Inge Kærsgaard Juul

Født 130638 i Vejle. Student fra Ålborg Studenterkursus 1957. Forskellige arbejdserfaringer i job som stuepige i herskabshjem, servitrice på badehotel, studentervikar i Arkivet i daværende forsikringsselskab: Statsanstalten. (Ja, det er lange siden). Lærereksamen fra Th. Langs Seminarium i Silkeborg 1961. Arbejdet som lærer i forskellige skoleformer bl.a. skole/behandlingshjem og højskole. Studier i pædagogik og psykologi ved Danmarks Lærerhøjskole, løbende kurser i litteratur, filosofi og idehistorie i højskoleregi, studier i musikhistorie ved Jysk Åbent Universitet. Arbejdet free-lance ved DRs BogU afd. sidst i 70'erne. Første bogudgivelse i 1978. Udtrykt mig i læserbreve og debatartikler vedrørende børns vilkår, etiske, kirkelige og skolepolitiske spørgsmål m.m.

Oprindelig publiceret Forfatternet Ringkøbing Amt - 6. juni 2000  

Debut: 
1978
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Udkast til et kapitel i en lille ikke udgivet roman med arbejdstitlen: "Vil du med til Amerika?"

Besøg.

Louise sad som sædvanlig ved spinderokken. Hun arbejdede mekanisk, tavs uden den vante sang og nynnen. Børnene var også mere stille end de plejede at være. Der var en sær tomhed i dem alle - og omkring dem. Hvis der var optræk til drilleri og ufred mellem drengene, som det nok kunne ske, så standsede de bare af sig selv ved, at deres mor sendte dem et sørgmodigt blik. De nænnede ikke at opføre sig dårligt. Det var på en måde rigtigt, hvad Andrea var kommet til at høre hos købmanden forleden dag.
Der stod to koner ved disken og talte lavmælt sammen. Andrea fik på fornemmelsen at de talte om hende eller hendes familie. Hun spidsede ører og opfattede følgende bemærkninger, som kom til at følge hende og hendes brødre, som hun fortalte det til.
-En enkes børn må opføre sig bedre end andre børn, sagde den ene. -Ja det kan du i grunden nok have ret i, ellers skal hun oven i sorgen bære på bekymringer for, om børnene nu arter sig så vel, at de kan klare sig i livet.
Moderens sørgmodige blik efter faderens forlis prentede sig dybt i børnenes sind og knyttede sig til de to koners moraliserende bemærkninger. Ofte undlod de at bide fra sig - for deres mors skyld, selv om de kunne have god grund til det.
Den tungsindige stemning inden døre stod i skarp modsætning til den lyse forårsdag udenfor. En rigtig aprildag med solskin og drivende skyer, der pludselig åbnede sig over Hjerting i korte kraftige byger. En sådan byge slog netop nu mod ruderne med en næsten livlig trommen, der overdøvede deres småsnakken . Samtidig var der vist nogen ved døren? - Andrea blev sendt ud og se efter. Da hun kom ud i bryggerset fik hun et chok. - Var det deres far, der....? Åh nej, men det lignede sådan. Fars tvillingebror Per var det, der stod i døren. Hun råbte højt på sin mor, der skyndsomst rejste sig fra rokken. Også hun for forskrækket sammen. -Ja, men Per dog, er det dig? Jeg var lige ved at tro...åh, du gør mig helt forfjamsket, du må have mig undskyldt!
Farbror tog begge hendes hænder og holdt dem længe, til hun havde sundet sig lidt ved synet af ham. Han betragtede hende med et kærligt blik.
-Jeg ville ikke forskrække dig Louise, jeg synes bare, at det var mig, der skulle give dig meddelelsen
-Ja,ja men du er da så velkommen, men meddelelsen?
-De har fundet ham. De har fundet Jørgen på stranden i går ud for Oxby. Det var så sært, for det var et par drenge, der fandt ham, De troede, det var mig og blev meget forskrækkede. Men strandfogeden vidste bedre og tilkaldte mig straks, så jeg kunne fortælle dem, hvem det var.
Nu blegnede og rødmede Louise skiftevis. Andrea troede, at hjertet var ved at stå stille i brystet på hendes mor. Sådan sukkede hun flere gange, inden der lød et langt klagende: Åååh, og så igen - åååh. Jamen så kan vi da i det mindste få ham begravet. Jørgen skal have en grav, men hvor? Hvordan? Jeg har ikke midler til at få ham her til Hjerting...
