Jens Branner har skrevet denne tekst til forfatternet.

På trods af alt og alle

Dèr stod kommoden med min fars dagbøger og vores breve og optegnelser. En tid lang havde jeg haft de breve gemt oppe på loftet, men så hentede min mor dem ned i kommoden. En overtro forbød mig at åbne skufferne, skønt hun sagde, at de breve kunne vel ingen have ondt af. Jeg ville leve mit eget liv. Min fars navn var så længe blevet brugt imod mig, at det kunne føles som et tabu bare at tale om ham. Jeg led under det, for vi havde stået hinanden nær. Nu var vi glemte. Men vi skulle mødes igen i den store makulaturgrav vi allesammen efterlader os.

Et fotografi af mig som 18 årig står fremme på kommoden hos min mor, der er ingen fotografier hverken af hende selv eller min far, undtagen i dybet af skufferne. I sine sidste leveår kunne hun kun bevæge sig i en gangstol mellem sengen og kommoden.

Hun fortalte mig at hun arbejdede. Men jeg tvivlede på hun havde syn til andet og mere end glimtvis at genlæse vores breve spredt ud over et dynebetræk plettet af medikamenter. Jeg sad ved hendes seng som en blind plet. Først når jeg var gået ville hun bruge sine ugleagtigt store brilleglas i stativ til at få orden på et helt liv. En tid var jeg bange for hun ville brænde brevene, ligesom hendes veninder der var enker efter kunstnere. En af de gange hun var på hospitalet, lod jeg min fars og mine breve fotopkopiere. Jeg følte mig som en tyv om natten.

Efter min mors død blev kommoden stående hos mig, mere nærværende end den lille sten på Hørsholm kirkegård med mine forældres navne. Jeg nærede stadig en overtro overfor de gule konvolutter, ordnet efter årstal sammen med min fars talismaner og sorte sten. Men en dag tog jeg mod til mig og åbnede den midterste skuffe. Det værste var at genopleve sig selv som ung fantast i vejløs vagabondering. Det blev igen som at stå på en tom banegård og vente på et tog der aldrig kom. Jeg følte det kaos fra min tidligste ungdom med forhåbningerne om at komme til at ligne min far. Mine breve fra England (jeg blev sendt hjemmefra 17 år gammel) afspejlede ikke andet end pubertetens pral og usikkerhed, og jeg var lige ved at brænde dem. Så ville jeg springe de ungdomsår over, gå frem i tiden; senere kunne jeg altid vende tilbage til et udgangspunkt. Min far havde talt om at skrive sine erindringer i spring udenfor en fast tidsramme. Mine egne forsøg på det samme skabte ikke andet end forvirring.

Jeg begyndte at arbejde med brevvekslingen mellem min far hjemme og den fortabte søn i drift tilfældige steder på Irland. Jeg gik i stå og ville have opgivet, men så blev jeg grebet af en skræk for, at de breve skulle blive liggende efter mig uden noget der bare lignede en kunstnerisk bearbejdelse.

Men helt inde i bunden af skufferne gemte håbet sig i de små hvide konvolutter med optegnelser og brevene til min mor og dagbøgerne fra Agersø.

Herude på øen i Storebælt arbejdede min far alene i tolv år. Han rejste om foråret og kom først hjem i det sene efterår. Men det skulle vare et årti før han kunne leve af sin digtning. I den samme rytme som fiskekutterne gik ud i det tidlige daggry skrev han på sit eget. Om eftermiddagene gik hele hans tid med at skaffe en indtægt ved oversætten af fremmede forfatters bøger til dansk. En overtro han besværgede med sine talismaner og sorte sten forbød ham at nævne øen ved navn:

"Men den kan findes østen for sol og vesten for måne og midt i alle vinde".

En næsten enstemmig kritik havde hilst ham velkommen som et nyt stort håb på det danske parnas med hans første roman "Legetøj" 1936, som også var en advarsel mod den fremstormende nazisme. Men der blev kun solgt 1000 eksemplarer af bogen, og en måned efter var den glemt. Hans næste roman, "Barnet leger ved Stranden" blev en fiasko, og så var også han glemt. Han skulle genopstå fra de døde med en ny succes, "Om lidt er vi Borte" 1939, og få kastet jord på sig med en ny fiasko. Men han havde fundet frem til sin ø.

