Uddrag af endnu upubliceret novelle.

Min barber har sin salon i en smal gyde i Hazariba-kvarteret i det gamle Dhaka. "Salon" er måske en ambitiøs
betegnelse for det lille, åbne skur med to stole og en gammel vaskekumme, hvor Qasim og hans lærling betjener kunderne. De fleste kommer lige så meget i Qasims ‘salon’ for at høre nyt som for at blive barberet.

Hvordan jeg er endt her i Dhaka, må guderne vide. For hvis Calcutta er jordens røvhul, som man siger - så ligger Dhaka et godt stykke oppe i tarmen. I regntiden - og det vil sige næsten altid - er Dhaka et stinkende lokum. Nogen gange har jeg indtryk af, at jeg bare er havnet her, fordi der lugter af råddenskab. Når jeg spørger Quasim, hvordan han udholde den stank, dag ud og dag ind, smiler han og slår ud med armene.
"Der er penge i lortet, Mr. Charlie."

For mig er det blevet et fast ritual at gå til barber om onsdagen. Ikke fordi jeg er overtroisk, men jeg holder af planer og har nået en alder, hvor regelmæssighed er vigtigere end overraskelser. Jeg er begyndt at holde af mine vaner og finder en særlig nydelse i at tæmme tilfældige indskydelser. Så snart jeg sætter mig i stolen, indsnuser den aromatiske røgelse og bliver sæbet ind af lærlingen, antager den lille hule en næsten hjemlig atmosfære. Jeg føler mig tryg.
Qasim var allerede i gang med en ny historie, mens han hvæssede ragekniven. Ofte er det svært at vide, om det han fortæller, er aktuelle kommentarer til livet i basaren, myter eller oplevelser fra hans rejser. Han taler altid i en monoton ordstrøm på et radbrækkeligt engelsk, der - trods de vante omgivelser - minder mig om, hvor jeg er, og får mig til at ønske, jeg var tusinder af kilometer borte. Jeg hørte kun efter med et halvt øre.

I spejlet fik jeg øje på en skikkelse, der gik forbi ude på gaden. Det var noget ved hendes holdning, en knejsende stolthed, som fangede min opmærksomhed. At dømme efter den gyldne sari var det en ung kvinde af god familie. Svage vindpust sugede i sekunder sarien ind til kroppen og afslørede glimt af en slank, spinkel kvindeskikkelse med faste, runde former. Hoved og ansigt var dækket af et stort mørkerødt sjal. Hun bar mørke, runde solbriller. De færreste kvinder i Bangladesh bærer chador, så jeg spurgte Qasim, hvilken sekt hun mon tilhørte.
"Hun er ikke tilhyllet, fordi hun tilhører en bestemt religion eller sekt, svarede han, men fordi hun er et "spøgelse."

Lad mig endnu engang slå fast: jeg er ikke overtroisk. Grunden til, at jeg er blevet hængende herude i Østen, er et forlist ægteskab, som det så teatralsk hedder. Det tredje i rækken. Ingen fikumdik i det. Efter poster i Hongkong, Singapore og Bangkok, har jeg lagt lidt op. Langtfra nok til at tage hjem og etablere mig, men nok til at leve behageligt her. Hvad skulle jeg også derhjemme? Jeg har det godt nok her. Østen kender jeg, det er blevet mit liv og - hvis man skal være lidt højtidelig - min skæbne. Her kender jeg folk. En ven i x-pat klubben, har skaffet mig et job som marketingchef for et tøjfirma, der laver T-shirts og shorts til det europæiske marked, spillerdragter med reklamer, Nike, Diesel etc. Kopier selvfølgelig. Verden vil bedrages.