Fra kapitlet Til kongelig banket i Øjeblikke der aldrig ophører (1998):

Det var midt formiddag, da vi den følgende morgen stillede på sekretærkontoret. Vi var knap trådt inden indenfor, før Albert Vaea kom til syne. Han stilede direkte mod os, gav hånd og sagde: "Jeg har forgæves forsøgt at kontakte jer på telefon".

Jeg mumlede, at hotellets telefon endnu ikke virkede efter cyklonenns hærgen, men blev ikke færdig, før Vaea afbrød mig: "Klokken 11 vil der i Queen Salote College finde en ceremoni sted i anledning af det store Tonga Sea Water Gas Projekt. Og bagefter er der banket, som I også er velkomne til at deltage i. Kongen vil være til stede, og måske bliver der en lejlighed til at møde ham. Det er det bedste, jeg kan gøre for jer. Hans Majestæt er iøjeblikket for træt og for optaget til at møde jer i paladset".

Han så på sit ur. " Kan I være klædt om i løbet af 30-35 minutter?"

Vi nikkede, skyndte os ud af kontoret og løb forbi den royale baghave med de fede gæs til markedspladsen, hvor vi kaprede en taxa. Vi fortalte chaufføren, at vi havde travlt, for vi skulle være klar til at møde kongen klokken 11.

Dte afficerede ham ikke det mindste. Ikke noget med voldsomme oerhalinger eller hasarderet kørsel gennem svingene. Nej, han reagerede overhovedet ikke på mine opfordringer om at sætte farten op, men kørte os med de regelmenterede 40 kilometers fart tilbage til vores hotel. Her havde vi heldigvis inden sørget for at træffe de nødvendige forholdsregler. Jeg havde af den store Tongamand, der bestyrede hotellet, lånt et sæt mørkebælåt tøj, mens min kone havde sikret sig en ta’ovala hos hans mor.

Et hurtigt, koldt bad, tøjet på, æsken med ravstykket fra Frants i Skagen ned i jakkelommen - og så var vi ellers klar til kongelig banket. Jeg i et velvoksent jakkesæt, hvid skjorte og slips, mens min kone var iført lang nederdel, bluse og den flettede ta’ovala.

"Jeg føler mig som en rejsende i lingeri", sagde jeg til hende, da vi kørte af sted mod Queen Salote College.

"Du ligner snarere en mormonmissionær", smilede hun.

Foran Queen Salote College var der trængsel af gæster. Vi fik et program på både engelsk og koreansk stukket i hånden. På forsiden var Tongas og Sydkoreas flag afbildet mellem et kors, og herunder kunne man læse: "Tonga Sea Water Gas Projekt. Official Programme 10th April, 1997, Nuku’alofa, Kingdom of Tonga".

"Vi er inviteret af Mr. Vaea", sagde jeg til en ung kvinde, som nikkede og så førte os ind til en af salens forreste stolerækker. Foran os sad den koreanske delegation, og på de øvrige rækker havde både tonganere og hvide i deres bedste tøj taget plads.

Nogle minutter gik, og så kunne vi gennem de åbne vinduer se den sorte Cadillac. Forsamlingen rejste sig, og et øjeblik efter trådte kongen og dronningen ind ad døren. Kongen var iført hvid jakke og tupenu, mens dronning Halaevalu var klædt i sort bluse og vala ( en nederdel, der går til anklerne). Dronningen var buttet, havde sit gråsprængte hår samlet i nakken og bar briller. Hun og kongen lignede mest af alt et par rare, gamle bedsteforældre.

Med to stokke som hjælp gik kongen op ad trinene til en forhøjning, hvor han hilste på lederne af den koreanske delegation, inden han tungt satte sig i en stol. Ved siden af han tog dronningen og et af deres børnebørn plads.

Højtideligheden begyndte. Der var taler på koreansk, som blev oversat til tongansk og engelsk. Og der var taler på tongansk, som skulle oversættes til koreansk og engelsk. Og alle taler priste det kontroversielle Tonga Sea Water Gas Projekt i høje toner uden med ét ord at berøre de miljømæssige risici. Projektet blev endda velsignet fra oven, idet både en koreansk præst og det lokale overhoved for metodistkirken gav det nogle salvelsesfulde ord med på vejen.

