Gunhild Løksa Lindø

Født i Dyrøy i Nordnorge 09.03.30. Voksede op i den lille bygd Brøstadbotn på et husmandssted. Faren var lærer, men også ansvarlig for gården. Var den ældste, havde to mindre brødre. Senere to til, men var da flyttet hjemmefra og i gang med en uddannelse som lærer ved Oslo Off. Lærerskole. Inden da realeksamen og studentereksamen som privatist. Underviste to år i Norge, giftede mig dansk og tilbragte tre år på Grønland. Sendte derfra artikler til et norsk dameblad, som - efter ønske - betalte med et vaffeljern!

Hele livet har jeg digtet og skrevet, som barn fortalte jeg for mine brødre og venner. Under krigen var chokolade betaling, den var nemlig nærmest umulig at fremskaffe! Senere var min fortællelyst til stor hjælp og fornøjelse i min undervisning i folkeskolen. Jeg improviserede ofte, og det var lidt svært at svare eleverne, når de kom og spurgte, hvor de kunne købe "bogen".

Har skrevet artikler til aviser og blade, en novelle, som blev publiceret i Politiken, minimusicals og teaterstykker for børn og voksne, masser af lejlighedssange, to projekthæfter over undervisningsforløb i musik (findes på landets skolecentraler), oversættelser i fagbog (norsk > dansk), børnebogen "Brumle og Joe Hugtand" (Gyldendal), og en bunke ikke udgivne manuskripter.

Jeg har stadig masser af ideer og skriver kontinuerlig, mens jeg venter på at blive "opdaget".
Der er bunker af stof på min harddisk.


Oprindelig publiceret Forfatternet Slagelse - 23. august 2001  

Debut: 
1998
Land: 
Norge

Bøger

Læs forfatteren

Mattis og Mustafa i kirke

Lige så snart Mattis så Mustafa, vidste han, at de ville blive venner. Det gjorde de også, inden der var gået en uge, var de nærmest uadskillelige.
Mattis´ forældre var glade for dette vensakb, for deres dreng havde været lidt alene i landsbyen, og desuden var de glade for, at han netop fik chancen for at blive farveblind, når det gjaldt mennesker.


Mustafas´ forældre var også tilfredse. De så med det samme, at Mattis var en rolig og betænksom dreng. Deres egen Mustafa kunne være lidt vild, men det skyldtes nu, at han var så umanerlig videbegærlig. Han ville vide alt, finde ud af, hvordan alting hang sammen. Det var af og til lidt strengt for Mattis, for han var den, der skulle slå bremserne i.

Da Mustafa kom og sagde, at nu skulle de gå i kirke, fik Mattis det underligt indvendig.
"Gå i kirke?" sagde han, "Vi går kun i kirke juleaften, jeg ved slet ikke, hvordan man gør de andre dage."
"Så du må hellere få lært," grinede Mustafa, "Næste søndag, vi gå i kirke! En anden dag du med i moské!"
Mattis sank et par gange, men så syntes han, det måske kunne være helt spændende, og så planlagde de, at næste søndag, skulle de i kirke. Måske skete der noget spændende!

De mødtes uden for porten. De havde begge deres skoletøj på. Lige så stille listede de ind i det, som måtte være kirkens entré, og den var fuld af mennesker. Der var også tre små børn, tre babyer. Den ene græd.
Der plejede ikke være grædende babyer i kirken juleaften, så allerede her, skete der noget nyt.
Folk sivede ind i kirken, og drengene listede med. De listede, fordi der var så stille. Folk hilste på hinanden, men de hviskede.
"Nogen sover?" hviskede Mustafa.
"Nej, det er det ikke, sådan gør man vist bare i kirken," hviskede Mattis tilbage. Han var ikke sikker på, at det var helt sandt, for juleaften snakkede folk.