Der blev stille i stuen for en stund. Børnene havde sat sig hen i en krog tæt sammen, men med ørene vidt åbne, for hvad ville dette betyde?
-Det er jo også derfor jeg kommer Louise, jeg synes, at det er mig, der skal ordne den begravelse, hvis du kan godtage det? Ane er helt enig med mig, men så bliver det i Oxby, forstår sig.
Louise begyndte at græde. Hun så hen på børnene.
-Hørte I det børn? Far er fundet og kan blive begravet i Oxby. Men vi kan så ikke komme med til begravelsen, det er for langt og for dyrt.
Børnene nikkede tavst og så forskræmt på hinanden og hen på deres mor. Nu gav hun helt efter for sine forpinte følelser. Gråden gennemrystede hende, farbror Per lagde sin arm om hende for at berolige hende, og langsomt faldt hun til ro. Men børnene var også begyndt at klynke, da de så deres mors store følelsesudbrud. Nu rejste hun sig og gik hen til dem og strøg dem over håret.
-Vi skal ikke græde mere. Det er godt, at jeres far nu får en grav. - Ja, men Per jeg sanser slet ikke at byde dig på noget, du må da trænge efter den lange vej. En bid brød og en dram, det skal du have.
Så satte de sig ud i køkkenet og talte længe sammen med lave stemmer. Andrea og et par af brødrene kredsede af og til om dem og opfangede enkelte ord. Før farbror begav sig af sted igen, så Andrea sin mor åbne skabet med det fine blåmønstrede porcelæn. Hun tog seks par af sine fineste kopper ud, og idet hun forsigtigt pakkede dem ind, lød det:
-Disse kopper skal du og Ane have - som tak, Per - jeg har ikke andet at give jer.
Så hilste farbror af med hver enkelt af dem. Han klappede drengene på hovedet og roste dem, fordi han kunne se, at de ville være deres mor nogle gode sønner. Da han nåede til Andrea, løftede han hende op og så på hende med et kærligt smil. -Du er sandelig en køn og fornuftig pige, der rigtig kan hjælpe mor! Så var de igen alene, og der blev en forlegen tavshed, hvor de hver især faldt hen i egne tanker.
Mørkningstimen kom. De rykkede tættere sammen henne ved vinduet, hvor kun lyskeglen fra fyret i Blåvand med faste mellemrum lyste op i mørket. Deres mor gav sig stille til at fortælle dem den uafrystelige historie om, hvordan deres far var blevet fundet. Ordene strandvasker og dødemand var ikke ukendte for dem. Men at forstille sig deres egen kære, kønne far som strandvasker, det var en så grufuld tanke, at det ikke var til at sige.
-Farbror blev ved med at fortælle mig, at far så godt ud, han lignede sig selv, derfor kunne de drenge jo også se, at han lignede farbror Per.
Mor tav, og de blev siddende tavse. Andrea sukkede. Hun havde et spørgsmål på læben, som hun ikke turde stille. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om det dog ikke havde været bedre, om deres far var blevet ude i havets vuggende bølger, i stedet for nu at skulle ned i et dybt hul i jorden på Oxby kirkegård?
Og så endte denne mærkelige dag dog på en god måde. De blev alle sammen inviteret over til mors gode venner, købmand Vindfelt om aftenen. Der fik de kaffe og brystsukker. Der var sådan en varm og let stemning. Da de gik hjemad, var det klart vejr, og det blæste køligt. Andrea gik med sin mor i hånden. Hun kiggede opad imod stjernehimlen, hvor utallige stjerner blinkede og lyste. De andre så også op, og da skete det. Christian råbte højt og de andre med:
-Nee-j, et stjerneskud, se, se! De stod stille og nåede alle at se det lange perledryppende spor hen over himlen. De var tavse og betagede.
Når der falder en stjerne, går der en sjæl hjem til Gud, det har min bedstemor lært mig.
Deres mors stemme skælvede lidt, hun sukkede dybt og knugede Andreas hånd.
-Nu er jeres far kommet hjem til Gud!