Johs. Jul. Petersen

Født 28.1.1921 i Knabstrup v. Mørkøv.

Fra år 1922 opvokset på en mindre landejendom i Bankehusene . Nr. Jernløse.
Kom i Dramstrup skole 1928. Gik ud af samme 1935. Efter en
runde på tre år som landbrugsmedhjælper på forskellige gårde døde
faderen allerede som 50-årig, og Johannes måtte hjem igen.

Ved siden af det spændende, der lå i at drive barndomshjemmet videre,
fik Johannes derved mulighed for at supplere sin skoleundervisning,
hvilket skete med mere læsning og med deltagelse i aftenskoler,
studiekredse, brevkurser m.v.
En periode - under den tyske besættelse - gik han dog så meget op i
sin hestehandel, at andre gøremål blev stedbørn.

I midten af fyrrene indgik moderen nyt ægteskab og Johannes stak af til Jylland. For senere - det blev i 1953 - sammen med en gæv jysk pige at etablere sig på sin fødeegn i Knabstrup. Først med sin og malkekøer. Senere mest opdræt af ungkreaturer på græs, en driftsform, som levnede ham tid til at læse og skrive....foreløbigt kun til skrivebordsskuffen.

I 1964 debuterede Johannes som forfatter med "Snestormsnatten" under en novellekonkurrence, Danmarks Radio havde udskrevet. Det var egentlig ikke den første historie, han fik publiceret. For "allerede" i 1962 fik han af Karen Permin - Gud velsigne hende - i "Hus og Hjem" antaget "Det er efterår". Den blev bragt 2. oktober og blev honoreret med hele kr. 75,- og han måtte bruge dem alle til hvad han ville.

I 1971 solgte de landbruget - rub og stub - og Johannes gav sig til noget så nervepirrende som at handle med huse.

Så ikke før i firserne og halvfemserne fik han sindsro til for alvor at gå i gang med skriverierne. - Hvis han nu bare ikke havde den store have at passe. Han må ha´ en undskyldning for, at det alligevel bliver til alt for lidt.

Oprindelig publiceret Forfatternet Nykøbing Sjælland - 6. april 2000  

Foto: Privat

Debut: 
1964
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Lysthuset" af Johs. Jul. Petersen

    Bogens forside

    Varme og hengivne fortællinger om forfatterens midtsjællandske barndom og opvækst på et lille landbrug i 1930'erne, stærkt præget af forældrenes indremissionske livssyn

    Forfatter: 
    Johs. Jul. Petersen
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    147
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Fallenten (skitse, 1993)

Efter vedtagelse af en serie nye love og forordninger blev enhver form for forretning inden for min brache nærmest umuliggjort.

Da jeg ikke stod i nogen fagforening, og min sagsbehandler havde udpræget antipati mod fallerede forretningsdrivende, var det ikke hver dag, jeg havde råd til varm mad.

Der kunne gå længere tid imellem.

Men traditionelt én dag om året var den hjemme. Det var den dag, hvor jeg hævede penge til betaling af den årlige vedligeholdelse af min mors gravsted. Bankbogen havde jeg fået i forvaring, dengan min mor døde syv og firs år gammel.

Der plejede ikke fra bankens side at være noget i vejen for, at jeg kunne hæve et beløb, der var stort nok.

Naturligvis sørgede jeg for hvert år at hæve så meget på bankbogen, at jeg var sikker på, der var nok både til gravstedet og til den varme mad.

Den trafik var ikke helt korrekt.

Bogen, der havde kontonummer 62 63 507, var fra min mors side udelukkende bestemt for vedligeholdelsen af hendes gravsted - tyve år frem i tiden, og der stod ikke en stavelse i bestemmelserne om, at jeg også måtte hæve til en gang varm mad.

Den søde pige, der sad inde i glasburet ved kassen, og som hvert år med ferme fingre talte beløbet op og skød det ud til mig, kendte formodentlig ikke noget til den lille uregelmæssighed, som jeg gentagne gane gjorde mig skyldig i. --

I hvert fald smilede hun til mig, så det varmede mig ind i sjælen, - og lod ellers som ingenting.

Som årene gik, blev tiderne mere og mere elendige for mig. Det var så sløjt, at jeg ligefrem talte dagene til den periode, hvor regningen fra graveren kunne forventes, og det igen kunne blive aktuelt at besøge pigen i glasburet.

Faktisk vidste jeg ikke, hvad jeg længtes mest efter. Om det var gensynet med pigen, eller om det var den varme mad.

