Hanna Lützen

Hanna Louisa Lützen f. 1962 i København
Forfatter – oversætter

Biografiske oplysninger:

Mag. art. Litteraturvidenskab – Odense universitet 1994.

Debuterede med vampyrromanen ”Vlad” hos Gyldendal i 1995 og begyndte samme år som oversætter hos forlaget.

Er gift med Lennart Lützen og mor til Martine, f. 1998

Oprindelig publiceret af Forfatternet Kalundborg - 10. januar 2001  

Debut: 
1995
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Børnenes klassikere : fra Ivanhoe til Robin Hood" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Indhold: Sir Walter Scott: Ivanhoe. Victor Hugo: Klokkeren fra Notre Dame. Charles Dickens: Oliver Twist. Jules Verne: Jorden rundt i 80 dage. Anna Sewell: Black Beauty. R.L. Stevenson: Skatteøen.

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Politiken
    Sidetal: 
    375
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den grimme ælling og mig - bogen til filmen" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Billedbog. Rotten Rotto er på flugt fra den grumme hunrotte Doris. Under flugten overværer Rotto udklækningen af en grim ælling, og Rotto vil tjene på at vise ællingen frem som et misfoster

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Politiken : i samarbejde med A-film
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Spøgelserne i Hausers Palæ" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Clothilde besættes af det onde på sin 10 års fødseldag, og derefter tør ingen bo i familiens fornemme palæ. Mange år senere prøver den jævnaldrende Ursula at uddrive ondskaben.

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Politiken
    Sidetal: 
    141
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Jernfingre og andre sørøverhistorier" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Styrmand Mas fortæller disse sørøverhistorier om kaptajn Nasty, styrmand Jernfingre og deres vilde sørøverliv på de syv have ombord på fregatten Sirene til sin søn Marius

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Politiken
    Sidetal: 
    151
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Pigen der var bange for sin skygge" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Billedbog. En lille pige har en rædselsvækkende skygge. I takt med den vokser sig større bliver hun mindre.

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    2000
    Forlag: 
    Gyldendal
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Den hemmelige låge" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    På sin 5-års fødselsdag får Martin et dukketeater. Bag en hemmelig låge finder han en gammel Mester Jakel-dukke
    Fra 5 år

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    1999
    Forlag: 
    Gyldendal
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Rødt til en død årstid" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Noveller der bindes sammen, dels af at de alle foregår i et næsten normalt Holte, dels af en gennemgående figur, Gemma Grühle, der personificerer den underjordiske ondskab.

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    1997
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    206
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Miraklernes bog" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Krista er hittebarn og bliver bragt til det middelalderlige Esrum Kloster -  Her vokser hun op til en usædvanlig pige, der gerne vil lære lægekunsten for at tjene Gud, men hun undgår ikke konf

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    1997
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    183
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Vlad" af Hanna Lützen

    Bogens forside

    Vampyrfortælling, hvor Lucia gennem kaptajn Marescius optegnelser om skibet Demeters sidste sejlads lærer Vlad Drakula at kende. Først fascineres hun blot af Vlad, men hun lærer at elske ham

    Forfatter: 
    Hanna Lützen
    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    158
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Staudebedet

“Jeg tror, at der skal være et kontrolleret islæt af Tricia Guild farver over hele linien med undtagelse af
soveværelset; der skal kun være en diskret jugenbort under loftet, og så ellers hvidt over det hele ellers får jeg søvnforstyrrelser - borten designer jeg selv. Entreen skal vi nok diskutere lidt endnu, for jeg kan ikke se, hvordan du har tænkt dig at kombinere en plebejerisk skohylde med mine anstrengelser for at gøre hytten her egnet til menneskebolig!”