Et udhus hos fiskeren Harry Nikolajsens skulle i fremtiden blive rammen om det meste af hans digtning.

Han er 37 år gammel med en usikker fremtid, alene på en ø med en familie at forsørge langt borte på den anden side af Agersøsund. Trods alt er hans grundstemning lykkelig. Han er fuld af fortrøstning om langsomt at komme til at præge sit ansigt ind i tiden, tværs gennem de flygtige begreber fiasko og succes.

Det liv han opsøgte var primitivt og nøjsomt i en tid med rationering og brødmærker. Han stod ofte og manglede penge til det nødvendigste. Men han havde lært, at lykken intet har at gøre med penge og komfort. Da han omsider brød op fra Agersø som en berømt og feteret mand blev han rodløs. Det var berømmelsens pris: At han aldrig mere skulle få lov til leve i fred med de arbejdsvilkår, som han kom til at betragte som de foretrukne - at kunne skrive gemt og glemt af alt og alle på en ø, hvorfra ingen veje fører tilbage.

Jeg ser ham for mig Store Bededag 1940 undervejs til øen med min mor og mig efterladt i en baggårdslejlighed i Holte. Han skal tilbage til udhuset hos fiskeren Harry Nikolajsen. Men Store Bededag er Harrys kutter "Enigheden" ude at fiske, så det bliver ikke til noget for min far at morse med lommelampen fra lodsboen i Stigsnæs. Han er efter flere forhindringer ankommet til Skælskør. Dèr står den skinbarlige Alfred og venter på kajen. Han skal til Slagelse og have tænderne trukket ud, og det er jo noget der kræver mod. Altså sidder de i tre timer på kroen og samler mod sammen til ham, godt hjulpet af Christian Bådebygger og en kæmpe ved navn Marinus og flere andre. Da alle har givet et par omgange er det blevet op imod en snes bajere med tilhørende dramme.

Min far må endda tage en ekstra spids på damperen "Skjelskør" i kaptajn Jonas Lies styrehus. Han har sit besvær med at få kufferten lempet op til udhuset i Agersøby, men det går endda uden at vække opsigt. Derimod tør han ikke gå den traditionelle besøgsrunde. Det var blevet til en ny bajer hvert sted! Og øllet sidder ham oppe i halsen. Men alt i alt en vederkvægende begyndelse til det hårde eneboerliv.

Han venter i styrehuset til kaptajn Lie er færdig med at losse brølende kreaturer og stykgods ned på molen. Så traver han alene hjemad i mørket fra havnen med den lugt af fisk og kævler fra Ludvigs bådebyggeri. Han undgår købmand Holst´s landhandel og gadekæret, og går ad de små krogede og sandede gyder. Ruderne skinner blanke fra huse og gårde i Agersøby. Strejf af søgelys. Ude på sydspidsen af øen er fyret tændt. Et lille fyr på den lille ø. Han finder frem til bænken under lindetræet foran sit udhus. Inden døre er luften klam. Dèr står hans bord, en stol og køjesengen. Han kravler op i den farligt gyngende seng. Ude siler regnen. Han ligger og lytter til den og får fred i sjælen.

Det pøsregner natten igennem. Huset er ligesom ikke rigtig beboet endnu. Han må organisere lidt brændsel og få varme i ovnen. Han håber den fugtige kulde vil forsvinde igen, og tænker på om min mor og jeg forhåbentlig har noget at fyre med endnu? Et pust af uhygge føler han også overfor springet ud i det ubekendte. Men han har fundet sit arbejdssted. Han har lagt vand imellem sig selv og omverdenen.

Det var hvad jeg skrev om, det blev ikke særlig godt, men det var en begyndelse. Jeg havde fundet frem til en fortællende form, bygget på breve og dagbøger og genoplevet så sandt som muligt i erindringen. Strømmen var sluttet, stemmer og steder løb ind i kredsløbet. Nordskoven, hvor staldlygterne var hængt op under stråtaget på en forladt gård, og Harry Nikolajsen kom med harmonikaen og de dansede på lergulvet. Under bryllup gik to mænd foran og spillede på klarinet, og der blev skudt med løst krudt hele vejen til nordskoven. Øens fædre i nålestribede bukser og høj hat.

