem, smed de sig på knæene og gav sig til at grave med hænderne, men sandet bare skred og skred og var det eneste, der bevægede sig. Derinde var kun tavshed og ubevægelighed.

De hørte Falck-folkene i løb og spring ned over klinten hundrede meter længere henne, hvor sandet var fast. De havde skovle og lygter med. Det var blevet tusmørke. De skubbede drengen tilside. Konen krøb på knæene baglæns ud til siden for ikke at være i vejen. Drengen krummede sig forover i stor pine og holdt de knyttede hænder for øjnene.

Han så ikke, da de fik kammeraten ud. Men han hørte det på tavsheden hos dem, der gravede og på konens jamren.

Drengen stumlede af sted langs stranden i det tiltagende mørke. Han snublede og blev liggende på maven en stund. Han løftede hovedet og stirrede forvildet på sandet under sig, før han rejste sig med besvær og fortsatte sit slingrende, meningsløse løb i vandkanten langs den endeløse, øde kyst.

Han var tavs. Hans bønner og klynken var hørt op.