Mette Mie Siirlich stod med korslagte arme og et ansigt som en romersk imperators i timen for det sidste slag mod barbarerne. Søren sukkede og slog ud med armene i en håbløs gestus:

“Så glem den skohylde - det var bare et forslag.” Han erkendte nederlaget og strammede sig an for at redde den sidste rest af ære: “Men så insisterer jeg på at få absolut beslutningsret, hvad udendørsarbejdet angår - du kan ikke kommunikere med håndværkere, og jeg vil ikke have forsinkelser på grund af dine uigennemførlige ideer!”

Mette Mie svarede ikke; hun nøjedes med at nikke og sige en lyd, der kunne tolkes som samtykke, uden at hun havde forpligtet sig på et løfte. Søren smilede glad; endelig en ordning han kunne leve med - hun tog sig af indretningen og han klarede de ‘store udfordringer’ sammen med de tre håndværkere, som var hyret til opgaven. De to nybagte husejere stod på terrassen til den halvt istandsatte funkisvilla (ukærlige bekendte omtalte den som ‘murermester-klodsen’ vel vidende at Mette Mie til det sidste ville forsvare den som ‘funkis’) - firkantet og regelmæssig i proportionerne men sørgeligt misholdt fra kælder til skorsten - og betragtede deres værk som det hidtil var kommet til at se ud. Tagstenene var allerede skiftet - tegl, ikke billigt skiffer, og de nye vinduer var blevet leveret. I morgen skulle de monteres. I kælderen stod et varmluftsanlæg i fuld gang med at udtørre fugten i træværket, og et nyt gasfyr hang allerede på væggen. Efter vinduesmonteringen kunne Mette Mie begynde at fikse rummene op; gulvafhøvling tog ikke mere end et par dage, derefter lakering og så maling af væggene - måske skulle det gøres i omvendt rækkefølge, men det afhang af hendes tålmodighed. Alting lod til at skride planmæssigt frem, og Søren havde valgt at bære over med sin kones sitrende virketrang, så længe hun ikke ødelagde hans tidsplan væsentligt. Han følte sig tilfreds og lykkelig nu. Når de endelig kunne flytte ind til efteråret, kunne han se frem til et roligt liv som husejer på en fredelig vej, hvor naboerne sikkert havde nok i deres eget. Ro og fred! Og pasningen af huset, indretning og nyindretning efter nyindretning ville beskæftige Mette Mie et langt stykke hen ad vejen. Han undte hende fornøjelsen; hun havde ikke de store udfordringer efter at hun fik sit skulderprik i banken. Og børn kunne hun jo ikke få …ikke at det gjorde ham noget - han ville hellere have en hund, en stor jagthund der kunne trænes op til at udføre selv de mest komplicerede opgaver. Mette Mie talte heller ikke om børn længere, hun havde en ganske særlig evne til at lade sig opsluge af de små projekter hun konstant satte igang omkring sig. Jo, de skulle nok få det godt her.

Mette Mie granskede husets facade med tænksom mine; den gullige maling så intakt ud, men der var alligevel et trist, småbeskidt skær over huset. Måske skulle de få det trykspulet … Hun vendte sig om og lod sit blik glide over haven. Den var temmelig stor, og der var en høj, uplejet ligusterhæk hele vejen rundt om ejendommen, hvor perlegrus-indkørslen var det eneste brud i den grønne grænse mellem omverden og det private. Den skulle trimmes og klippes tredive centimeter ned. Der var græs over størstedelen af arealet, en fliseterrasse og noget der lignede en forsømt urtehave under køkkenvinduet. Nede i havens fjerne hjørne, på bagsiden af huset hvor terrassen også lå, var der en bar plet i det ellers så frodigt grønne græs. Hun havde mærkelig nok ikke set den før; havde ihvertfald ikke lagt mærke til den.

“Der er en bar plet dernede i hjørnet, har du set den før?”

