Ingerlise Koefoed

Jeg blev født 9. februar 1922 i København. Min far var stats- autoriseret revisor, og min mor var hjemmegående husmor. Jeg gik i de første syv skoleår på en privatskole, Billes Skole, på Frederiksberg og derefter i katedralskolen i Nykøbing Falster.
Jeg blev gift første gang i 1942 (et ægteskab, der ophørte i 1946) og anden gang i 1949 med maleren Flemming Koefoed - dette ægteskab holder stadig. Jeg har fire børn og fire børnebørn.

I min barndom læste jeg ca. 1 børnebog om dagen, men da jeg fyldte fjorten, tog jeg en alvorlig beslutning: Det skulle være slut med børnebøgerne! Jeg kastede mig over Selma Lagerlöf, Henrik Pontoppidan, Jonas Lie, Aleksander Kielland, Herman Bang, Christian Winther, Emil Aarestrup og var også optaget af Leck Fischer, Knud Sønderby og Agnes Henningsen m.m. Da jeg var 18, kom jeg imidlertid til at læse en af min mindre søstres børnebøger, og siden er jeg aldrig holdt op med at interessere mig for børne- og ungdomslitteratur.

I 1961 tog jeg eksamen som folkebibliotekar fra Danmarks Biblioteksskole. Jeg blev samme år ansat som børnebibliotekar (senere ungdoms- og kontaktbibliotekar og kunstbibliotekar) i Lyngby-Taarbæk. I 1969 blev jeg konsulent og redaktionsassistent i Danmarks Biblioteksforening, og fra 1976 var jeg bibliotekskonsulent i Statens Bibliotekstilsyn.
I slutningen af 60erne blev jeg børnelitteratur-konsulent og oversætter hos forlaget Jespersen og Pio og i 1973-92 var jeg børnebogsanmelder på Politiken.
Mit forfatterskab startede med digte i VILD HVEDE i 40erne, og min første børnebog TRINE OG JOSEFINE skrev jeg på opfordring i 1964. Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening i 1974 og har især i de senere år haft en del tillidshverv der.
Efter folkeafstemningen om Danmarks indtræden i EF meldte jeg mig ind i SF. Jeg var i 1974-79 medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune, og blev valgt til Folketinget for SF i 1979.Min første forespørgselsdebat handlede om børnekultur. I 1982 blev jeg formand for Folketingets Kulturudvalg. og jeg fremsatte i årenes løb bl.a. en del forslag om biblioteker, børne- litteratur, børnekultur og musikskoler m.v., og satte også idéen om oprettelse af et center for børnekultur på dagsordenen. Jeg gik ud af Folketinget i 1990.

Jeg har altid været optaget af politik, menneskerettigheder, miljøspørgsmål, børns og unges udviklingsmuligheder, kvindepolitik m.v.. En del af den børnelitteratur, jeg har skrevet, er uden tvivl direkte eller indirekte inspireret af mine politiske og kulturpolitiske holdninger.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Lyngby-Taarbæk - 16. august 2000  

Debut: 
1964
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Morfar

Mor fortalte engang, at morfar havde været meget streng ved hende og onkel
Knud, da de var børn. Men det, jeg husker fra besøg hos ham, først sammen
med far og mor, siden tit alene, var en stor varme og venlighed og ægte
optagethed af det barn, der gik rundt i huset. Han lærte mig mange ting: at
lægge kabale, at spise tykmælk med revet rugbrød og puddersukker eller
rødgrød med fløde før sengetid , at bruge benene rigtigt, når gyngen skulle
op mod og helst op over trætoppene, og at køre på den cykel, han selv havde
givet mig.
Når han engang imellem kunne holde en sommereftermiddag fri, og det var godt
vejr, lagde han sig på ryggen på græsplænen ved siden af mig, og der lå vi
og kiggede op i den uendelige himmel med de hvide urolige skyer, der hele
tiden skiftede form, hele tiden lignede noget andet - mennesker, man kendte,
mærkelige fugle, bjørne, der dansede af sted med hinanden i labberne. Han
prøvede også at lære mig at trække perler på en snor, så jeg kunne få en
ny perlekrans, men det var ingen af os gode til: hans fingre var alt for
tykke og ru af havearbejdet , og mine var måske for små til, at der kom
andet end kludder ud af det.
Morfar var ikke bare glad for mig, han var optaget af alle de børn, han
mødte, når han gik tur eller skulle i sparekassen med posthusets penge . Han
kendte navnet på de fleste børn, han mødte, og han snakkede med dem
alle sammen. Hos ham var der ikke - som hjemme hos os - nogen forskel på
børn, ligegyldigt hvad miljø de kom fra.
I nærheden af posthuset lå der en række arbejderboliger med små mørke stuer
og køkkener, som lugtede underligt. De var fyldt med børn og voksne og
med bleer, der hang til tørre over kakkelovne og komfurer, når det var
dårligt vejr, og blafrede på alle tøjsnorene i gården, når det var vejr til
det. Morfar kendte ikke fædrene og mødrene og vel heller ikke de små børn i
barnevognene. Men han kendte børnene, så snart de blev sluppet løs for
at rende i byen eller gå i skole, og gennem dem kendte han også navnene på
deres små søskende, og han huskede tit , om de var syge eller lige var
blevet raske, og om deres far havde arbejde for øjeblikket.
Alt det gav sikkert de enkelte børn en fornemmelse af identitet. Det var i
hvert fald spændende og mærkeligt at gå med morfar i byen og stå og lytte
til hans samtaler med børnene, og det kunne godt tage sin tid, før vi sammen
fik sat pengene ind i sparekassen.
Posthusets have løb et stykke langs jernbanen og langs
hele gaden ned til en stor tømmerplads. Når der ikke var arbejdere på
tømmerpladsen, var der fuldt af børn fra arbejderboligerne. I begyndelsen
stod jeg inden for stakittet og kiggede på dem, mens de sprang frem og
tilbage mellem tømmerstablerne. Men en dag dristede jeg mig derud, og
pludselig var jeg med i legen, klatrede med tungen i mundvigen fra den ene
bræddestabel til den anden uden at falde ned - jeg, som ellers hele min
barndom gennem faldt ned fra alt, der var hævet mere end 20 cm over gulvet.
På den måde lærte jeg nogle af børnene at kende - nogle af pigerne
selvfølgelig, som alle sammen havde nogle navne, der virkede fremmede. Jeg
kom især på talefod med tre af dem: Lydia, Gurli og Gyda. Lydia var den
ældste - otte-ni år på det tidspunkt, hun var meget slank, nærmest mager,
adræt, rapkæftet og modig, og hun råbte alle de frække ord hun kunne efter
hver eneste dreng, hun fik øje på. Hun elskede at balancere helt ude på det
yderste af et bræt for at se, om hun kunne få hele stablen til at vippe, og
det lykkedes hende gang på gang at få en masse brædder til at brase sammen.

Når det skete, røg vi til alle sider for at gemme os for opsynsmanden, som
altid truede os med at sætte pigtråd om det hele, så vi ikke kunne komme
ind, eller at sladre til vores forældre, så vi kunne få noget, han kaldte
"en ordentlig rovfugl".