Uddrag fra Stenhuset.
Det er stjerneklar frost, vinden går i granerne udenfor som en storm over havet, han standser urets tikken, han ved, det er en illusion, om lidt kommer nattoget susende forbi - hun tændte en cigaret med hans lighter, sugede gløden i sig og forsvandt - han kan ikke engang huske hendes navn, hendes hår var rødt, andet husker han ikke, men da hun kom den morgen, gående gennem de lange skygger over den grå asfalt i auktionshallen, lå solen som en glødende bold på horisonten.
Det er det, han husker. Det er det, han forsøger at huske. En morgen. Et forår. Det var koldt. Han var ved at pakke torsk. Stod oppe på ladet af en lastbil, kutterne var på vej ind efter flere dage på havet, han kunne høre den regelmæssige dunken i tågen længe før de kom til syne i bassinet og lagde til ved kajen. Den var allerede fyldt op, nettene med fisk svulmede fra masternes små kraner.
Da han så hende, satte et filter sig fast i hans øre, ingen stemmer, ingen råb, ingen skrabende skovle, kun stråler af vand fra slanger som spulede fiskekasser og asfalt ren for slim og blod.
Det var den måde hun gik på, nærmest stødvis kom hun frem. Hun var en dreng, hendes ryg var smal og rank og uindtagelig og hendes nakke som et barberblad, forestillede han sig.
Der var ikke mange mennesker i auktionshallen den morgen, kun havnens arbejdere, fiskeeksportørerne og et par nysgerrige tilskuere, som fulgte en skaldet mand, der gik fra det ene parti fisk til det andet og stillede sig op på en kasse. Han havde en lille sølvhammer med kort skaft i den ene hånd og et stykke fladt træ gemt i den anden. Han slog hammeren mod træet. Første - anden - og så kom det - med et svirp i håndleddet - tok - solgt til Mølbjerg for 1.35 kiloet.
Hun vendte sig, og nu var det hende, der havde ham i kikkerten. Han lod som ingenting, koncentrerede sig om kasserne med torsk, som blev smidt op på lastbilens lad. De skulle stables til fire i højden, han kunne knap nok løfte dem, men han havde efterhånden lært sig at udnytte den fart og bevægelse som var i kassen, når den kom susende nedefra og skulle tages med et langsomt ryk og bækkenpartiet som buffer og så ind på plads med den.
Det værste var torskens hoved. Det mindede ham om et nyfødt barn med åben mund og et vræl, som aldrig blev til noget. Han skulle tage torsken i øjnene og ruske den på plads i kassen.
Så var hun der. Hun nikkede op, som om de kendte hinanden, det gjorde de ikke, han havde aldrig set hende før.
Hedder du ikke Andreas? sagde hun.
Nej, Benjamin, sagde han - jeg hedder Benjamin.
Så må du undskylde, sagde hun og tændte en cigaret med hans lighter, sugede gløden i sig og forsvandt.
Han fik ikke engang spurgt om hendes navn. Han var 17. Han arbejdede på havnen i en by ved havet. Kald ham Benjamin, Andreas Benjamin Ask.
................
Pigskoene var af blødt læder. De var røde med hvide striber og havde ingen hæl. Han gik ligesom baglæns, når han ikke løb. Han skulle have bare fødder i de pigsko. Og når de sad rigtigt, og han havde snøret dem, som de skulle snøres, ikke løst, men aldrig for stramt, så kunne han sende et spyd afsted med et ryk i armen og kroppen, som han ikke vidste, han havde.
Brogaard lod ham prøve det hele, 100 m, 200 m, 400 m, 1500 m, 5000 m, også 10.000 meteren blev han sendt ud på. Og han baksede med hammeren i den indhegnede kastering, mens kuglestøderne stønnede i nærheden. Hammeren var også en kugle, men en kugle for enden af et stykke snoet ståltråd med et håndtag, hvori han hang som en sølle modvægt, der ikke var tung nok til hammerens rotationer, som derfor sendte ham ind i hegnet omkring kasteringen i stedet for at sende hammeren ud igennem åbningen i hegnet.
Men Andreas nød det, og han svedte, og han blev så udmattet, at han måtte lægge sig ned i græsset og se op på de hvide skyer, der flød på himlen sammen med Helenes knæ og hendes brune øjne.
Spring var ikke hans stærke side. Hverken højdespring eller længdespring, og stangen til stangspring var af bambus, den var ved at rive armen af ham.
Discossen var noget af det bedste, en flyvende tallerken af massivt træ med en ring udenom af gult metal. Den lå godt i hånden med fingerspidserne krummet om metallet og tommelen på den flade skive, når han snurrede rundt om sig selv og gav slip.
Men spydet var det bedste. Han kunne gå i timevis, især om lørdagen og om søndagen, og træne hurtighed og teknik og forsøge at finde balancen, små kast, hele tiden, små eksplosioner, brystet frem og skulderen tilbage, og maven, Andreas, du må få styr på maven, sagde Brogaard, og dit åndedræt, det er maven, der bestemmer det hele.
Som en pil fra en bue skulle spydet sendes afsted, alt skulle passe sammen, ikke noget med hidsige bevægelser, det skal komme indefra, Andreas, glem alt omkring dig, Andreas. Der er kun dig og spydet.
Og da han endelig fik lov til at deltage i en konkurence, vidste han at den var der, allerede inden tilløbet, mens han legede med spydet og prøvede armens og skulderens spænding ved at slynge det frem og tilbage i små ryk. Pigskoene spændte ham som en fjeder mod den røde cinders, og da pegefingren sluttede om beviklingens bagerste snoning og tilløbet tog fat i ham, groede han sammen med spydet, slap det i en lang udløsing og så det dansende slå ned og markere på den anden side af mærket.
Der var andre piger end Helene, mens Andreas kastede spyd. De betød ikke noget. Det var ligesom med barnepigerne. Det var en leg. Men sådan oplevede Helene det ikke. Og en dag gav hun ham en lærestreg. Hun hævnede sig på Andreas ved at gå ud med en af hans venner. Det var Heine.
Heine havde en elviskrølle i panden og var også god til sport. Han var to år ældre end Andreas og arbejdede i en herreekviperingsforretning. Han gik i tweedjakke og gabardinebukser med læg i, og hans far var arbejdsløs skrædder, og hans mor var syerske.
Heine havde lange og stærke ben. Han var et hoved højere end Andreas og albinohvid på trods af den sorte krølle i panden, som dryppede af brillantine, når der var fest. Heine var den fødte springer.
Men når de løb 1500 m var Andreas den stærkeste. Heine lagde hårdt ud, men kunne ikke holde hjem. Det var på de sidste 20 meter, at Andreas tog ham.
Inde i omklædningsrummet bagefter var Heine igen ovenpå. Hans krop var dækket af små hvide hår, der lå som en våd pels på hans hud, når de stod under bruseren og strakte musklerne igennem. Og så hang det der enorme vedhæng fra ham og nærmest spulede stengulvet
Det var Heine, Helene gik til Ungdommens Forum med den aften, hvor Andreas fandt ud af, at hans hjerte kunne holde op med at slå. Og at døden fandtes.