Søren vendte sig desorienteret, han havde netop stået og overvejet sandblæsning til den massive egetræshoveddør. “En bar plet?” Hans blik fulgte Mette Mies pegefinger der strittede hen imod stedet. “Ja, du har ret. Lad os gå ned og se på den.” De gik langsomt gennem deres have og tænkte forventningsfuldt på, hvad gartneren ville kunne få ud af den - en pensioneret anlægsgartner havde tilbudt at bruge noge sensommeruger på planlægningsopgaven, og han havde allerede skåret en del grene af den store bambus, en tidligere ejer havde plantet i denne fjerne ende af haven. Det skulle nok give resultat. De nåede frem til pletten; den var større end det havde set ud til oppe fra terrassen. En perfekt cirkel med en diameter på mindst en meter.

“Tror du, at her har stået en tønde med kemikalier, eller sådan noget?” spurgte Mette Mie.

“Måske, det ser ihvertfald helt dødt ud.” Søren skrabede med skosnuden i den krakelerede jordskorpe. Stedets totale fravær af liv blev understreget af den omkringliggende frodighed, og da Søren satte sig ned på hug for at se det på tæt hold, lagde han mærke til en stor, sort bille der kom kravlende frem mellem græsstråene. Det var en hastig, tankeløs iagttagelse men han blev pludselig opmærksom, for nu hvor billen var nået frem til den nøgne plet, standsede den brat. Den stod lidt med spillende tentakler, hvorefter den langsomt begyndte at bevæge sig baglæns. Det så fuldkommen naturstridigt ud, og nu lagde han også mærke til, at der lå nogle døde insekter overalt i græskanten omkring stedet; Søren glippede med øjnene, men før han kunne sige noget til Mette Mie, var hun begyndt at løbe tilbage til huset, hvor mobiltelefonen lå på gulvet indenfor terrassedøren og ringede. Hun havde lagt den fra sig, da hun lå nede i panelhøjde for at måle afstanden mellem de nye stik. Søren så efter hende. Nu forsvandt hun ind gennem døren … Han vendte igen sin opmærksomhed mod den bare plet, samlede en håndfuld jord op i hånden og snusede til den for at finde ud af, om der var nogen kemikalielugt at spore. Der var ingen lugt. Jorden var uden den mindste antydning af hverken duft, fugt eller andre tegn på liv. Den var livløs. Søren lod jorden risle gennem fingrene og ned, hvor han havde taget den. Han ville rejse sig for nu begyndte det at prikke som nåle i benene, men i samme øjeblik var det som om en iskold hånd greb ham om hjertet og klemte med langsomme fingre. I et par sekunder var han overbevist om, at det måtte være et hjertetilfælde, men derefter blev det første chok afløst af en modbydelig sugende fornemmelse i hele kroppen. Han mærkede ‘grebet i hjertet’ blive slækket og rejste sig op. Den sugende fornemmelse blev stærkere og stærkere. Han stod lidt med bøjet nakke - måske var det blodtilførslen til hovedet, der var blevet afbrudt, da han sad på hug. Han blev en smule svimmel, og følte sig nu så mat, at han havde lyst til at sætte sig igen. Men så kaldte Mette Mie fra terrassen.

“Søren, kom herop. Der er nogen, der gerne vil kigge på lejligheden her i eftermiddag. Vi må hellere se at komme hjem og rydde lidt op, før de kommer!”

“Jah, jeg …kommer nu …” Med en kraftanstrengelse begyndte han at gå over græsset. Halvvejs snublede han og faldt. Han hørte et forskrækket udbrud fra Mette Mie, men havde ikke kræfter til at rejse sig igen. Han lå med ansigtet nedad, åbne øjne og tænkte på hvor sær verden dog så ud fra denne position. Det kriblede i græsset, mærkede han. Alskens småkravl; engang for længe siden havde hans gamle biologilærer fortalt klassen hvor mange tusinde insekter, regnorme og den slags der kunne findes på hver eneste kvadratmeter naturgrund. Det skulle nok passe. En mariehøne sad helt stille lidt ude i siden af det venstre øjes synsfelt.

