John Clausen

Født: 1930 i Århus.
Debut: Mellem morgen og aften. 

Født i Århus 1930 af engelsk far og dansk mor. Den førstes britiske intellekt og viktorianisme og den andens vestjyske jordnærhed og livsglæde (fra valgmenigheden) var nok ikke den mest heldige alliance.
Jeg har arvet noget fra dem begge i doser, som jeg med tiden har lært at være tilfreds med.
Som man vil forstå, kom besættelsestiden til at præge mine seneste drengeår. Angsten for, at tyskerne skulle komme og hente min far, forstærkede mit had til Nazi-Tyskland. En besværlig følelse at slæbe rundt med i alt for mange år.
Student 1948 fra Marselisborg. Samme år indkaldt til fodfolket og i 1949 udstationeret ved Den danske Brigade i Ostfriesland. Her mødte jeg tyskerne på hjemmebane, og jeg følte en vis tilfredsstillelse ved med mine egne øjne at se, at de lå, som de havde redet. Det skammer jeg mig naturligvis over i dag.
Lærereksamen 1952 fra Århus Seminarium på den hurtige studenterlinie.
Efter et par ansættelser i Balling og Galten landede jeg 1959 i Tved på Mols, hvor jeg har boet siden. Fra 1966 til 1993 lærer på Molsskolen i Knebel. Herefter redaktør på Forlaget Vistoft, der har udgivet alle mine bøger.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker

Foto: John Clausen

Debut: 
1979
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Han havde set katten komme ind med en mus i munden. Han ville have gennet
den ud igen, men den var smuttet ned ad kældertrappen med en bister
brummelyd ud gennem de sammenknebne tænder.
Han listede efter den og så et skuespil, der gjorde ham så ophidset, at
han næsten ikke kunne trække vejret. Han fornemmede, at han pludselig var
blevet vidne til noget, han aldrig havde oplevet før. Forspillet til et
drab.
Midt på cementgulvet stod en af de gammeldags ølkasser med bunden i
vejret, og oven på den havde faderen anbragt en ballon, som han lavede
vin i. Musen pilede rundt om kassen i skarpe drejninger, så den ene vej
og så den anden. Den bremsede op og vendte omkring, når den fik øje på
katten, der sad sammenkrøbet på spring og drejede sit store oppustede
hoved fra side til side, mens den tykke hale fejede et par centimeter
over gulvet.
Den lille gråbrune gnaver peb så hjerteskærende, hver gang den gjorde
om. Men pludselig fik den en lys ide og sprang ind gennem en åbning i
ølkassens ene gavl. Reddet, troede den måske?
- Din satans dumme kat, råbte han, selv om hans sympati jo egentlig var
på musens side. Men det var på den anden side noget slemt sjuskeri sådan
at lade musen slippe væk. Så kom der muselort rundt omkring, og hans mor
blev hysterisk og måtte til at skure alle køkkenskuffer.
Han gik hen og hankede op i metalskelettet om vinballonen. Den var
jæklens tung, men han fik den da bakset ned på gulvet, så at det gurglede
op gennem gærrøret i én lang bobleserie.
Han lindede på ølkassen, musen stak ud, og et sekund efter havde katten
en nænsom klo i pelsen af den. Den slap igen, og musen gjorde
seksogtredive skridt eller deromkring, inden den igen var hapset. Til
sidst var den trængt op i en krog. Her gjorde den et par forgæves hop,
for om den måske kunne få fat i en lille ujævnhed i muren, men der var
ikke noget, den kunne klamre sig til.
Den sad nu ubevægelig i sit ringhjørne med ryggen til sin drabelige
modstander. Men katten var ikke til sinds at knockoute den så snart. Den
pirkede til musen og puffede gelinde til den, som han selv gjorde det ved
en bil på sin elektriske autobane, når den stod på skrå for en ende i et
ottetalssving. Se så at komme i gang!
Da det ikke lykkedes, lagde katten sig om på ryggen og rullede et par
gange frem og tilbage med bagbenene trukket op på maven. Så stak den en
forpote op over hovedet og følte sig frem. Er du der endnu, mus?
Musen rørte ikke på sig. Måske var den død af skræk. Men efter at
katten havde givet den en lille lufttur, kom der igen gang i benene. En
halv meter frem, og så pludselig holdt. En halv meter til, og holdt
igen, som om den faktisk havde opgivet at bjærge livet.
Det var mere, end han kunne snuppe. Han tog ølkassen og smadrede den
ned over musen.
- Æd den så! Med foden skubbede han musen hen foran katten. Den så bare
op på ham, som om hvad han bildte sig ind.
- Piskat! vrængede han ad den.
Katten værdigede ikke den døde mus et blik. Langsomt og knejsende gik
den hen til trappen og op ad den. En dronning, der besteg sin trone.
Han fik ballade for det med ballonen.
- Nu har du ødelagt vinen, sagde hans far ærgerligt. - Den stod til
klaring. Nu kan jeg begynde helt forfra. Og hvis du så vil holde dig fra
den en anden gang!
- Jamen, musen ...
- Hør nu her, min dreng. Hvad tror du egentlig er vigtigst. En skide
mus eller femogtyve liter vin?!
 

Inspiration

Evnen til at formulere mig personligt har jeg haft fra barnsben og holdt ved lige gennem breve, skoleblade og avisindlæg. De mange år som dansklærer har vel desuden givet mig en vis indsigt i skrivekunstens ABC.

I 1963 var jeg så heldig at vinde Informations kronikkonkurrence ("Danskeren i den nye verden"). Det gav ikke bare sølle 500 kr., men først og fremmest et spark i forfatterspirens bagdel. Nu skulle der skrives! Året efter fik Gyldendal chancen for at udgive Mellem morgen og aften, men man fandt, at blandingen realisme/overnatur skurrede. (I dag gængs vare).

Så romanen lå i skuffen i 16 år, indtil min forlægger og ven af huset fik den lokket frem. Og således debuterede jeg i en moden alder. Selv om jeg i anmeldelser er blevet sammenlignet med Jacob Paludan, William Heinesen og Humphrey Bogart (!), vil jeg holde på, at jeg ikke har søgt at efterligne nogen. Selvfølgelig har alle de bøger, jeg har læst, påvirket mig på mange måder, men jeg har ikke haft besvær med at finde min egen stil. Mine læsere kender mit fingeraftryk.

I to af mine bøger (Janus og Klokken), der begge foregår under besættelsen, har jeg forsøgt at bearbejde mit tyskerhad. Og det var god terapi, som gav forløsning.
Under viserne var ment både som et debatindlæg om lærernes vilkår i folkeskolen og som et gensvar på Scherfigs Det forsømte forår. I min første version lod jeg en lærer slå en elev ihjel, for at det skulle gå lige op. Men det endte med at blive en lærers lang rejse mod nat, en næsten sand beskrivelse af min arbejdsplads, flyttet til andre omgivelser.