Jakob Brønnum

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er født den 16.4.1959 på Frederiksberg.
Student fra Johannesskolen, Frederiksberg, 1978. HumBas fra RUC 1981. Debuterede i Hvedekorn i 1983. Bosat i Århus fra 1986. Cand. theol. fra Århus Universitet 1992. Bosat i Ebeltoft fra 1997, i Nykøbing Mors fra 2005, i Örebro, Sverige fra 2008.

Organisatoriske poster:
Formand for Den skønlitterære Gruppe i Dansk Forfatterforening 1994-2002. Repræsentant i Biblioteksafgiftsnævnet 1996-2003.  Forfatterrepræsentant i styregruppen for BogForum 1997-2001. Formand for Baltic Writers Council (Østersøens Forfatterråd) 1999-2002. Medlem af Dansk Forfatterforenings internationale udvalg  2003 - 2004. Medlem af bestyrelsen for Morsø Biblioteksforening 2006-2008, fra 2009 medlem af Autorkontoudvalget i Dansk Forfatterforening. Medlem af Innovationsrådet ved Akademin för humaniora, utbildning och samhällsvetenskap ved Örebro Universitet 2009.

Kritikervirksomhed m.m.:
Musikanmelder (klassisk) ved Århus Stiftstidende 1987-95. Free lance ved Det danske Bogmarked 1993-97. Redaktør af Præsteforeningens Blad fra 1997. Radio/TV-anmelder ved Kristeligt Dagblad 1999-2001.

Læs mere på forfatterens hjemmeside.

Biografien er udarbejdet af forfatteren

Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 1. april 1998  

Debut: 
1983
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

1. kapitel af romanen Kun sig selv.

