Undfanget nytårsaften 1938 under Borgerforeningens bal i Ørstedspavillonen, født 30-9-39 i Rudkøbing på Langeland. Tandlægefamilie i klassisk købstadsmiljø med social lagdeling, møde mellem land og by, havn med pæreskuder, færger og fiskere og et mylder af muligheder for at opleve mennesker i deres daglige dont. Og så alle de mange historier – også dem er skulle hviskes. Første skrivemaskine (uden Å) som 8-årig. Cirkusdirektør og linedanser i eget cirkus som 11-årig. Grøn spejder (bortvist p.g.a. uærbødig omtale af Lord Baden-Powell). Realeksamen fra Rudkjøbing Borger- og Realskole 1956 (nå ja, men dog bestået). Cykelrytter i Svendborg cykelklub (30 km i 0.44.12, ret godt af en juniorrytter dengang). 1956-57 elev på Ollerup Gymnastikhøjskole (langtidsvirkning på legeme og sjæl – kan anbefales). Lærling hos cykelsmed Hjalmar Larsen i Østergade (nyttige manuelle færdigheder og uundværlige studier i lillebyens typer og sprog). Lærereksamen fra Skårup Statsseminarium 1962 (det gamle polyhistor-pensum med søvnløse studienætter og koffeinforgiftning). Gift med Lise fra Stege, to børn: Bo og Mette. Kostskolelærer på Bogø. Udgiver skolekomedier (der spilles endnu). Tillidsmand ( god uddannelse i organisatoriske forhold og implementeret psykologi, men øretævernes holdeplads – kan ikke anbefales). Debut som forfatter med romanen Tavshed er guld i 1982 på Borgens forlag (stor dag, lille tåre, en drengedrøm gik i opfyldelse). Kronikker og noveller i Politiken (forbavsende så længe folk kan huske en velturneret Politiken-kronik). Kursusinstruktør og foredragsholder for forfatteraspiranter (kan ikke selv skrive under de omstændigheder, men er god til at få andre i gang). Medlem af Den Skønlitterære Gruppes bestyrelse i Dansk Forfatterforening ( i perioden, hvor foreningen sprængtes – du godeste!). Debut som billedkunstner på Charlottenborg 1987 (endnu en drengedrøm etc.). Medlem af Storstrøms Amts Kunstudvalg ( hvis man mener noget med et medlemskab, skal man aftjene sin organisatoriske værnepligt). Medlem af international kunstnergruppe Riimfaxe, femdobbelt bedstefar (hårdeste tillidsjob til nu) - kan dog anbefales). Status quo : Stadig cirkusdirektør og linedanser i eget cirkus.
Har som billedkunstner udstillet mangfoldige steder, her skal blot nævnes nogle få:
Charlottenborgs Forårsudstilling (cen., debut 1987)
Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie (cen. 1988-89-90-91)
Kunstnernes Forårsudstilling, Århus (cen. 1988-89-91)
Kunstnernes Sommerudstilling (cen. 1989)
Medlem af:
Billedkunstnernes Forbund
Dansk Forfatterforening
Grafisk Værksted
Kunstnergruppen Riimfaxe
Coast International, Kunst & Teknik
Dansk Billedhuggersamfund, DBS
Den Skønlitterære Gruppes styrelse i D.F. `91-93
Medlem af Storstrøms Amts Kunstudvalg `96-98
Litteratur om Forfatteren:
Dansk Kunst (1988-99)
Weilbachs Kunstleksikon bd.5
Kunstnere i Storstrøms Amt `97
Fynske Forfattere (red. Mogens Skov 1997)
Åndens Hindostan (red. Per Nielsen)
Rhymfaxe kunsttidsskrift 2/2000-10-12
Oprindelig publiceret ForfatterNet Viborg - 4. februar 2002
Kontaktoplysninger
Jørgen Minor Hovedgaden 58 4793 Bogø
Bøger
Inspiration
Det er svært for en forfatter at læse skønlitteratur. Enten er den røde kuglepen hele tiden på vej op af baglommen, eller også får man kleptomane tilbøjeligheder. Og rækken af skribenter, der har begejstret mig så meget, at jeg har glemt at rette eller stjæle, er jo så dansk, provinsiel og banal: Kingo, Andersen og Andersen, Holberg, Blicher, Møller, Pontoppidan, Jensen og Jensen, Wied, Bang, Paludan, Scherfig, Soya, Højholt, Sonne, Stangerup, Rifbjerg, Turell og mange med dem….kort sagt folk, der ikke mener, at en god forstand handicapper en i at føle.
Inspireret har jeg nok aldrig været, men den beskedne fynske afart, der hedder arbejdsliderlig, kender jeg en hel del til. Når personerne på side 37 begynder at leve deres eget liv, og man med fare for liv og lemmer, tilregnelighed og nattesøvn må gå ind i teksten og sætte tingene på plads, så er det nok næsten lige så fint som inspiration.
Læsere af mine tekster finder det interessant, at jeg også er billedkunstner, og kunstkøbere lige så spændende, at jeg også skriver. Selv synes jeg, at det er noget værre rod, og min gamle drøm om at kunne gøre tingene simultant går aldrig i opfyldelse. Analyser af forskellen på de to kunstneriske udtryksformer lytter jeg til med skeptisk interesse…som jeg nu engang lytter til alt, hvad der siges om kunst.
Lige for tiden: Går på svejsekursus, skriver på en børnebog, lukker sommerens skulpturværksted og giver værkerne navne, samler noveller til udgivelse, har en kronik i computeren, forbereder vinterens kunstudstillinger, arbejder med skitser til en plakat, læser Alice in Wonderland, Moby Dick og Gulliver´s travels, cykler 30 kilometer, arbejder på et computerprogram, der automatisk kan skrive kunstkritik i provinspressen, flyver med drager, læser gamle numre af Populær Mekanik, graver min kloak op, studerer bronzestøbning, skriver til gamle venner….
smag på bøgerne – en bid om dagen