Sommetider kunne det endda knibe for mig at holde de to begreber adskilte. Når jeg tænkte på pigen, kom jeg også til at tænke på varm mad. Når jeg tænkte på varm mad, kunne jeg ikkelade være med at tænke på den pige, som rakte mig penge til varm mad - - og et uforglemmeligt smil i tilgift.

Sidste år var pigen der ikke, da jeg som sædvanlig kom for at hæve penge til min mors gravsted.

I stedet stod der en maskine med noget, der lignede et hovede oveni. Min første reaktion var at vende ryggen til den - - i instinktiv afsky.

Derefter stirrede jeg forvirret rundt i bankens stærkt udvidede lokaler. Kun maskiner allevegne., nogle med, andre uden hovedgevækster. Overalt ved diskene stod der alvorlige kunder og kommunikerede med disse fremtoninger, og der var endog et par steder imellem, hvor det var svært at bedømme, hvad der var kunde, eller hvad der var maskine. Men der var ingen ekspedition udenom maskinen, det blev jeg hurtigt klar over - - og derfor - -skønt det bød mig inderligt imod, følte jeg mig tvunget til at vende mig om og lade mig konfrontere med pigens stedfortræder. - Du er ikke så køn som din forgænger, kunne jeg ikke dy mig for at bemærke, idet jeg stod ansigt til ansigt med denne her maskine, som halvvejs stod, halvvejs sad på de midler, jeg lige stod og skulle bruge.

Ved et hurtigt sideblik erfarede jeg, renten igen var sat ned på indlån, mens udlånsrenten nærmede sig uanstændige højder, og jeg forstod, at min gamle mors sparepenge måtte yde sit lille bidrag til det afskum, som bredte sig på pigens plads.

Jeg mærkede den forkerte luft imellem maskinen på den ene side og mig selv på den anden, måtte tage mig voldsomt sammen for at virke mere imødekommende - og dertil mere beskeden i min hele fremtræden.

Så trykkede jeg på starttangenten, samtidigt skævede jeg til det udtryksløse ansigt, der ikke var noget ansigt, det manglede øjne, ører, næse, mund og en hel del mere, hvad dét så kunne være.

Maskinens svar kom prompte, bogstaverne nærmest galoperede frem over skærmen og stod letlæselige på den lysende baggrund, -

Personnummer?

Jeg brugte lidt nervøs min højre pegefinger. Prikkede nummeret omhyggeligt og korrekt ind. Til alt held kunne jeg huske det.

“Kontonummer?”

Også det klarede jeg, endda uden hjælp fra den medbragte bankbog, som hvilede i min mappe.

Annulleret ! Det skrev maskinen; det stod der virkelig, om jeg kunne tro mine egne øjne. Åh, den forbandede maskine. Sidste saldoopgørelse viste sig sort på hvidt, at der endnu stod kr. 3150 på bogen, - skriver Tre tusinde et hundrede og femti.

Ophidset trykkede jeg igen 62 63 507 korrekt ind - - flere gane, og det vakte opsigt imellem de omkringstående kunder, at svaret uafvendeligt blev det samme; Annulleret ! Annulleret ! Annulleret...

Da jeg fortsatte med at provokere, blev den dog til sidst irriteret, skabte sig som var den stopfyldt med gale hankatte og skrev idiot med en usikker, hoppende zigzagskrift.

En tyndhåret mend med slips, som jeg hidtil havde troet var en kunde, skilte sig ud, kom høfligt, spurgte om der var noget, han kunne hjælpe med. Til trods for sit forkerte køn, var han dog et menneskeligt væsen, og han fik forevist mors bankbog, mens jeg pegede anklagende på maskinen med en pegefinger, jeg ikke kunne forhindre i at ryste.

Jeg beklager, sagde bankmanden meget høfligt; men jeg kan desværre ikke hjælpe Dem. Maskinen har altid ret.  

Inspiration

Johannes´s yndlingslæsning er den læsning han kan leve med i og føler sig på linie med og fascineres af.
Skal han fremhæve nogle værker, så kan det eksempelvis blive

Albert Schweitzer: Ærefrygten for livet
Vilhelm Grønbech: Kampen for en ny sjæl
Lin Yutang: Jordisk lykke
Johannes Sløk og Maria Houkjær: Mennesket og verden
John Steinbeck: Perlen
Johannes V. Jensen: Himmerlandshistorier
Dostojevskij: Hvide nætter
Karen Blixen: Sorg - Agre
Isaac Bashevis Singer: Lille dreng søger Gud
Aksel Sandemose: Murene omkring Jeriko (skitse)
Edgar Allan Poe: Det forræderiske hjerte (novelle)
og ikke at forglemme
Cecil Bødker: Øjet (noveller)