Walther kom alene

Den søndag Walther og Kirsten skulle komme, stod Ernst ved vinduet og ventede. Kaffen var hældt på termokanden. Der var dækket op. Han havde gjort alting klart.
Indimellem betragtede han træet, der stod ovre på den anden side af gaden, hvor det faldt i hele sin skygge på den nøgne, røde murstensmur.
Det meste af tiden stod han og halvsov med hånden på vindueskarmen, en enkelt gang slog han pludselig øjnene op og opdagede, at han stod med hånden nede i begoniaens knastørre pottemuld. Da han tog den op, hang der noget jord ved, som dryssede ned på gulvet, inden han kunne nå at fange det. Der kom én kørende på en hvid motorcykel, og han morede sig over, at det lignede Walther. Da så han, at det var Walther. Han nåede ikke at tænke over, hvad det betød, inden det ringede på døren.
Walther lagde styrthjelmen på gulvet lige indenfor og stillede sin store taske. Da hans far rakte ham en bøjle, rystede han på hovedet og hængte læderjakken på en af de gamle knager. Lidt senere blev stilheden brudt af kaffen, der fyldte de små mågestelskopper.
Ernst ville ikke spørge om, hvorfor Walle kom alene, og hvorfor Kirsten og Peter ikke var med. Det var ikke så tit, de sås mere. Peter var en førsteklasses sønnesøn på 13 år.
– Kage?
Walther tog et stykke, så på det fra flere sider og spiste det i få bidder.
Hvorfor Walther ikke var i bil, men pludselig kom på motorcykel, ville Ernst slet ikke komme ind på.
Walther sad og kiggede rundt i stuen.
– Det er fuldstændig, som om tiden står stille her.
Det gav et gib i Ernst. Lidt efter var der gået så lang tid, at Walthers bemærkning ikke kunne kommenteres. Den hang i luften, ikke lige over sofabordet mellem de to mænd, snarere lidt ude i stuen, et sted mellem fotografierne af Walle og far og mor på campingferie i Norge og lysekronen, som Mary i sin tid havde arvet.
Nu var bemærkningen der ikke længere. Der var blot luft og gamle tider. Ernst sukkede og lod blikket glide ud i stuen, over på luftfotografiet af bedstemors og bedstefars gård. Ernst rakte kagefadet over, og Walther tog endnu et stykke hen på sin tallerken. Han gloede på det.
De vidste det begge. Det var en chokoladekage, men den var købt, og det var ikke det samme. Ernst sukkede igen. Walther sukkede også.
– Det er en lortekage, sagde Walther.
– Gu’ er det så, sagde Ernst.
– Det er fandme ikke som mors kage …
– Jeg har været hos bageren, mumlede han.
– Jeg ved det godt, sagde Walther og klappede sin far på hans gamle lår.
Hvordan havde han kunnet tro, at han kunne få en ordentlig chokoladekage bare ved at gå til bageren? Det krævede meget mere end at gå til bageren at lave et ordentligt kaffebord. Og når nu … han kunne ikke begribe, hvorfor Walle pludselig kom alene.
Stueuret slog.
– Nå, sagde Walther, gned hænderne mod hinanden, som om han havde siddet og ventet på dette øjeblik og nu skulle til at rulle ærmerne op og gå i gang med det, det virkelig handlede om. Han rejste sig. Ernst åbnede forfærdet munden.
– Rolig, rolig, sagde Walther. Han forsvandt ud i entréen og kom tilbage med en firkantet, sort æske eller flad kasse, som han gik ind og satte på spisebordet.
Ernst kiggede på det fra sin plads i sofaen, gennem den brede døråbning ind til spisestuen. Walther rodede med forskellige ledninger. Han trak stikket ud til en lampe, der stod på sit lille bord lige inden for døren.
– Pas nu på, sagde Ernst, der rejste sig og stillede sig op lige bag sønnen. – Hvad er det? spurgte han.
– Ja, hvad er det her? spurgte Walther skælmsk.
– Tjah, sagde Ernst. Hans stemme sitrede en lille smule, men han prøvede at skjule det.
– Ved du det ikke?
Walther kiggede på ham.
– Nårh, det er vel en …
Han tav og slog blikket ned.
– Godt, sagde Walther og gjorde mine til at pakke det sammen igen.
Ernst rynkede brynene og forsøgte at at sende sin søn et spørgende blik, men det blev snarere bedende.
– Det er en … computer, sagde Ernst. Nu forstod han. Hans søn havde taget en computer med for at vise ham den. Så kunne de sidde sammen og se på den. Det var nok derfor, Peter ikke var med. Pludselig forstod han det hele.
– Jeg bruger den ikke for tiden, sagde Walther.
– Nå, gør du ikke?
– Du må have den lige så længe, du vil?
– Jeg?
– Ja!
– Jamen, skal du ikke bruge den?
– Jeg bruger den ikke for tiden.
– Jamen, hvor kommer den fra?
– Jeg har bare købt den.
Nårh, han havde bare købt den. Ja, selvfølgelig. Bare købt den.
– Jeg har købt den af Peter V. Ham kan du godt huske, ikke?
Ernst trak på skulderen.
– Fra gymnasiet.
Ernst nikkede. Han huskede dem vagt. Når de kom for at hente Walther, med deres fodboldhalstørklæder, og senere med deres klirrende plasticposer. Larmen inde fra Walthers værelse, der nu blev brugt som soveværelse.
– Ham fra klassen? sagde Ernst.
– Fra Kirstens, rettede Walther, pludselig irritabel. Ernst krympede sig. Ærgerligt, han ikke kunne huske den slags noget bedre.
– Jeg har faktisk fået den skidebilligt.
– Åh, jaså. Vil du ikke have mere kaffe?
Han længtes pludselig efter al tummelen i hjemmet. Mary, der stod derude, bøjet over køkkenvasken. Duften af frikadeller på panden.
– Men der er ikke noget modem i.
– Nårh nej, sagde Ernst.
– Men den er stadig temmelig kraftig.
– Ja, bestemt, sagde Ernst forvirret.
Han trængte forbandet til den kop nu. Ellers måtte han nok ind og lægge sig. Fra sin plads ved spisebordet kastede han blikket over skulderen, ind i stuen og rundt om hjørnet, gennem døren, ud i gangen, hen mod døren til soveværelset, hvor sengen stod og kaldte på ham.
– Se nu her. Det er musen.
Ernst kom til at smile. Walther tog sin fars hånd og lagde den over musen.
– Klik!
Ernst sad og stirrede frem for sig.
– Prøv nu bare.
Ernst blegnede.
– Dér er den, sagde Walther.
Han pegede på skærmen, hvor der var en lille pil. Ernst flyttede hånden, og pilen forsvandt. Så raslede han lidt med musen, slap den og lod armen falde ned langs siden.
