12.4.2003
Kebnekaise. Fujisan. Annapurna...
Jeg vil nyde min duftløse Djurslandsanemone, fixe en følfod, så jeg mærker suset af forår...
Bevæge mig hen over den blå irisslette i Mongoliet, se hørmarkerne med de blå blomster...
Jeg er poeten, der døde i rendestenen, hylende på speed skrev jeg en bog på en nat, et hjerte som Gabriels, en sjæl som Lucifers.
Rebelsk, neologistisk med djipsivaljenkonvol, der spiller til fest på de grønne sjælemarker, marimbas og messingblæsere, vi drikker snaps til Pachamamas ære, børn slår til piñadaen...
Jeg stiger mod Annapurna, Kebnekaise, Jujisan og kan knap trække vejret i den tynde luft.  På sjælemarken tramper Tyrannosaurus Rex truende, i sjælehavet svømmer den hvide haj med den sorte sjæl... elverpiger, nisser, gnomer, vismænd, profet, kvinden, hvis vinterfrosne hjertes kvarts ikke smelter ved at se den blå anemone...
Narren viser sig med hat og bjælder. Jeg elsker mit fængsel, ville ikke forlade Arthur, min yndlingsrotte. Hvem skulle så passe ham i det ildelugtende dyb?
Og på sjælemarken fandt jeg en blomst, den kaldte sig analyseslukker.
Jeg drak af tilværelsestøndens eddike og smilede, selv om smagen ikke var helt så sød som honning.
Jeg skal have det hele med, før jeg tjekker ud.  Hver en hypokondrisk ilning i min krop, hver en skærve på min vej. Hver en rodbetændelse i mine tænder, jeg tabte ikke gebisset hos dronningen, hun sagde ikke "Min Gud!" i al sin bestyrtelse ligesom fru Heiberg.
Jeg skal have sars, fars og enhver tyrans fald med.
Silkevejen istandsættes, varerne fra Østen tildlyder os.
De dage, hvor Gabrielshjertet banker i min krop, et tempel forHelligånden...
De dage, hvor Lucifers stenhjerte banker i min krop, jeg vil ikke detaljeret beskrive hadet, der som mørke floder oversvømmer mine sjælemarker.
Jeg vælger den evige sne på Annapurna, Fujisan, de zebrastribede skråninger på Kebnekaise.