Jeg var begyndt den rejse på stedet, som min far oplevede i udhuset hos Harry Nikolajsen. Jeg kom lidt videre og lidt videre dag for dag. Det var sidste vinter, udenfor gik kulden og regnen. Men jeg var tilbage på Agersø med min far siddende under lindetræet ved udhuset. Vi skal bare ikke tro han fører et slaraffenliv. Også hos ham er vejret barsk, og et par gange har han været gennemblødt. Dagregn og hundehumør. Men udhuset er mærkværdigt lunt, og han følere sig hærdet mod forkølelser og sover som en sten om natten, skønt stormen rusker i huset. Med arbejdet skrider det så jævnt, men heller ikke mere. Sommetider har han det lidt strengt. Han prøver ikke at tabe modet, og håber hver aften på bedre held i morgen.

Det er også en underlig ø, hvor små sorger bliver store. Batteri Niels nede fra fyret har været til kiropraktor med sin gigt. Han er nu kommet hjem og blevet "elektrisk". Han er så elektrisk, at han ikke tør røre ved nogen af frygt for at give dem "stød". Han går i èn skræk for det skal blive tordenvejr, for så mener han jo straks lynet slår ned i ham. Gamle Anton er blevet elektrisk på sin maner med husbestyrinde -og kærstesorg, og må trøste sig med drikkegilder, som der går sære frasagn om hele øen rundt. Harrys bror, Julius, har givet sig i kast med hovedrengøring, mens konen Didi bare ligger på sengen og æder wienerbrød. Og al kalken er regnet af Harrys nykalkede hus. I det hele taget råder der en triumferende pessimisme på øen over de kommende krige og dyrtider, øllets pris og vejret (alt vejr er nu dårligt vejr)! Og imens føder kvinderne børn og køerne får kalve og fårene lam. Og solen går sin gang og kornet gror på markerne.

Jeg var syv år gammel, da min far forsvandt ud af min barndom.

Citat fra side syv i "Opbrud"
"Min mor og jeg var ladt tilbage i en toværelses lejlighed på Dronningens Allé 11 i Holte. Selv kunne han under ingen omstændigheder tænke sig at bo i en etageejendom med "stemmer, telefon, krig". Eller rettere sagt: det var umuligt! Han opfordrede dog min mor til at finde et egnet sted, hvor vi tre kunne være sammen."

Jeg kan nu dag for dag følge min fars arbejde med "Barnet leger ved Stranden", Drømmen om en Kvinde", "Historien om Børge". I 1948 får han fiasko med skuespillet "Rytteren". Men året efter udkommer romanen skrevet direkte over stykket og bliver en litterær begivenhed. Men avisberømmelsen betyder, at han nu selv er blevet en slags turistattraktion. Folk kigger ind gennem hans vindue på vej til kirke. Han sammenligner sig selv med en af de troldmænd eller hekse man fornuftigvis brændte på bålet i gamle dage.

Efter sit gennembrud på teatret med "Søskende" er han flygtet over til eget hus på Sjælland, som øboerne kalder for fastlandet. Han forlader dog straks huset for igen at søge ensomhed og ro på fjeldet i Norge, hvor han skriver romanen fra besættelsestiden, "Ingen kender Natten".

Men sommeren 1957 hjemme i Vester Bøgebjerg føler han sig strandet med med sit nye skuespil, "Thermopylæ".

Vejret er uforanderligt tørt så det ryger fra markerne. Han skriver nu mest til papirkurven. Men tørken vedvarer. Endelig tør han give efter for en gnist af håb. Krisen overstået. Regn! Regnen kom ved middagstid og holdt sig resten af dagen.

Samme år begynder han at skrive til mig med få dages mellemrum poste restante. Jeg er blevet sendt hjemmefra til England 17 år gammel. Siden flakker jeg om på alverdens landeveje. Men han har altid slået sig til tåls, når bare han vidste jeg havde det godt; først nu savner han virkelig at tale med mig. Jeg må ikke mangle penge så længe han har nogen. Hans nøjsomme liv på øen er forbi. Han bliver med stadig kortere mellemrum fanget ind af nattesæde og for meget spiritus med efterfølgende sort humør.

"Men bare man bliver ved og ved på trods af alt og alle, så åbner der sig jo lidt efter lidt et landskab for den der strider sig til vejrs".