“Søren! Hvad skete der? Kan du høre mig?” Mette Mie var nået frem, og hendes forsigtige greb i hans skulder afslørede, at hun ikke vidste, om hun turde vende ham, så hun kunne se, om han var ved bevidsthed.

“Jah, hjælp mig om på ryggen.”

Grebet i skulderen blev fastere, og i et snuptag fik hun vendt ham.

“Hvad skete der dog? Kan du ikke røre dig?”

“Joh, om et øjeblik går det nok bedre. Jeg …blev pludselig så …jeg ved ikke, hvad der skete, Mie, jeg følte mig helt tom …men nu begynder jeg at få det lidt bedre.” Han rejste forsøgsvis hovedet en smule, men måtte lade det falde tilbage med et blødt bump. Han var stadig så mat, som han aldrig havde været før, og det sugede endnu så sært i kroppen.

“Det er ikke hjertet, vel?” spurgte Mette Mie uroligt. “Jeg ringer efter en ambulance …” Hun skulle til at rejse sig, men Søren greb fat i hende med svage hænder. “Nej, nej. Det er ikke så farligt.

Hjælp mig lige op på terrassen … Jeg vil ikke ligge her på jorden …græsset, mener jeg. Det var jorden, tror jeg. Kemikalier … giftaffald ….hvad ved jeg. Lad os køre hjem!”

Mette Mie så tilbage på den bare plet nede i hjørnet. “Giftaffald? I vores have? Vent lidt …” Før han kunne nå at standse hende, var hun begyndt at gå langsomt hen imod pletten. Han ville kalde hende tilbage, men stemmen svigtede, og der lød kun et ynkeligt kvæk, som ingen kunne høre. Han blev en smule døsig og syntes efterhånden, at han lå ganske behageligt. Græsset var jo blødt at ligge på, og han lukkede øjnene. Bare for et øjeblik. Det skulle nok gå; ved Mette Mies hjælp kunne han nok få bakset sig op til terrassen, og hun kunne jo køre bilen rundt om huset, så han ikke behøvede at gøre andet end at bugsere sig ind på bagsædet. Der kunne han ligge, indtil de nåede hjem. Han så efter sin kone med matte øjne. Hvorfor gik hun nu fra ham? Havde han ikke bedt hende om at hente bilen? Han ville kalde på hende - i en bebrejdende tone - men stemmen svigtede. Ikke en lyd kom over hans læber, og i dette øjeblik vidste han, at det måtte være en drøm for bevidstheden om at han måtte advare hende fik hans rygsøjle til at stivne. Det var den klassiske afmagtsdrøm. Han vidste med pludselig klarhed, at hun var fortabt, hvis hun nærmede sig den forbandede jordplet. Den var koncentreret ondskab, der tålmodigt lå og ventede på sit intetanende offers ankomst. Og han havde sat sig ned og nærmest indsnuset den forbandede jord! Hvor tåbeligt! Og nu da han var udskadeliggjort, ville den tage hans kone; hans lemmer var ubevægelige og tunge. En blytung døsighed havde allerede taget godt fat i ham. Drømmebilleder af store, frie sletter hvor han kunne vandre med en livlig jagthund ved sin side flimrede for hans indre blik. Sentimentalt og urealistisk pladder, sagde en nøgtern instans i hans hoved (det lød som Mette Mies tonefald, selvom stemmen var hans egen). Men tænk at kunne nyde en så storslået ensomhed uden at blive kaldt tilbage - nogensinde. Han sukkede og glemte alt om den lurende trussel, der før havde gjort ham kold af skræk. Han ville fastholde den vidunderlige drøm med de livagtige billeder …