Walther kiggede bebrejdende på ham.
– Jamen, hvad skal jeg det her for? råbte Ernst.
– Arh, du kunne godt lige tage og se på den, for min skyld!
– Jeg kigger jo. Jeg kigger jo.
– Du ved godt, hvad jeg mener.
– Jeg kender jo ikke noget til det, sagde Ernst. Han mærkede ligesom en skygge, der gled ind over hans tanker. – Hvad er det nu, du kommer med? Jeg véd jo ikke, hvad det er! råbte Ernst igen.
– Det er jo en computer, far!
Der var stille et øjeblik. Ernst benyttede lejligheden til at smutte ind til sofabordet og snuppe sig et par mundfulde kaffe.
– Du vil sgu aldrig være med til noget, sagde Walther. Han trykkede nogle gange på maskinen, skærmen blev sort.
Kassen blev smækket i. Og følelsen af at have skuffet sin søn blev for stærk for Ernst.
– Hvad blander du dig i alting for, hele tiden?
Hans stemme blev tør og raspende.
– Jeg blander mig da ikke, sagde Walther.
Ernst skulede, Walther skummede. I det øjeblik de atter så på hinanden, huskede de begge de mange mundhuggerier, der havde været, dengang Walther var en stor dreng. Der kom endnu et par småbebrejdelser, men nu et helt andet, blødere tonefald.
– Du kan spille fodbold på den, sagde Walther endelig og tændte igen.
Ernst syntes ikke, at han havde alderen til at spille noget som helst, men kom så i tanke om, at han elskede fodbold, og at han jo spillede skak med Christian i ny og næ. Og at det ikke gjorde så meget, hvad Walther nu kom og prakkede ham på, for han gjorde det i den bedste mening.
– Du kan også spille Tetris, og du kan spille minigolf.
Lidt efter lidt opdagede han, at det kunne han muligvis nok godt. Det var ikke så svært, som han troede.
Walther forklarede, at han kunne vælge, lige hvad han ville se på. Og han valgte først det ene billede, så det andet. Så det tredje. Kiggede på dem. Frem og tilbage, flere gange, indtil han blev stående ved fodboldspillet.
– Ikke dårligt, far!
– Jeg ved nu ikke rigtigt, om det er noget for mig, sagde Ernst stilfærdigt.
Men inden i ham var en følelse begyndt at vokse, som han ikke havde mærket i mange år. Det var følelsen af at have Walther ved siden af sig. Hans ryg, der bevægede sig frem og tilbage, når han var ivrig, nøjagtig som dengang. Han havde lyst til at stryge ham over håret og sige et eller andet, noget, han ikke skulle tænke over, men som bare lå der og ventede på at blive sagt.
– Nu prøver vi fodboldspillet, sagde Walther. – Det er altså ikke et rigtigt spil, det er jo en computer.
– Ja, det har jeg forstået, sagde Ernst og krympede sig igen.
Der var et lille panel ved siden af banen, hvor man kunne bestemme, om spilleren, der havde bolden, skulle drible, aflevere, skyde, højt eller hårdt, og man skulle bare klikke på et af felterne. Så fik de noget mere kaffe og nød den ophidsede glæde. Bagefter spillede de én kamp til. Da Ernst kiggede ud, var det skumring. Birketræerne lyste som fosfor med gadelamperne bag dem. Og mellem husene kunne man ane den røde horisont. Ernst var lidt svimmel. Han havde faktisk kvalme.
Mens skumringstimen nærmede sig sin afslutning, blev Walther nedslået og deprimeret, fordi han i det øjeblik indså alting.
Indså, hvordan han havde det, og hvorfor han var kommet, indså, hvor ensom han var, at han var på spanden, at han ikke vidste, hvor han ville være i morgen og i næste uge, indså, at hans liv var ved at glide ham af hænde, og endelig, som fra bunden af en brønd, så han det stivnede billede af, hvordan banken i et par år havde forbigået ham i forfremmelserne. Og huskede, da det uafvendelige skete, at han, mens han sad og gloede ved sin pult, var blevet udvalgt i en prikkerunde.
– Du må få den, sagde han mut.
– Jamen, skal du slet ikke have den med? spurgte Ernst forfærdet.
Han tænkte på, hvordan der var i huset, når Walther var gået, og på, hvordan tingesten ville stå der midt på spisebordet med alle ledningerne og grine ad ham.
Der blev ikke rigtig snakket mere den søndag. Til sidst gjorde Walther mine til at tage af sted. De udvekslede nogle bemærkninger og glædede sig over dem – Ernst som man glæder sig over små ting i hverdagen, Walther fordi de fik ham til at komme til kræfter efter udmattelsen, han blev altid så enormt træt af at komme hjem. De nikkede til hinanden i døren.
Han lukkede stille døren og hørte sønnens skridt ned ad trappen. Hvis han skyndte sig ind i stuen, kunne han måske nå at vinke til ham. Han hørte sine egne skridt slæbe hen over gulvet i gangen, på tæppet i stuen kunne man ikke høre dem. Gid han måtte køre galt på sin motorcykel og brække næsen, tænkte Ernst vanvittigt.
Da han så Walther stå nede på gaden med sin styrthjelm i hånden, blev han bange. Han havde jo ikke ment det. Han støttede sig forpustet til vindueskarmen, og da han slog ud med hånden for at vinke ned til Walle, fordi han et øjeblik håbede, at han ville se op, væltede Ernst potteplanten ned over sine tæer. Så var motorcyklen væk.
Han blev stående, mens han ventede på, at smerten skulle fortage sig. Den bevægede sig nu fra foden op i underbenet og passerede videre gennem lysken og nyrerne for at tage plads i brystet. Det vidste han på forhånd, den ville.
Der var kommet jord ud på tæppet og under radiatoren. Muldjorden foran hans fødder mindede ham om et eller andet, men han kunne ikke huske hvad. Bare det at gå ud i køkkenet efter en kost ville koste ham store anstrengelser.
Der skulle også tages ud fra kaffebordet. Og kagen, der skulle sættes noget over kagen, fløden skulle i køleskabet, så den ikke blev sur, og krummerne skulle fejes op, og kopperne skulle skylles, så der ikke kom rande.
Ernst dejsede om i lænestolen. Smerten var heldigvis allerede på retur, den havde næsten forladt brystet, det var, som om den stadig lige skulle se sig om en sidste gang. Om lidt ville den være nede i tæerne igen. Så ville han have den at trækkes med den næste uges tid.
 

