Jonathan

Jonathan Franzen

Jonathan Franzen og friheden

 

Franzen er noget for sig - bevares! Det er manden, der trækker sig tilbage i sin lejlighed på Manhattan for at skrive. Det er manden, der brugte 9 år på at skrive romanen "Frihed" - 9 år og 9.000 sider, som han - thank god - fik redigeret ned til 581 sider. Det er forfatteren, der afskyr forstyrrelser og derfor - symptomatisk - har et afskåret netværkskabel stukket i routeren og en overklippet telefonledning mellem telefon og telefonstik. Det er personen, der ikke facebooker sine problemer, men slet og ret faces them!

 

Det er frihed for ham.

 

Friheden er et forunderligt forhold og et, der sjældent lader sig beskrive. Det kan forekomme i

forskellige forklædninger, være søgt eller simpelthen straks opstå, du ved, sådan ud af det blå.

     Der er friheden til at være sig selv og friheden til at være anderledes, og så er der forfatteren Franzen, Jonathan Franzen, den store amerikanske forfatter, der for alvor har omfavnet begrebet frihed.

     Mest kendt og bedst udtrykt i romanen "Frihed", der for nogle år siden blev en sommerlig læseoplevelse ud over det sædvanlige, endog en roman, Barack Obama snuppede med sig i sommerfarten og lod sig opsluge af, ligesom undertegnede.

     I denne store (på alle måder) roman stifter vi bekendtskab med familien Berglund.

Familien er tilsyneladende yderst velfungerende; Patty og Walter det perfekte par med de blide børn og den veltrimmede have, hvorpå solens stråler altid slænger sig. Jessica og Joey, søster og bror, der hver især forsøger at finde deres mål med livet, dersom et sådant eksisterer.

     Patty er hjemmegående og omdrejningspunkt for vejens mange mødre, mens Walter er den arbejdsomme amerikaner. Jessica stabil i skolen, og Joey straks det modsatte. Walter, der engagerer sig i natur og miljø, ihærdigt søgende den amerikanske drøm om selvstændighed og frihed, hvilket netop skaber rum til Patty, så hun med friheden tæt på og bekymringer langt væk kan udfolde sine interesser.

     På overfladen er alt godt. På overfladen! Sæt man så graver et spadestik dybere? Det er netop det, Franzen så fortrinligt gør, og det med en særlig stil.

     "Frihed" er meget spændende på flere planer. Det er ikke en lineær fortælling, hvor man fra et punkt og fremefter følger familien Berglund for at se, hvorledes fremtiden former sig. Nej, Franzen fastholder det i et andet greb. Romanen er delt op i forskellige afsnit, hvor det første drejer sig om den dagbog, Patty Berglund af sin psykolog er blevet bedt om at føre med henblik på at blive bedre i stand til at forstå sig selv og - ikke mindst - sin fortid. Senere får vi et indblik i Walters fremfærd i USA, fra han som særling på college ad omveje støder til Patty og i disse møder ikke kan skjule sin forelskelse foruden forbitrelse over vennen Richard Katz’ forførende side. Vi møder Joeys meget særlige, afskyvækkende tankegang og følelseskolde handlemåde over for hende, der vist nok viser sig at være hans kærlighed, dersom man hos Joey kan tale om en sådan følelse, og videre til Jessicas dybe vrede, der undertiden gennemborer Patty helt og aldeles, hvorunder en sorg opstår og et kald ud mod Richard Katz lyder.

     Alt sammen er det skrevet med en fantastisk humor og stikkende ironi foruden rammende vid, hvorved vi som læsere undervejs begynder at betragte frihedsbegrebet fra flere perspektiver.

     Det er bestemt en yderst læseværdig roman, og en, jeg med glæde anbefaler.

    

Lad os udfolde det et stykke videre.

     Det er ganske vist romanerne, Jonathan Franzen har brugt til at slå sit navn fast med, i al fald i en europæisk kontekst. Ikke desto mindre vil jeg fremhæve, at han er en eminent skribent udi i essaykunsten. Jeg vil da anbefale "Hvordan man er alene" som krydderi til "Frihed". Her indleder Franzen et angreb på massekulturens fascination af fremskridt inden for elektronik og masseproduktion. Man bør unde sig at læse essayet "Til hvilken nytte", hvor han understreger behovet for ensomheden; nødvendigheden for, at hver enkelt trækker stikket i en rum tid og søger ind i sig selv for at finde de værdier, der betyder mest. Han ser sig sur på fjernsynet, fordi det fylder ethvert rum på flere måder, at det dikterer og trækker alle med sig. Han skriver, at han savner Dickens, for på denne tid var det bøgerne, der var samtaleemner og ikke som nu blot symboler på ro i en stue, hvor fjernsynet er  det urolige væsen. Hvis ikke det var for den varme ironi i skriften, som også gennemstrømmer "Frihed", var der uvægerligt stor risiko for, at dette ville ende i et surt opstød fra en gnaven, midaldrende mand. Men tag dig i agt, du vil mærke latteren rumstere i kroppen under læsning.

     Jonathan Franzen er en del af en interessant bevægelse i USA – den såkaldte postironi. En bevægelse, der trækker på postmodernismens leg med genrer og tematisering af det moderne samfund. Postironikerne skærper afsættet og forholder sig i flere henseender særdeles kritiske over for samfundet og dets stormende fremløb og indoptagelse af ’det ny’. Det er en bevægelse, der også tæller David Foster Wallace, med hvem Franzen var meget tæt ven; et forhold, der beskrives forbilledligt i essaysamlingen Længere Væk

 

Nu, hvor endnu en roman fra hans skarpe pennestrøg rammer Danmark ("Purity") kan jeg kun opfordre til at dykke ned i dette spændende forfatterskab, men jeg advarer: du bliver dejligt mærket af det.

Land: 
Danmark