*

Mette Mie var standset op foran den bare plet. Hun stod lidt og så vantro på de grålige revner der løb som linier i en håndflade over hele cirklen. Bevægede de sig ikke? Nej, naturligvis gjorde de ikke det. Men Søren havde nok ret, i at der var blevet smidt noget giftigt her …og i så fald ville hun med det samme lægge nogle grene over, inden de tog afsted herfra. Hun gik over og samlede nogle af de afskårne bambusgrene sammen. Idet hun vendte sig med favnen fuld af grene studsede hun et øjeblik. Det slog hende, at den nøgne plet jord syntes at skrige efter vand, næring eller hvad som helst der kunne udfylde goldheden … Hun rystede på hovedet af sine egne tanker; det var jo absurd at forestille sig den slags ting. Hun skyndte sig at gå hen med grenene og smed dem fra sig, bøjede sig ned og spredte dem ud over cirklen med hektiske bevægelser mens hun beroligende råbte til Søren: “Jeg kommer nu, jeg skal lige …”

Hun standsede brat. Studsede igen; det var sært som de barokke tanker vedblev at trænge sig på. Skreg jordpletten virkelig ikke efter at blive mættet … eller var det kun hendes nervøsitet, der fik det til at kime for ørerne? Hun spredte grenene en smule igen, som om det kunne afgøre spørgsmålet, at hun kunne se direkte ned på det fine netværk af linier og furer. Hun måtte helt ned på knæ for ikke at strække ryggen på en forkert måde. Hernede, så nær jorden, fangede hendes blik alting bedre end før; Mette Mie havde lagt sine briller fra sig, da hun lå og inspicerede panelhøjden inde i huset, og hendes nærsynethed slørede alle detaljer i omgivelserne der lå udenfor umiddelbar nærhed. Men hernede så hun, at ude i kanten langs den ubevoksede cirkel lå en fin, smal bræmme døde insekter. Nogle lå endnu og bevægede de mange ben i en trist, søvngængeragtig dødskamp. Hvor mærkeligt! Hun lænede sig lidt længere ned, med øjnene missende for bedre at se - en gammel vane fra dengang hun endnu var for forfængelig til at indrømme sit behov for briller. Med et sæt rettede hun sig op igen og skulle til at rejse sig fra sin knæsiddende position. En frygtelig angst havde grebet hende; der var noget rivende galt her. Giftigt affald og pesticider var hendes mindste bekymring lige nu for den kulde der begyndte at gribe fat i hendes inderste skyldtes ikke følgerne af en ansvarsløs haveejers svinske handlinger. Hun følte sig som et dyr, der var gået i en fælde; det isnende greb tog til i styrke, og en forundret, skrækblandet erkendelse af det uafvendelige indfandt sig hos Mette Mie. Hun kaldte sin mands navn, og da han ikke svarede, kaldte hun igen - denne gang mere skingert i håbet om at blive vækket fra dette, som ikke var virkeligt men tværtimod en ond drøm af den slags, som man vågner svedig og gispende fra uden at huske, hvad den handlede om. Søren svarede ikke. Han lå få skridt fra hende, men han reagerede ikke på hendes kalden. Hun forsøgte at vende sig mod ham, men den beskedne anstrengelse det ville koste syntes pludselig uoverkommelig. Hun følte sig så tung i hele kroppen - det var næsten som om noget ligefrem sugede kræfterne fra hende. Hun blev siddende med blikket rettet nedad mod jorden, der tittede frem mellem de spredte bambusgrene. Hun så ned i et bundløst hul, hvor tomheden herskede men ikke desto mindre syntes at være fyldt af billeder, som hun genkendte, selvom de endnu ikke var blevet til virkelighed. Hun så sit nye hjem i den gule villa med de rene linier: Væggene havde fået farvestrålende tapeter, borter, guldkantede lister over mønstrede skabelonmalede felter. Gulvene var høvlede og lakeret blanke som en spejlflade; ingen kunne have gået på de gulve. Deres møbler var sat på plads og alting så ud til at vente på husets beboere, eller også var det hele for perfekt til at mennesker kunne indtage rummene med deres uundgåelige sliden og tilsmudsning af alt, hvad de kom i berøring med. Alting var så pragfuldt og rent, så uberørt og indbydende. Mette Mie stirrede fortabt ned i sin drøm, der var så nær ved at være opfyldt. Det var præcis sådan alting skulle se ud - og ville komme til at se ud. De skulle bare lægge kræfterne i og tage den sidste tørn … Men hvorfor fyldte synet hende med fortvivlelse og så sugende en tomhed. Hun kunne ikke slide blikket bort men måtte hjælpeløst blive siddende og se ned i det gabende hul, der var hendes fremtid. Hun sad længe og kiggede. Efterhånden blev fortvivlelsen og de farvestrålende fremtidsvisioner afløst af - ingenting. Det var en lettelse. Hun stirrede og stirrede ned i det tomme hul. Det føltes så fredfyldt, at hun slet ikke kunne rive sig løs, selvom der vistnok var noget vigtigt, hun skulle gøre. Nej, det var nok ikke så vigtigt, alligevel. Hun ville bare sidde her et lille øjeblik længere. Og det var også frygteligt så søvnig hun blev. Mette Mie lukkede øjnene og lagde sig ned på siden. Det var bedre. Hun magtede slet ikke at bevæge sig mere og ønskede egentlig bare at falde i søvn. Hvor var lydene her udenfor dog skarpe, når man lukkede øjnene. Hun kunne høre det kriblede omkring sig og syntes godt om det. Det var havens eget liv, hun kunne høre. Søvndyssende og trygt at være en del af.

