Henrik Juul Jensen

Henrik Juul Jensen, forfatter, journalist og cand. mag. i dansk og religionshistorie. Født 1943 i København.

  • Efter 14 år som musiker og gymnasielærer sagde han sit job op i gymnasieskolen i 1984. I den sidste halvdel af 80-erne og begyndelsen af 90-erne arbejdede han som redaktør og journalist på månedsbladet PRESS, som konsulent for miljøorganisationen NOAH med folkeoplysning om bioteknologi og som leder af et kursuscenter for indvandrere og flygtninge i Frederiksborg Amt.
  • Siden 1994 har han været tilknyttet Danmarks Radio-P1 som freelancer, Dokumentar- og montagegruppen og Kultur og Videnskab. Til DR har han skrevet essays, lavet reportager fra USA, indslag til ugemagasinet Refleks og radiomontager, bl.a. til det litterære magasin Alfabet.
  • I efteråret 1999 fik Henrik Juul Jensen et US-scholarship til en måneds ophold på Vermont Studio Center i USA.
  • Han debuterede i 1989 med novellen Pensionatet i antologien Begyndelser (Borgen) og fortsatte forfatterskabet i 1996 med bogen Afterbeat, en doku-fiktion om Klaus Rifbjerg.
  •  

    Biografien er udarbejdet af forfatteren
    Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 16. marts 2001  

    Foto: Nic. Howalt

    Debut: 
    1989
    Land: 
    Danmark

    Bøger

    • "Afterbeat" af Henrik Juul Jensen

      Bogens forside

      Bygger på interview med Klaus Rifbjerg (f 1931) i Malmø, Spanien og Kandestederne i perioden november 1994 til december 1995

      Udgivet: 
      1996
      Forlag: 
      Munksgaard/Rosinante
      Sidetal: 
      153
      Lån bogen - Køb bogen
    • "Bjørn Nørgaard" af Henrik Juul Jensen

      Bogens forside

      Portræt af billedhuggeren Bjørn Nørgaard (f. 1947)

      Udgivet: 
      2007
      Forlag: 
      Politiken
      Sidetal: 
      315
      Lån bogen - Køb bogen
    • "Støj og stilhed" af Henrik Juul Jensen

      Bogens forside

      Nada kommer til Danmark som flygtning fra krigen i Jugoslavien - Hun gifter sig med den noget ældre bedemand Andreas, men den hemmelighed hun bærer på, bliver stadig sværere at være alene om

      Udgivet: 
      2012
      Forlag: 
      Politiken
      Sidetal: 
      249
      Lån bogen - Køb bogen
    • "Stenhuset" af Henrik Juul Jensen

      Bogens forside

      Den aldrende Benjamin Ask sidder og tænker tilbage på sin tilværelse, barndommens tryghed, kærlighedens uforudsigelighed, kærestens abort, og den klassiske musik der har haft stor betydning for ham

      Udgivet: 
      2002
      Forlag: 
      Gyldendal
      Sidetal: 
      164
      Lån bogen - Køb bogen

