Kapitel 1

2002. –
”Jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos min vært – den eneste nabo, jeg kan blive plaget af ude på landstedet. Jeg kunne sgu næppe i hele England have fundet en plet så fuldstændig isoleret fra det moderne livs informationsstrøm og almindelige larm. Den rene misantropiske himmel; og Mr. Cleaver og jeg er som skabt til at dele ensomheden. En fantastisk fyr! Han har garanteret ingen anelse om, hvor sympatisk jeg fandt det, at han trak brynene sammen og så indædt mistænksom ud, da jeg kom kørende.”
Jeg kunne godt selv høre, at det lød noget højtravende. Men da først de indledende ord var ude af munden på mig, kunne jeg ikke stå for fristelsen til næsten ordret at citere åbningsreplikken fra en af litteraturhistoriens klassikere. Selvom det givetvis var spildt på det forhåndenværende publikum.
Det bestod af en yngre, storrygende kvinde, der talte som et vandfald og lød navnet Bridget Jones. Vi var kort forinden blevet introduceret, da hun omkring 30 sekunder efter sin ankomst havde spildt det bedste af et glas vin i skødet på mig, dernæst undskyldt sig med, at den manglende motorik skyldtes nervøsitet, der igen fuldt og helt kunne tilskrives hendes kæreste. En høj og mørk advokat ved navn Mr. Darcy, fik hun indflettet, og så et øjeblik betydeligt mere sværmende end forlegen ud.
Hun insisterede på at give en øl som undskyldning. Derfor sad jeg nu på en café midt i det larmende London og konverserede en fremmed kvinde, der med sin hyppige latter gjorde et ret charmerende indtryk. Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde forladt fædrelandet for at tilbringe de kommende måneder i England, så jeg kunne få skrevet en biografi om en af nationens store forfattere. Og det var her, Cleaver og landstedet kom ind i billedet. For at få arbejdsro havde jeg nemlig lejet mig ind i det moderniserede lysthus, der var en del af hans såkaldte landsted. En idyllisk sag med vinduesskodder, mure dækket af kaprifolium og knejsende gamle egetræer omkring en smukt anlagt have. Men da jeg samtidig var afhængig af at kunne benytte Londons biblioteker og øvrige faciliteter til research, havde jeg også sørget for at leje en lejlighed i centrum af metropolen. Jeg manglede imidlertid stadig at få overdraget nøglerne. Dem skulle ejeren efter aftale komme forbi cafeen med, inden han drog af sted på en tre måneders rundrejse i Australien. Miss Jones sad til gengæld og ventede på de venner, hun med sit eget udtryk havde indkaldt til topmøde.
Vi skålede, fandt ud af, vi begge havde vores gang i forlagenes verden, talte lidt om biografaktuelle film – og mit efternavn. Fornavnet Peter havde hun ingen problemer med at absorbere, da det også oplever en noget overdreven brug blandt engelske forældre. Værre så det ud med det meget danske efternavn Laasbirk, som afstedkom en del hæs fnisen. Hun mente selv, at hendes udtale gjorde navnet mere eksotisk. Jeg var til gengæld tilbøjelig til at mene, at den snarere var en direkte hån mod det danske sprog, og foretrak derfor, at hun holdt sig inden for rammerne af det engelske. Efter en del munter diskussion indgik vi et kompromis, hvorfor jeg pludselig var udstyret med et ganske almindeligt og forståeligt engelsk navn, nemlig Mr. Lockwood.
Mine nøgler og de øvrige deltagere i Miss Jones’ topmødedelegation nåede caféen samtidig