*

Dagen efter var mandag. De tre håndværkere gik lige ind, eftersom hoveddøren stod åben. Ejerne var sikkert allerede kommet, men det var alligevel sært, for de havde ikke sagt noget om, at de ville komme. Blæsten udenfor fik de store plasticpresseninger for de tomme vinduesrammer til at blafre. De tre mænd begyndte at pille presseningerne ned, og da de nåede til vinduerne på husets bagside fik de øje på de to stille skikkelser bagest i haven. De lå lidt fra hinanden og så ud som om de var faldet i søvn. Den yngste håndværker stod nærmest terrassedøren. Han flåede den op og løb hurtigt ud. De to andre stod endnu lamslåede ved et vindue og så ud i haven.

Et par timer senere var to ambulancer kørt afsted med Mette Mie og Søren. Undersøgelserne på stedet kunne ikke påvise nogen årsag til tragedien: Der var ingen spor af vold, ingen faldlæsioner, ingen spor af gift. Det havde set ud som om ægteparret simpelthen havde lagt sig ned og holdt op med at trække vejret - ikke at der var tale om kvælning, der var absolut ingen cyanotiske tegn. De havde tilsyneladende bare lagt sig ned, og på et tidspunkt i løbet af det døgn de havde ligget i haven, var de døde.

Inspektør Karin Brennerup gik alene omkring på ejendommen. To tilsyneladende uforklarlige dødsfald. Hverken retsmedicinerne eller hendes egne folk havde fundet noget af interesse. Hun rystede på hovedet, strøg håret bag om ørerne og tog en cigaret fra pakken i lommen. Hun stod stille et øjeblik, mens hun fumlede efter lighteren i den anden lomme og spadserede derefter langsomt ned mod den bageste del af haven, der hvor kvinden havde ligget så nydeligt udstrakt, som om hun bare tog en lur. Karin Brennerup standsede ved det afmærkede sted, der tegnede ligets konturer i den stilling det blev fundet, og så beundrende på det cirkelformede, farvestrålende staudebed der var anlagt hernede. Allerede ved sin ankomst havde hun lagt mærke til dette pragtfulde bed, der virkede så overdådigt velanlagt og velpasset i den fjerne ende af den ellers lidt forsømte have. Hvis man skulle lægge sig ned og opgive ånden, så var dette da et smukt sted at gøre det, tænkte hun, blomsterne strålede af liv og kulør som et farvekort sammensat af Tricia Guild.