Er han alligevel ved at miste modet? Hans dagbøger taler på trods af de opmuntrende breve til mig deres eget sprog om forspildte dage. Jeg skal komme hjem, så vil alt blive godt. Men da jeg omsider dukker op i en sen nattetime på lift fra Irland, er hans nerver flossede. Jeg bliver en skuffelse for ham, netop fordi han har været så spændt. Vores sammenstød på kroen i Boeslunde kunne være voldsomme. Så er jeg igen ude på landevejene. Afstanden og brevene bringer os som altid nærmere hinanden. Men jeg ville være digter, deri lå problemet. Han skriver til mig, at journalistikken er lige så mangfoldig på muligheder for den som kan sanse og se.

Nu er jeg ikke engang journalist mere. Mine vandreår og historierne til Politiken er forbi. Ingen forventer noget af mig. Telefonen er blevet tavs, uden jeg har lagt mærke til det. Jeg træffer mennesker som troede jeg var død. Men mit arbejde skrider frem. Stoffet hober sig op. Jeg må tilbage og slette og skrive om. Det betyder ingenting. Jeg kan for første gang arbejde for arbejdets egen skyld. Hver eneste morgen er jeg beskæftiget. Jeg er ikke gammel og opgivet mere. Mismodet kan vente.

Hvad betyder det, at jeg har glemt at købe ind og må ned til den sædvanlige pølsevogn på torvet? Tirsdag er en fest, når jeg skal møde min ven dr. Halberg på vores stamværtshus. Han er endnu ældre end jeg, men evigt veloplagt over nye resultater i sin forskning. Skriver han da aldrig noget om? Han trøster mig med, at også han må skrive om og om: "Men engang må man sætte et punktum"! siger han - og styrter som sædvanlig afsted i regnen uden sin paraply. Han glemmer altid sin paraply, men aldrig det væsentlige.

Den tirsdag jeg endelig har sat det sidste punktum er min ven blevet forhindret, og jeg kan ikke lide at sidde alene ved stambordet. Hvad skal jeg nu tage mig til? En hurtig bedømmelse inde på forlaget betyder sikkert et afslag. Jeg må sige til mig selv:

"Du har lidt nederlag før, og du kommer til at lide nederlag igen".

Men da jeg bliver spurgt om jeg vil have kaffe eller et glas vin, så ved jeg bogen er antaget. Jeg skriver under på kontrakten. Jeg stoler på forlæggeren Johannes Riis som på den sidste dommer i verden.

Så er det forbi. Jeg står retningsløs ude på gaden. Hvor skal jeg gå hen? Nede på Højbro plads prøver jeg at få en hummer billigere ved at fortælle, at jeg har fået min bog antaget. Den hummer er alligevel dyr. Jeg husker den fra min fars første noveller til ugebladene, hvor en mand sidder og skæver til spisekortet med alt håb udslukt om den uopnåelige med blodigt røde negle og katteøjne. Han har følt sig tvunget til at invitere min mor på Nimb for sin lille løn på 400 kroner om måneden som lagerchef på Jespersen og Pios forlag. Han har ikke set nogen vej udenom at bestille menuen med hummer som forret, steg kaffe og desert.

Men jeg måtte gå alene hjem med min hummer. Jeg tænkte på at ringe til nogen, men fik ikke fat i andet end den sædvanlige telefonsvarer: "Vi er ikke til stede lige i øjeblikket, læg venligst en besked, når svartonen lyder". Folk havde travlt, de skulle steder hen, og jeg havde jo haft det med heller ikke selv at lade høre fra mig. Så myrdede jeg hummeren i kogende vand. Den var bare altfor stor at æde sig igennem for mig helt alene, og dyr med den fine årgangsvin til. Jeg havde heller ikke mere nogen appetit. Jeg begyndte at gå op og ned ad gulvet foran det tomme skrivebord. Mine tanker havde så længe kredset om den samme ting, nu følte jeg mig rastløs. Jeg tændte og slukkede for fjernsynet. Til sidst lagde jeg mig og gloede op i loftet. Jeg følte mig gammel og træt. Et øjeblik skævede jeg hen mod maskinen. Jeg prøvede at huske, hvad jeg havde været optaget af i al den tid, men jeg var allerede ved at glemme det.

I den rastløshed efter bogens antagelse, savnede jeg vinterdagene, hvor jeg blev vækket af en sangerinde nede i ejendommen på Christianshavn. Hun havde sunget de samme arier om og om igen, men det forstyrrede mig ikke, de indgik i min egen rytme: at omarbejde til jeg havde fanget sprogtonen. Jeg tænkte mig, at hun var en kunstner, en operasangerinde, som en aften skulle stå frem på scenen. Vi øvede os sammen.

