LIVET TUR/RETUR
Alt tøjet strammede. Det var svært at få vejret. Mit hjerte slog og slog, men det kunne ikke få fat - som var der luft i blodet. Jeg kunne ikke føle min krop. Det eneste der forbandt mig med mit legeme var en ganske svag prikken i den aller yderste del af tungespidsen - når den holdt op ville jeg være død. Det virkede ikke skræmmende, snarere som om det ikke havde noget med mig at gøre. Det menneske der lå der på gulvet var ikke mig.
Vi har alle et liv - så længe vi har det. Det er ikke noget man går og tænker over i det daglige - det er noget selvfølgeligt. Det er med livet som med så meget andet: man forstår først at sætte pris på det, når man er ved at miste det...
I måneder er jeg så træt, at jeg næppe føler jeg lever. Ved ikke hvad vej det går, og det betyder ingenting. Døden er ikke noget jeg frygter. Den minder mig om søvnen, min bedste ven, der befrier mig for trætheden. Sådan må det være at blive gammel. Dagen er forbi inden du får set dig om. Du forstår ingenting og kan ikke huske. Der ligger en stor stak aviser på bordet. Du kan ikke nå at læse dem. Hvad laver du da? Svært at sige. Et dagsværk kan bestå i at pudse din dåbsske.
Umærkeligt glider du fra alderdommen over i barndommen. Du ser verden omkring dig for første gang. Foråret er det mirakel, du havde glemt det er. Du er selv genopstået fra de døde, og nu vælter skud og blomster frem fra deres dvale. Sidder hele dagen på en bænk og ser blomsten gennembryde jorden og rette sit lille stærke hoved op. Den knude, jeg har haft i hjertet i mange år uden at vide det, gør ondt. Mine indestængte følelser hamrer på. De vil ud. De vil leve. Men hjertecenteret er som en forkrampet knytnæve. Det kan ikke straks åbne sig. Enhver glæde gør ondt: den hund der går forbi med logrende hale, fuglene der kan flyve - alle de små ting livet består af, og som skaber det store forunderlige hele.
Men der er også en følelse af at være diskvalificeret, fordi man ikke var stærk nok. Man mødes med mistillid, opfattes som upålidelig. Det ligger i luften:"Dig kan man ikke regne med! Du har jo været ved at dø! Og det kunne du finde på igen!" De mennesker, der stod mig nær, reagerer forskelligt på min sygdom. Nogen bliver vrede:"Det er ikke min skyld!". Andre siger:"Det kommer ikke mig ved!". Fælles for dem er, at de herefter undgår mig. Måske fordi jeg minder dem om døden - og de er bange for at dø. Mange forstår ikke hvad jeg siger. De befinder sig et andet sted. Besynderlige samtaler finder sted:
- Hej, hvordan går det?
- Jo tak, jeg har været meget syg...
- Ham /.../ der altid skal vise sig, har prøvet at gøre sig bemærket på min bekostning.
- jeg har faktisk været ved at dø...
- Du kan tro, jeg fik ham ned med nakken!
Jeg - der kommer fra min genvundne barndom - må konstatere at det er moderne at være utilfreds. Meget samvær består i at man brokker sig sammen. Det er sjældent man hører noget positivt. Jeg opfanger et signal der siger:"Hvis du er negativ, så er du begavet. Hvis du er positiv, så er du et fjols, der ikke har fundet ud af endnu, at du bliver udnyttet."
Det sted i brystet, hvor knuden af forstenede følelser sad, er stadig ømt. Jeg har netop modtaget livet og glæden i genfødselsgave. Jeg er ikke nogen jubelidiot, der ikke anerkender ægte sorg, men al den negativitet gør ondt.
Mennesket har sin frie vilje til at vælge om det fundamentalt vil være positivt eller negativt indstillet overfor sine medskabninger. Hvilken af delene vi end vælger, så vil vi blive bekræftet i vort valg. Hvis man tror, at folk er ondskabsfulde, så vil man søge efter og finde noget hos dem, der kan tolkes sådan. Venlighed har også sin egen fremkalderkraft. Ens livsholdning bør ikke være en tilfældighed, men en beslutning. Mennesket har muligheden for stort set at få det ud af livet, som det selv vælger: glæde, tilfredshed, fred med sig selv - eller det modsatte. Det er et spørgsmål om at turde tro på det gode i sig selv - og senere hos andre. Jeg siger ikke det er let - især ikke i begyndelsen - men belønningen viser sig på længere sigt.
Jeg tænker på min tilværelse som den var...Måske havde jeg glemt at glæde mig over livet? Ikke sådan ment, at jeg bevidst havde ønsket ikke at leve, nej, men jeg levede mekanisk. Jeg omgikkes mit liv ligegyldigt. Ikke sådan at jeg satte det på spil - jeg havde blot glemt at regne livet for noget.
Vi har alle et liv - og derfor skal vi dø. Det er op til dig selv, hvordan du anvender dit liv, og hvordan du møder din død. De fleste af os undgår nok at tænke på det, for livet går jo videre. Det liv der består af mange øjeblikke. Øjeblikke man mindes, og øjeblikke der ligger i den fantastiske fremtid. Øjeblikket hvor man dør er måske det eneste, hvor man lever i nuet...