En lille, smal lagkageskæring af det cirkelformede bed fangede hendes blik. Det frodige, farvestrålende flor blev brudt af en smule ubeplantet, død jord. Sært at de ikke havde plantet bedet helt til. Det var jo ganske tydeligt, at det var anlagt som et cirkelrundt bed - der manglede bare en anelse blomsterfrø for at være fuldendt. Inspektør Brennerup gik langsomt omkring blomsterne for at se nærmere på pletten. Hun var selv en ivrig have-entusiast, og dette staudebed var det smukkeste, hun nogensinde havde set. Men den lille imperfektion irriterede hende en smule - det var synd, at beplantningen ikke nåede helt ud til græskanten. Hvorfor havde de dog ikke gjort noget ved det? Hun satte sig på hug for at se nærmere på den lille, nøgne bid jord. Da hun havde bøjet sig ned i blomsterhøjde, blev hun overrasket af den tunge, kraftige duft fra de saftsvulmende kronblade der alle syntes at være vendt mod hendes ansigt. Hun snusede ind i et dybt åndedrag og den sødlige, næsten organiske, duft gjorde hende helt euforisk. Hun rakte hånden ud og berørte først de mangefarvede blomsterkroner, hvorefter hun tænktsomt tog en lille håndfuld jord fra det tiloversblevne, nøgne felt af bedet. Det var en usædvanlig lummer formiddag, syntes hun pludselig og følte sig så sært døsig og svimmel. Måske kunne hun lægge sit hoved ned på det bløde græs et øjeblik - hun var jo alene på ejendommen nu.

Hun drømte de særeste drømme: Hendes krop blev tungere og tungere, og efter et stykke tid begyndte hun langsomt at synke ned i den bløde græsplæne. Dybere og dybere sank hun, og det myldrende, arbejdsomme liv af alskens insekter syntes at byde hende velkommen. Hun mærkede de bittesmå bevægelser og de næsten umærkelige bid i sin hud. Drømmen bød hende velkommen, og hun lod sig villigt finde til rette i den. Ingen grund til at vågne op nu hvor hendes trætte lemmer hvilede så godt. Hun havde været så stresset i den sidste tid …

Og mens Inspektør Brennerup lå afslappet på siden, tilsyneladende i dyb søvn, begyndte små grønne knopper at skyde frem af den triste grå jord i kanten af det store staudebed. Det gik så hurtigt, at det blotte øje, havde der været tilskuere i nærheden, kunne følge væksten. De spinkle, lysegrønne vækster fik mere krop, blev mørkere og lod deres bristefærdige knoppe sprænges i farver så stærke, at de ikke stod tilbage for resten af de frodige vækster i bedet. Til sidst var det lille hjørne af ubevokset jord dækket af blomster til overflod. Staudebedet var fuldendt.

Insekterne summede muntert i den varme sommereftermiddag; store humlebier svævede i luften omkring de mange, duftende blomsterhoveder, og en forbipasserende så gennem hækken at en kvinde lå helt ubevægelig på græsset i den gullige villas have.

Inspiration

Denne forfatter er næsten altædende, hvad angår gysergenrens mange bud på isnende fortællinger gennem tiderne. Den store gotiske roman fra det tidlige 1800-tal er udgangspunktet, derefter kommer de mange novelle-mestre som for eksempel Sheridan Le Fanu (Carmilla), Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe og til sidst nutidige chokmagere som Stephen King (Dean Koontz og Anne Rice tæller ikke med – jeg kan ikke holde dem ud). Det er denne litterære strømning, der igen og igen tiltrækker sig min opmærksomhed. Det er denne genre, der, efter min mening, kan læses i det uendelige uden, at man trættes af den. Der er tale om komplekse, evigt varierende udspil over samme tema – og den sande elsker af gyset bliver aldrig træt af at udsætte sig for det. Selv gammelkendte historier kan til hver en tid genlæses og nyfortolkes af gysernarkomanen.