Fallenten (skitse, 1993)
Efter vedtagelse af en serie nye love og forordninger blev enhver form for forretning inden for min brache nærmest umuliggjort.
Da jeg ikke stod i nogen fagforening, og min sagsbehandler havde udpræget antipati mod fallerede forretningsdrivende, var det ikke hver dag, jeg havde råd til varm mad.
Der kunne gå længere tid imellem.
Men traditionelt én dag om året var den hjemme. Det var den dag, hvor jeg hævede penge til betaling af den årlige vedligeholdelse af min mors gravsted. Bankbogen havde jeg fået i forvaring, dengan min mor døde syv og firs år gammel.
Der plejede ikke fra bankens side at være noget i vejen for, at jeg kunne hæve et beløb, der var stort nok.
Naturligvis sørgede jeg for hvert år at hæve så meget på bankbogen, at jeg var sikker på, der var nok både til gravstedet og til den varme mad.
Den trafik var ikke helt korrekt.
Bogen, der havde kontonummer 62 63 507, var fra min mors side udelukkende bestemt for vedligeholdelsen af hendes gravsted - tyve år frem i tiden, og der stod ikke en stavelse i bestemmelserne om, at jeg også måtte hæve til en gang varm mad.
Den søde pige, der sad inde i glasburet ved kassen, og som hvert år med ferme fingre talte beløbet op og skød det ud til mig, kendte formodentlig ikke noget til den lille uregelmæssighed, som jeg gentagne gane gjorde mig skyldig i. --
I hvert fald smilede hun til mig, så det varmede mig ind i sjælen, - og lod ellers som ingenting.
Som årene gik, blev tiderne mere og mere elendige for mig. Det var så sløjt, at jeg ligefrem talte dagene til den periode, hvor regningen fra graveren kunne forventes, og det igen kunne blive aktuelt at besøge pigen i glasburet.
Faktisk vidste jeg ikke, hvad jeg længtes mest efter. Om det var gensynet med pigen, eller om det var den varme mad.
Sommetider kunne det endda knibe for mig at holde de to begreber adskilte. Når jeg tænkte på pigen, kom jeg også til at tænke på varm mad. Når jeg tænkte på varm mad, kunne jeg ikkelade være med at tænke på den pige, som rakte mig penge til varm mad - - og et uforglemmeligt smil i tilgift.
Sidste år var pigen der ikke, da jeg som sædvanlig kom for at hæve penge til min mors gravsted.
I stedet stod der en maskine med noget, der lignede et hovede oveni. Min første reaktion var at vende ryggen til den - - i instinktiv afsky.
Derefter stirrede jeg forvirret rundt i bankens stærkt udvidede lokaler. Kun maskiner allevegne., nogle med, andre uden hovedgevækster. Overalt ved diskene stod der alvorlige kunder og kommunikerede med disse fremtoninger, og der var endog et par steder imellem, hvor det var svært at bedømme, hvad der var kunde, eller hvad der var maskine. Men der var ingen ekspedition udenom maskinen, det blev jeg hurtigt klar over - - og derfor - -skønt det bød mig inderligt imod, følte jeg mig tvunget til at vende mig om og lade mig konfrontere med pigens stedfortræder. - Du er ikke så køn som din forgænger, kunne jeg ikke dy mig for at bemærke, idet jeg stod ansigt til ansigt med denne her maskine, som halvvejs stod, halvvejs sad på de midler, jeg lige stod og skulle bruge.
Ved et hurtigt sideblik erfarede jeg, renten igen var sat ned på indlån, mens udlånsrenten nærmede sig uanstændige højder, og jeg forstod, at min gamle mors sparepenge måtte yde sit lille bidrag til det afskum, som bredte sig på pigens plads.
Jeg mærkede den forkerte luft imellem maskinen på den ene side og mig selv på den anden, måtte tage mig voldsomt sammen for at virke mere imødekommende - og dertil mere beskeden i min hele fremtræden.
Så trykkede jeg på starttangenten, samtidigt skævede jeg til det udtryksløse ansigt, der ikke var noget ansigt, det manglede øjne, ører, næse, mund og en hel del mere, hvad dét så kunne være.
Maskinens svar kom prompte, bogstaverne nærmest galoperede frem over skærmen og stod letlæselige på den lysende baggrund, -
Personnummer?
Jeg brugte lidt nervøs min højre pegefinger. Prikkede nummeret omhyggeligt og korrekt ind. Til alt held kunne jeg huske det.
“Kontonummer?”
Også det klarede jeg, endda uden hjælp fra den medbragte bankbog, som hvilede i min mappe.
Annulleret ! Det skrev maskinen; det stod der virkelig, om jeg kunne tro mine egne øjne. Åh, den forbandede maskine. Sidste saldoopgørelse viste sig sort på hvidt, at der endnu stod kr. 3150 på bogen, - skriver Tre tusinde et hundrede og femti.
Ophidset trykkede jeg igen 62 63 507 korrekt ind - - flere gane, og det vakte opsigt imellem de omkringstående kunder, at svaret uafvendeligt blev det samme; Annulleret ! Annulleret ! Annulleret...
Da jeg fortsatte med at provokere, blev den dog til sidst irriteret, skabte sig som var den stopfyldt med gale hankatte og skrev idiot med en usikker, hoppende zigzagskrift.
En tyndhåret mend med slips, som jeg hidtil havde troet var en kunde, skilte sig ud, kom høfligt, spurgte om der var noget, han kunne hjælpe med. Til trods for sit forkerte køn, var han dog et menneskeligt væsen, og han fik forevist mors bankbog, mens jeg pegede anklagende på maskinen med en pegefinger, jeg ikke kunne forhindre i at ryste.
Jeg beklager, sagde bankmanden meget høfligt; men jeg kan desværre ikke hjælpe Dem. Maskinen har altid ret.