- Når hendes arier døde hen ind under aften blev de afløst af en velkendt skramlen i trappen. En kammerat fra Politiken, en stor, tung krabat, blev den nødvendige modsætning til dagens sangstemme. Han kom med sine grovkornede vittigheder, men når han havde drukket min sidste whisky, blev han en uundværlig som troldmanden der kendte til den blinde teknik i computeren. Men jeg frygtede altid for, at det jeg var igang med at skrive, ville forsvinde ud i intetheden, blot ved berøringen af en forkert tangent.

Engang støvsugede han hele computeren. Jeg sad jeg med hjertet oppe i halsen. Hans brede, tunge fingre lagde sig over min skrøbelige tekst til den blev helt borte, for så at dukke op et helt andet sted i et andet program, hamret sammen i en ny margin, men gemt på disketter, som han senere tilstod at have kørt ud i dobbelt kopi, for han mente ikke jeg ville holde vinteren over med al den kaffe og alle de smøger fra morgen til aften. Skriveriet kunne blive mig en dyr hobby her op mod pensionsalderen, skønt det selvfølgelig var pænt af mig at ville give mine børn og børnebørn et slags minde.

"Det er hjemmehjælpen"! råbte han ude på trappen. Jeg var for langt inde i min drømmeverden til at lytte efter med andet end et halvt øre. Men engang midt i en sætning blev jeg smadder irriteret. Jeg havde som sædvanlig ladet døren stå på klem for kammeraten. Nu ville stemmen lige bag mig spørge om jeg var klar til indlæggelse? "Ikke endnu"! svarede jeg. "Der mangler nogle ord". Men det var ikke ham med disketterne til mine børnebørn. som var kommet. Det var to ambulancefolk med en båre, de var gået forkert ind ad den åbne dør.

Da plejerne var gået, sad jeg rystet midt i afsnittet om "Uhyret": "Men det kan man ikke kalde noget"! sagde den den trænede journalistiske medhjælperen, der omsider var kommet til syne: "Hvem skulle være Uhyret, dig eller min far"? Det var den slags jeg var nødt til at æde i mig, hvis jeg ville have bogen prentet ud, men helt frem til slutningen var den uden nogen egentlig titel.

Længe efter foreslog forlæggeren Johannes Riis, "Mågefjer" som en både poetisk og kryptisk titel, fordi jeg som dreng samlede mågefjer til piberensere for min far. Så kom "Uhyret" på banen igen under min egen blokering af, hvad man overhovedet kunne kalde sådan en bog.

Citat fra "Opbrud "side 39:
"Uhyret åbner sin blodige sugemund, det er rovhvepsens laver i Karel Capeks skuespil "Inseksliv", som har den ene replik: "Jeg keder mig" - og min mor siger nede i mørket i tilskuerrummet: "Det er ligesom Jens!" Min far klagede over, at der stod en stang af ord ud af munden på mig, og når "stangen" var fremme, flygtede han op ovenpå. Så, blev jeg demonstrativt tavs og indesluttet: "Pas på," sagde min far, "nu skal han igen gøre sig "interessant!" Men jeg ville jo bare efterligne hans eget fjerne uudgrundelige blik"

Et sted skriver min far: "Som yngre lovede jeg din mor, at vi for alle parters skyld ville leve vores eget liv og ikke vores barns". Var det nu hele sandheden? Ethvert tilløb til selvmedlidenhed viste sig dømt til at mislykkes. Som barn havde jeg vænnet mig til, at alting derhjemme måtte dreje sig om min far. Jeg havde godtaget at være alene med min mor, men det var ikke så forskelligt fra mine kammerater på den tid, hvis fædre gik på arbejde mens mødrene passede hjemmet, og vi levede fjernt fra de voksnes verden nede i Vejlemosen. Mine egentlige vanskeligheder var med skolen, når klassen betragtede min far som en slags vagabond, der lå hele vinteren hjemme på sofaen og drev den af, mens de andre elevers fædre gik på arbejde. Jeg forsvarede ham bittert: "Han var forfatter"! Og det kom jo uværgerligt, at så måtte min mor være formutter.

