Erik, min bedste kammerat, siger, at tror man på Gud, så kan man også lige så godt tro på trylleord. Det er en bog ovre på biblioteket, som har givet Erik idéen med at trylle de voksne væk. Der er bare det ved det, at man ikke kan nøjes med kun at trylle de voksne væk, som man ikke ka' li'.
 - Siger man trylleordene, så forsvinder alle voksne. Der vil kun være børn tilbage, siger Erik.
 Men, Erik tror også, at hvis vi gør os særlig umage og siger trylleordene med lukkede øjne og samtidig holder hinanden fast i hænderne, og vi gør det hele med en koncentration, som lukker alt andet i verden ude, så kan vi godt nøjes med at få de voksne, som vi ikke kan fordrage, til at forsvinde. Så nu er vi ved at lave en liste med de voksne, vi vil trylle bort. Alle navnene skal skrives ned, for vi vil ikke risikere at glemme en eller anden voksen, som er med til at forpeste vores tilværelse. Nicolajsen, viceværten for de to gårde, står øverst på listen; med en meget tyk streg under hans navn. Egentlig sku' hans tarvelige, modbydelige og uhyggeligt grimme søn, Tage Jochum (det navn kommer vi tilbage til) også med på listen, men ham ska' Erik og jeg nok klare uden tryllerier. Det var slemt nok før, Nicolajsen og hans familie flyttede ind, men efter at de er kommet, har selv vejret ændret sig. De to store blokke med lejlighederne ud mod Vestergade, blokken og forrretningerne ud mod Hovedgaden, og cykelskurerne og de store træer mod syd gør, at det næsten aldrig blæser i gården. Vinden drøner næsten konstant op og ned ad Vestergade, men det er som om den ikke orker at klemme sig ind gennem den smalle port, der adskiller de to store blokke, og ind i gården, hvor solen varmer så meget, at bagermester Frandsen kan dyrke vindruer under nogle glasplader bag ved bageriet i den lille gård. Vindruerne er så saftige, at Nielsen fremstiller sin egen vin og nogle gange drikker han så meget af den, at han ikke en gang får lavet halvdelen af de 48 flødekager, han ellers hver dag pligtskyldigt laver og lige over middag sætter ud i vinduet ud mod Hovedgaden. Den eneste af de voksne, der aldrig er efter os børn, er fru Olsen, der har flere krøller en nogen anden. Hun har ikke øje for andet end det vasketøj, hun næsten hver eneste dag hænger på snorene, som er spændt ud over hele den store gård. Når hun sidder på sin røde køkkenstol, med en cerut i munden, skinner øjnene konstant om kap med farverne i det elskede vasketøj.
 Men, med Nikolajsen er det gode vejr og det sjove ved at være i gården forsvundet. Før kunne vi næsten altid gemme os et eller andet sted, hvor vi kunne være nogenlunde i fred, men nu er der koldt overalt. Hele tiden forfølger lyden fra læderlappen på Nikolajsens slæbende, dårlige højre ben, os. "Skwitz, skwitz, skwitz", hvisler det, og så er han der, byens, nej, hele verdens mest ondskabsfulde vicevært, med sine skulende, gule, evigt mistroiske øjne og en ånde, der selv på flere meters afstand lugter værre end lossepladsen nede ved stranden.
 Bagermester Frandsens vindruer hænger nu små og slatne på rankerne En gang havde han så mange saftige kæmpedruer, at han gik rundt og delte vindruer ud blandt børnene i gården. Havde Nikolajsen været vicevært den gang, så var der garanteret omgående kommet et forbud mod at spytte vindruekerner i gården.
 - Der bliver ikke mange voksne tilbage, når vi først har tryllet, siger Erik og ser helt forskrækket på den liste, vi har siddet og skrevet på hans værelse.

(Kapitel 1 fra Sten har måske også en sjæl : erindringsroman om en barndom, 2000)