Til salut var det den gamle konges tur til at tale. Han rejste sig besværet, greb krykstokkene og stillede sig så foran mikrofonen, hvor han med svag stemme glædede sig over gasudvindingsprojektet, der - som han sagde - modsat sportskonkurrencer kun ville have vindere. Kongen så både gammel og træt ud, og som han stod dér med sit runde hoved på den halsløse krop med hænderne i et tungt greb om stokkene, havde jeg ham mistænkt for at længes efter en rolig stund i en god stol hjemme.

Da kongen havde sat sig, bad en præst udgangsbønnen, og så gik kongeparret ud til den ventende vogn. Bag dem gik en adjudant med kongens mappe, hvori han havde sin salmebog. Kortegen kørte væk, og dermed var højtideligheden forbi.

Men nu fulgte i den tilstødende Queen Salote Memorial Hall - som det hed i programmet - "Official Luncheon Hosted by the Honourable Prime Minister Baron Vaea of Homua".

Ved ingangen stod smukke, hvidklædte Tongakvinder og tog imod gæsternes trykte indbydelser. Sådan én var ikke i besiddelse af, så jeg forklarede om Mr.Vaeas sene invitation. En af de unge kvinder gik så hen til en anden, der var i besiddelse af listen over gæsterne, og her stod vore navne åbenbart, for vi blev nu vinket frem til et af de 10-12 borde, som var stillet op i salen. På dem stod en vrimmel af skåle og fade med et indhold, som øjeblikkeligt fik mundvandet frem. Hummer, fisk, kylling, søde kartofler, ris, corned beef, kogte taro-blade i kokosmælk. Og midt i det hele tronede en lille, stegt pattegris.

Ved bordet fik vi selskab af seks-syv koreanske kvinder, der ikke kunne tale andet end deres hjemlands sprog, og det satte unægteligt sit præg på konversationen.

Efterhånden som gæsterne indtog deres pladser, skænkede det opvartende personale op i glassene. Ikke franske slotsaftapninmger, men derimod gul limonade, som var en sand vederkvægelse i den trykkende hede. Og hver gang vi havde drukket en slurk af limonaden, stod en af de unge mænd eller kvinder klar til at fylde glasset op.

Nu blev der budt velkommen til det ærede selskab. Til kongens to børnebørn, til Tongas premierminister, til de koreanske delegation, til medlemmer af det diplomatiske korps og endelig til Ladies and Gentlemen.

"Det er os", hviskede jeg til min kone.

Så begyndte spisningen, som koreanerne så ud til at have ventet på med længsel. De kastede sig i hvert fald med glubende appetit over fadene med de mange retter. Imens var der optræden af lokale dansere, og i pauserne bankede et militærorkester løs. "Congratulations" var tilsyneladende dirigentens yndlingsnummer, for det blev gentaget flere gange.

Nye taler fulgte, men nu var flere af koreanerne åbenbart blevet trætte. De sov i hvert fald tungt. Og andre småsnakkede, da den ærede premierminister baron Vaea med drævende stemme sluttede sammenkomsten med en omstændelig tak for aftalen om gasprojektet.

Kort efter var banketten forbi. På det tidspunkt var mit tøj drivende vådt af sved, og blomsterkransen omkring halsen var begyndt at visne.

I lommen lå stadig æsken med ravstykket.

Senere samme dag cyklede vi endnu en gang gennem byen og forbi kongens palads, hvor kronprinsens store, godmodige granddanois stod i porten og gloede. På vejen tilbage til hotellet blev vi udenfor "International Dateline Hotel" råbt an, og ud af halvmørket trådte Albert Vaea. Han ville vide, om vi var tilfredse med dagens arrangement.

"Jakkesættet klædte dig godt", sagde han anerkendende. "Jeg havde nær ikke genkendt dig, da du rejste dig op for at fotografere Hans Majestæt".

Fra hotellets have lød højrøøstet koreansk tale.

Mr. Vaea nikkede venligt til min kone og gav så mig hånden: "Godnat Mr. Hans".