Hans Otto Jørgensen

Hans Otto Jørgensen

Hans Otto Jørgensen, født 1954 i Vile (indremission/Vestjylland), landbrugsuddannet.

Prosadebut 1989 med romanen Tårnet, dramatikerdebut 1995 med hørespillet Far var så stærk.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 26. februar 1999  

Foto: Jan Jul/DR

Debut: 
1989
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Det er den tyvende august. Solen står smeltende og varm som udhamret messing. Militærbusserne holder på række, upåagtede, havnen ligger øde og en pakke amerikanske cigaretter skifter ejermand. Diskret. Under hånden. Med sleskhed og fortrydelse.
Takis står ved indsejlingen. Han står yderst ude på molen. Tavs og med sammenknebne øjne vendt mod stadig det samme punkt i horisonten. Jeg kender ham.
Jeg kender byen, og jeg kender Takis.Jeg ved alt om krigen. Landgangen. Et kluntet forsøg på forsvar. Adskillige sårede, men ingen dødeligt. Ingen faldne. Sådan siger statistikken. De officielle oplysninger.
Måske mangler en og anden, det skaber forundring, men ingen vover at stille spørgsmålet direkte. Dertil er byen ganske enkelt for effektiv. Først den hurtige arrestation. To dage i forhør. Og så banketten.
Takis drikker sin ouzo. Han bevæger sig hurtigt rundt i byen. Søvngængeragtigt og sikker. Byen er for ham som vi andre et ordløst felt, et skyggelandskab, bebygget med høje mure. Den ene bag den anden. Som en labyrint. Dens forbandelse forbliver skjult. Det generer os ikke, vi har selv del i denne forbandelse.
Takis entrer barbersalonen og sætter sig til rette i stolen. Skummet breder sig over hagen og den lange ragekniv tager et første strøg.
Tømreren står udenfor. Nedenfor på gaden. Han kigger ind i salonen . Barberen synker i knæene, svajer for at vurdere sit værk. Han udførere sit arbejde med en elegance som nok er påtaget, på én gang dilettantisk og forfinet, med lillefingerneglen dekadent lang, men det gør sig i forhold til kunden.
Der er en indbyrdes forståelse imellem dem. Som i et teater. En illusion. Mens verden og virkeligheden udenfor denne intimitet af næsehår og dybe porres pleje fortsætter lige ond. Og Takis nyder forestillingen.
Han nyder duftene. De kendte roller. Nyder dette spil af sjofelhed og indiskretion, mens øjenbrynene bliver studset, næsehårene klippet og bakkenbarterne rettet til.
En finger går til kanten af overskægget og mundvigenes elastik afprøves. Ansigtets folder skifter mellem hån og arrogance. Det er som hans hele identitet spilles igennem i forhold til den lille moustache. Øjnene i spejlet udtrykker skepsis. Modigt og professionelt. Han kræver det umulige.
Han er treoghalvtreds år. Hans omgang med mænd er direkte, hans sans for kvinder udviklet til det sublime. Kombinationen af spejlet og barberens omsorg og udelte opmærksomhed er ham tydeligvis ikke nogen dårlig sparringspartner.
Tømreren står fremdeles urørlig på samme plet. Udenfor. Nedenfor. Under den flossede markise. Han ryger nervøst en cigaret, følger uinteresseret drengenes leg, men pigerne op ad muren modsat gør ham forlegen.
Han kigger ind i salonen. Takis slår ud med hånden. På én gang nedladende og jovial, men barberen holder spejlet op. Fra den ene side og fra den anden. Med blåøjet uskyldighed, slesk og ond. Han børster af, bruger kosten i nakken, om skuldrene. Han spritter håret ind, og med en gestus som toreadorens i manegen, når han modtager sit publikums applaus, trækker han frisørslaget væk. Værket er fuldført.
Takis er en lille mand, tæt og hurtig.Overskægger er tyndt, issen skaldet. Han er forekommende, uden smålighed, og accepterer ingen andre regler for optræden end den som øjeblikkets anstændighed fordrer.
Han dupper sig over panden med sit lommetørklæde. Han tørrer sig i mundvigene med sin serviet. Som indledning til vores samtale på hotellet i ugerne forinden næsten beklager han sin interesse for historien. Han er royalist, men begejstres af republikkens fortræffelighed.
Det er hans synspunkt, at skønheden i sig selv aldrig kan rumme synden.
Bakken med kopper og glas fra den foregående aftens sidste servering er endnu ikke tømt, svaberen fra morgenrengøringen står op ad bordet midt i lokalet. Gennem den åbne dør bagerst ses dugene på tørresnoren i den lille overfyldte gård.
Der er måske fire meter til loftet. En enlig uafskærmet pære hænger ned i sin ledning deroppe fra. Vægge og spejle og al inventar i øvrigt er skrammet. Malingen er skallet. Malingen skaller.
De følges, Takis og tømreren. Så forskellige de er. Ingen kan være i tvivl. De føler en så inderlig afsky for hinanden, mistro etc. og udgør det perfekte par.
De har taget plads umiddelbart inden for døren. Tømreren ruller en cigaret. Han flytter på sit glas, askebægeret, glasset igen. Ser ikke op. Og Takis smiler.
Bakken tømmes og flere mænd kommer til. De kender hinanden, drikker deres ouzoer, sidder som luvslidte væsner over det samme glas hele formiddagen. Som møl i et klædeskab med hengemt tøj. Dvaske. Dovne. Gummetyggende. Med en næsten apatisk ligegyldighed over sig, hovederne fyldt af anger, syndige billeder og forfejlede ambitioner. De lurer på hinanden. Helt ind til sjælen mistænksomme. Som hunden der slikker sit sår.
De sidder som ramt af forbandelsen, som lammede efterdønningerne af de foregående dages og års mangel på beslutsomhed. De skubber ærmerne op om albuerne og masserer de magre arme. Kløer sig i armhulerne. I skridtet.Røven. Mens Takis vender en mønt i hånden skubber rundt med de store fødder under bordet.
Takis er urørlig. Med denne særlig medfødte arrogance som hverken skyldes intelligens eller ufølsomhed.Tømreren derimod drikker. Han sidder med våde øjne, dårlige tænder og længes tilbage til værkstedet. Duften af høvlspåner, der spinder sig ud af træet under hans arm og hober sig op under bænken. Gyldne. Duftende. I lyset gennem den åbentstående dør til gaden.
Takis ser op. Jeg gør tegn mod bilen, og han rejser sig. Stikker mønten i lommen På én gang vågen, med alle sanser åbne. Og så alligevel er hans stemme lige træt. da han svarer.

Læs flere tekster på Potentielle klassikere  

Se også