Det varede lige til "Rytteren" udkom, og han blev bedt om at læse op på skolen: "Jeg gjorde det udelukkende for din skyld", klagede han. Min far og skolen havde aldrig rigtig kunnet sammen. "Og skal jeg nu igennem det hele én gang til"? sagde han bittert. Han havde natlige mareridt om at være tilbage ved sin egen pult på Ordrup Gymnasium, og eleverne i klassen blev mindre og mindre til han var den eneste voksne. Det blev ikke bedre, da Politiken efter "Rytteren" bragte berømte mennesker op til studentereksamen og en overskrift forkyndte: "HC Branner var den eneste der faldt igennem"!

Han selv stod usikker overfor sin pludselige berømmelse efter nederlaget med "Rytteren", det skuespil han havde troet skulle sælge romanen.

Citat fra "Opbrud "Side 75:
"Jeg beundrede min far uforbeholdent. Jeg drømte om at blive digter ligesom ham. Min første fortælling til Hjemmet Søndag hed intet mindre end "Menneskejagt". Højt oppe kredser rovfuglene over den syge dreng, men døden bliver besejret. Min far tog det pænt med mine digteriske tilbøjeligheder og grå depressioner. I min alder havde han dyrket Julius Cæsar – "ensom står erobreren og skuer ud over det det store verdenshav". Det morede ham nu at finde mine utallige udkast til en roman, "postejbageren", vistnok en vandrehistorie fra Holland om børn der bliver myrdet og hakket til postejer: "Det var en mørk og stormfuld nat"……Men hvorfor skulle han læse den begyndelse højt med samme stemme ligesom i sin tid "Tazan og Opals Juveler" ?"



Historie om en far og en søn fik succes. Dengang jeg var berømt, kom Weekendavisen klokken 9 en onsdag morgen den 12te september, siden radioen, og så morgenbladene, som jeg måtte holde ude fra hinanden med en times mellemrum. Om aftenen kørte jeg ud i Tv byen til Deadline, og vågnede efter et par timers søvn fortumlet til "Godmorgen Danmark" som gik direkte i luften. Da bogen udkom næste dag kunne jeg se mig selv på store billeder, der lignede en nisse som lige er blevet gravet frem af høet. Journalisterne havde været velforberedte, men om et øjeblik skulle de, som jeg selv i sin tid, videre til nye opgaver, mens jeg måtte sidde tilbage arbejdsløs og unyttig. En måned senere var jeg glemt.

I de to år med med bogen havde jeg kun haft én hensigt, selve processen, det at skrive så sandt og klart som muligt. Men min vise ven, dr. Halberg ved stambordet, ville vide, at én hensigt kun varer kort tid, senere kunne der opstå alle mulige hensigter. Jeg tænkte nu kun på bogens salg, og fik stadig ingenting bestilt.

Da jeg skulle signerer i Illum blev det råbt op over højtaleren. Men på en sort oktoberdag var jeg allerede blevet glemt af andre end fem-seks mennesker. Den sjette som kom hen til forundringsstolens blomsterbuket og fremlagte bøger, gjorde mig paranoid. Han skulle først have fundet et atlas. Hvis han blot kom tilbage skulle, ville jeg igen håbe på et andet oplag. Om jeg så skulle gemme samtlige atlas i Gads store boglade. Han viste sig aldrig mere. Måske var han blevet stående ved "Vejen til Mandens Hjerte".

Jeg begyndte at plage forlaget om salget. Trods alt havde jeg været berømt et helt døgn i september måned. Jeg overhørte Gitte i marketing afdelingen sige til sin kollega Camilla: "Han er sandelig ihærdig".

Da andet oplag på tusind eksemplarer endelig kom blev jeg som jeg udråberen på Bakken, indtil mine sidste tålmodige venner sagde: "Tak, det har du fortalt os". Nu gider heller ikke de ikke ringe mere. Telefonsvareren er sat på igen: "Vi er ikke hjemme lige i øjeblikket, læg venligst en besked".

Jeg sidder og glor på en tom skærm og prøver at finde på en begyndelse: "Ude på den stensprængte kaj i Civitaveccio ligger bananbåden Bismallah fortøjet. Her ved begyndelsen til alle rejser." Men hvorfor stensprængte? Jeg sidder fast uden en tanke. Jeg er mislykket og har altid været mislykket. Men hvis jeg blot kunne skrive det kapitel om Kaptajnens sidste rejse, vil der måske åbne sig et landskab for den som strider sig til vejrs.