    Læs forfatteren

    Uddrag fra Stenhuset.
    Det er stjerneklar frost, vinden går i granerne udenfor som en storm over havet, han standser urets tikken, han ved, det er en illusion, om lidt kommer nattoget susende forbi - hun tændte en cigaret med hans lighter, sugede gløden i sig og forsvandt - han kan ikke engang huske hendes navn, hendes hår var rødt, andet husker han ikke, men da hun kom den morgen, gående gennem de lange skygger over den grå asfalt i auktionshallen, lå solen som en glødende bold på horisonten.
    Det er det, han husker. Det er det, han forsøger at huske. En morgen. Et forår. Det var koldt. Han var ved at pakke torsk. Stod oppe på ladet af en lastbil, kutterne var på vej ind efter flere dage på havet, han kunne høre den regelmæssige dunken i tågen længe før de kom til syne i bassinet og lagde til ved kajen. Den var allerede fyldt op, nettene med fisk svulmede fra masternes små kraner.
    Da han så hende, satte et filter sig fast i hans øre, ingen stemmer, ingen råb, ingen skrabende skovle, kun stråler af vand fra slanger som spulede fiskekasser og asfalt ren for slim og blod.
    Det var den måde hun gik på, nærmest stødvis kom hun frem. Hun var en dreng, hendes ryg var smal og rank og uindtagelig og hendes nakke som et barberblad, forestillede han sig.
    Der var ikke mange mennesker i auktionshallen den morgen, kun havnens arbejdere, fiskeeksportørerne og et par nysgerrige tilskuere, som fulgte en skaldet mand, der gik fra det ene parti fisk til det andet og stillede sig op på en kasse. Han havde en lille sølvhammer med kort skaft i den ene hånd og et stykke fladt træ gemt i den anden. Han slog hammeren mod træet. Første - anden - og så kom det - med et svirp i håndleddet - tok - solgt til Mølbjerg for 1.35 kiloet.
    Hun vendte sig, og nu var det hende, der havde ham i kikkerten. Han lod som ingenting, koncentrerede sig om kasserne med torsk, som blev smidt op på lastbilens lad. De skulle stables til fire i højden, han kunne knap nok løfte dem, men han havde efterhånden lært sig at udnytte den fart og bevægelse som var i kassen, når den kom susende nedefra og skulle tages med et langsomt ryk og bækkenpartiet som buffer og så ind på plads med den.
    Det værste var torskens hoved. Det mindede ham om et nyfødt barn med åben mund og et vræl, som aldrig blev til noget. Han skulle tage torsken i øjnene og ruske den på plads i kassen.
    Så var hun der. Hun nikkede op, som om de kendte hinanden, det gjorde de ikke, han havde aldrig set hende før.
    Hedder du ikke Andreas? sagde hun.
    Nej, Benjamin, sagde han - jeg hedder Benjamin.
    Så må du undskylde, sagde hun og tændte en cigaret med hans lighter, sugede gløden i sig og forsvandt.
    Han fik ikke engang spurgt om hendes navn. Han var 17. Han arbejdede på havnen i en by ved havet. Kald ham Benjamin, Andreas Benjamin Ask.
    ................
    Pigskoene var af blødt læder. De var røde med hvide striber og havde ingen hæl. Han gik ligesom baglæns, når han ikke løb. Han skulle have bare fødder i de pigsko. Og når de sad rigtigt, og han havde snøret dem, som de skulle snøres, ikke løst, men aldrig for stramt, så kunne han sende et spyd afsted med et ryk i armen og kroppen, som han ikke vidste, han havde.
    Brogaard lod ham prøve det hele, 100 m, 200 m, 400 m, 1500 m, 5000 m, også 10.000 meteren blev han sendt ud på. Og han baksede med hammeren i den indhegnede kastering, mens kuglestøderne stønnede i nærheden. Hammeren var også en kugle, men en kugle for enden af et stykke snoet ståltråd med et håndtag, hvori han hang som en sølle modvægt, der ikke var tung nok til hammerens rotationer, som derfor sendte ham ind i hegnet omkring kasteringen i stedet for at sende hammeren ud igennem åbningen i hegnet.
    Men Andreas nød det, og han svedte, og han blev så udmattet, at han måtte lægge sig ned i græsset og se op på de hvide skyer, der flød på himlen sammen med Helenes knæ og hendes brune øjne.
    Spring var ikke hans stærke side. Hverken højdespring eller længdespring, og stangen til stangspring var af bambus, den var ved at rive armen af ham.
    Discossen var noget af det bedste, en flyvende tallerken af massivt træ med en ring udenom af gult metal. Den lå godt i hånden med fingerspidserne krummet om metallet og tommelen på den flade skive, når han snurrede rundt om sig selv og gav slip.
    Men spydet var det bedste. Han kunne gå i timevis, især om lørdagen og om søndagen, og træne hurtighed og teknik og forsøge at finde balancen, små kast, hele tiden, små eksplosioner, brystet frem og skulderen tilbage, og maven, Andreas, du må få styr på maven, sagde Brogaard, og dit åndedræt, det er maven, der bestemmer det hele.
    Som en pil fra en bue skulle spydet sendes afsted, alt skulle passe sammen, ikke noget med hidsige bevægelser, det skal komme indefra, Andreas, glem alt omkring dig, Andreas. Der er kun dig og spydet.
    Og da han endelig fik lov til at deltage i en konkurence, vidste han at den var der, allerede inden tilløbet, mens han legede med spydet og prøvede armens og skulderens spænding ved at slynge det frem og tilbage i små ryk. Pigskoene spændte ham som en fjeder mod den røde cinders, og da pegefingren sluttede om beviklingens bagerste snoning og tilløbet tog fat i ham, groede han sammen med spydet, slap det i en lang udløsing og så det dansende slå ned og markere på den anden side af mærket.
    Der var andre piger end Helene, mens Andreas kastede spyd. De betød ikke noget. Det var ligesom med barnepigerne. Det var en leg. Men sådan oplevede Helene det ikke. Og en dag gav hun ham en lærestreg. Hun hævnede sig på Andreas ved at gå ud med en af hans venner. Det var Heine.
    Heine havde en elviskrølle i panden og var også god til sport. Han var to år ældre end Andreas og arbejdede i en herreekviperingsforretning. Han gik i tweedjakke og gabardinebukser med læg i, og hans far var arbejdsløs skrædder, og hans mor var syerske.
    Heine havde lange og stærke ben. Han var et hoved højere end Andreas og albinohvid på trods af den sorte krølle i panden, som dryppede af brillantine, når der var fest. Heine var den fødte springer.
    Men når de løb 1500 m var Andreas den stærkeste. Heine lagde hårdt ud, men kunne ikke holde hjem. Det var på de sidste 20 meter, at Andreas tog ham.
    Inde i omklædningsrummet bagefter var Heine igen ovenpå. Hans krop var dækket af små hvide hår, der lå som en våd pels på hans hud, når de stod under bruseren og strakte musklerne igennem. Og så hang det der enorme vedhæng fra ham og nærmest spulede stengulvet
    Det var Heine, Helene gik til Ungdommens Forum med den aften, hvor Andreas fandt ud af, at hans hjerte kunne holde op med at slå. Og at døden fandtes.  