Inspiration

De ti bøger, jeg for tiden ville tage med på en øde ø. April 2002

Austen: Stolthed og fordom
Der er også visse former for flødeskumskager, man ikke kan stå for.

Borges: Fiktioner
Peter Poulsen og Morten Søndergaard er i færd med at give os et substantielt indblik i et af det 20. århundredes mest spektakulære forfatterskaber. Syv bind kommer der.

Byatt: Jomfruen i haven
Jeg troede ikke, man i dag kunne skrive store gammeldags, engelske romaner, som er fuldstændig moderne i deres tankegang. Og hvilken mageløs karakterbeskrivelse. Hun beskriver to generationer så præcist, at man ikke er i tvivl om, fra hvilken af forældrene de tre børn har deres forskellige træk.

Böll: En klovns ansigt
Jeg kender ikke andre, der på én gang kan skrive så hysterisk morsomt, så eksistentielt angstfuldt, så politisk spiddende, så hverdagsgråt, så tungt og så let.

Dostojevskij: Raskolnikov
Nogle bøger har fulgt én fra man var teenager. Jeg læser den hvert eller hvert andet år. Og når jeg prøver at finde nogle at tale med den om, siger folk: Ja, den har jeg læst i min skoletid.

Göran Fredriksson: Wittgenstein
Denne, ikke ret tykke, svenske biografi, fortæller det hele

Kierkegaard: Enten - Eller
Hele verden i én bog.

Musil: Manden uden egenskaber
Den tungeste roman, der findes. Tre store bind og et ufærdigt fjerde med det rene intellektuelle, urkomiske pladder. Det er avant garde-udgaven af Stefan Zweigs Verden af igår.

Neruda: Elementære oder
Nerudas digte handler om alle ting: Artiskokker, sko, kys. Alle linierne er ultrakorte, og man tror, det er en eller anden form for krukket modernisme, indtil man finder ud af, at der er fordi de er skrevet til en avis. Man kan se det for sig: Han har ikke villet have en prangende opsætning, der bryder med avisens 8-spaltede skriftbillede, men har i stedet villet indgå i det som den poesi, alle hverdage altid har brug for. Findes desværre ikke på dansk.

Göran Sonnevi: Mozarts tredje hjerne
Der findes en svensk digter, som skriver digtsamlinger på 250 sider. Det er en underlig blanding mellem mange forskellige former for litteratur eller udtryksmåder. Mange former for verdener og virkeligheder, som han får til at svinge sammen. De udkommer ovenikøbet i små, lækre paperbacks. Der er kommet et lille udvalg på dansk.

Samlede Shakespeare. Dramatiske værker
Endelig har vi fået en ét-bindsudgave af Shakespeare.  

Hør forfatteren

Jakob Brønnum læser et uddrag af 3. kapitel fra romanen Den lange søndag Lyt
For at høre oplæsningen er det nødvendigt med en RealAudio Player 3.0 eller højere, som kan hentes fra RealAudios downloadside.