    Inspiration

    Hvad der inspirerer mig:
    Tomgang, uro, sløvhed, ugidelighed. Oplevelsen af at være lukket inde i et rum, som jeg nødvendigvis må komme ud af, hvis jeg skal overleve. Kort sagt desperation.
    Endvidere: At vågne en tidlig morgen alene i en seng og se et ansigt, som jeg har glemt. At drive rundt og lave ingenting - i en by om natten eller ved havet.
    At rejse. At sove mellem fremmede lagener. At få den gokket af i drømme af en ukendt kvinde.
    Forsøget på at leve det almindelige liv, hverdagene, med kone og børn og venner og den lykke, som aldrig viser sig, når man rækker ud efter den.
    Men først og fremmest er det arbejdet med sproget, der inspirerer - at skrive. Jeg hører til den slags forfattere, som ikke ved, hvad der skal ske på den næste side. Min fantasi og min tanke næres af ordene, som kommer ned på papiret. Det vil ikke sige, at jeg ikke planlægger både handling og personer, før jeg går i gang. Men historien bliver aldrig, som jeg i begyndelsen havde forestillet mig den.
    Det er friktionen imellem “virkelighed” og digtning, imellem fakta og fiktion som driver værket. Jeg sidder ikke og venter på inspiration, den kommer, når jeg arbejder.
    At fortælle virkeligheden er min eneste mulighed for at forstå. At fortælle virkeligheden er et forsøg på at komme ind under overfladen.
    Overfladen er djævelen, som må erobres. Den bliver nødt til at forsvinde. Men samtidig må jeg holde fast i den.
    Det er her - i overfladen - at virkeligheden findes. I alle de små ting, i alt det banale. At bevæge sig ind og ud af overfladen har at gøre med sindet - hvordan sindet arbejder. Ved at fortælle overfladen kan jeg måske lodde en dybde, som intellektet ikke kan finde frem til alene.
    Og dét er den egentlige inspiration, forsøget på at nærme sig en slags sandhed om virkeligheden gennem illusionen. Findes der andre muligheder? Forsøget på at fastholde øjeblikket. Forsøget på at glemme for at huske.
    Hvor hører erindringen op, og hvor begynder fantasien? Vores indbildningskraft er ikke andet end vores erindringer, der er begyndt at gære.
    Og så er der naturligvis musikken, al slags musik, (hvis den vil og kan noget), og maleriet og film, også de dårlige. Bliver jeg inspireret af at læse? Egentlig ikke. Og selvfølgelig. Men det er ikke fra læsning, jeg henter mit stof, bortset fra dødsannoncer i aviser og den slags. Jeg bliver inspireret af læsning i den forstand, at de store fortællere og digtere, så forskellige folk som f.eks. H.C. Andersen, Herman Melville, Mark Twain, Thomas Mann, Ernest Hemingway, Karen Blixen, Vladimir Nabokov, Samuel Beckett, Fernando Pessoa, John Fante, Robert Storm Petersen, Raymond Chandler, Joseph Brodsky, Anna Achmatova, P.O. Enquist, Klaus Rifbjerg og Agnes Henningsen, hjælper mig til at holde fast i troen på, at kunsten (som leg og som alvor, som mainstream og som eksperiment) er lige så nødvendig for vores eksistentielle åndedræt som livet selv. Selv om det sidste er og altid vil være forudsætningen for det første.  

    Priser og legater

    2006: Politikens Fond
    2004: BG Fonden
    1999: Agustinus-fonden
    1996:  Beckett-fonden

    Autorkontoen: 1997, 1998, 2003.
    Kunstrådet: 2003, 2006
    Litteraturrådet: 1998, 1999, 2000, 2001, 2002
    Statens Kunstfond: 2003, 2005

    Legatophold: Fundación Valparaíso, Mojácar, Spanien. San Cataldo, Italien. Skandinavisk Forenings Kunstnerkollegium i Rom. Vermont Studio Center, USA. Klitgården, Skagen. Anne Gretes Hus i Provence (Forlaget Brøndum). Thranebo, Skagen (BG Fonden). Digterhjemmet, Fanø
     

    Til top