Drengene fandt sig to gode pladser lige ved en søjle. Der kom flere mennesker ind, og mændene tog deres hatte af, hvis de havde nogen på. Mattis skyndte sig at tage sin cykelkasket af. Den havde han altid på, med skyggen i nakken. Kun om aftenen tog han den af og lagde den på gulvet ved sengen. Nu lå den ved siden af ham på kirkebænken.
Mustafa var barhovedet. Hans mørke hår krøllede. Mattis rørte ved sit eget. Det klistrede!

Pludselig satte orglet i.
Drengene fór sammen, og Mustafa greb Mattis hårdt i armen. Men Mattis følte, at musikken kom strømmende og fyldte hele kirkerummet, gled ind over bænkeradene, svævede op under hvælvingerne og krøb helt ind under tøjet på ham selv. Det føltes helt vildt. Og han vidste, at et kirkeorgel hverken havde fortærkere eller noget. Det måtte være det kraftigste instrument i hele verden!
Han kiggede hen på Mustafa, som sad stiv som en pind med øjne fulde af skræk.
"Det er bare et orgel," hviskede Mattis.
"Det stærk lyd. Orgel ikke farlig, vel?"
"Neh, nej, det er bare et instrument."
"Åh," sukkede Mustafa.

Så blev de små babyer båret ind, og så kom en dame i en sort kjole frem til dem. Mustafa så meget forbavset ud.
"En dame mullah, det kan man ikke!"
"Jo, en dame kan godt være...præst. Præst hedder det i kirken."
"Danske sære!"

Så begyndte dåben, og Mustafas øjne blev endnu større.
"Man vaske børn i kirke?"
"Nej, de bliver døbt, får navn."
Mattis følte nu, at han faktisk vidste en hel del. Han rankede sig.

De to første babyer sagde ikke noget til at få vand i hovedet, men den tredje satte i et vræl. Mustafa hoppede i sædet. Men da præsten bare snakkede løs, gnubbede han sig på plads og kikkede videre.

Så var dåben overstået. De små sov med sut i munden, og alle folk skulle rejse og sætte sig flere gange. Det var helt sjovt at finde ud af.
Men da præsten gik op på prædikestolen, trak Mustafa Mattis´ hoved ned til sin mund og hviskede forskrækket:
"Den sorte dame meget tung, hylden måske falde ned."
Mattis svarede ikke, for nu var præsten kommet op og de skulle rejse sig igen.
Hylden blev, hvor den var.

Præsten snakkede meget længe, men endelig gik hun ned igen, og Mustafa trak et lettelsens suk. Så begyndte folk at gå op mod alteret. Drengene fulgte med. De skulle ikke gå glip af noget. Da de nåede op til bænken med fløjl på, skulle de knæle. Mustafa var vant til at lægge sig på knæ, så han gjorde det bare, men Mattis så sig godt om først. Han ville ikke lave nogen fejl og blive til grin.
Ved siden af dem knælede en gammel mand, og han kunne det hele, så ham holdt de øje med.

Pludselig var præsten der og gav et lille rundt papstykke til hver. Manden spiste det, men Mattis kunne ikke få det til at slippe ganen. Han gned med tungen og sank og sank. Mustafa så det, og puttede sit i lommen.
Så kom præsten med noget i en kande.
"Saftevand?" spurgte Mustafa ind i Mattis´ øre.
"Nej, vin."
Så da præsten ville skænke op i Mustafas bæger, rystede han på hovedet.
Præsten løftede lidt på øjenbrynene, så gik hun til den næste.
Mattis slikkede sig om læberne. Det var noget sødt stads, den vin.

Uden for kirken kom præsten hen til drengene og hilste på dem, og så sagde hun til Mustafa:
"Hvorfor ville du ikke drikke altervinen?"
"Jeg muslim, ikke drikke vin eller spiritus, nej!"
"Nå sådan, det må jeg sige, du er loyal! Men du er velkommen i min kirke lige så ofte, du har lyst!"
Hun klappede ham venligt på hovedet.

På vej ned til kirkeporten kom Mustafa til at stikke hånden i lommen. Lynhurtigt vendte han om og løb tilbage til præsten.

"Jeg heller ikke spise brødet, du godt bruge det igen!"

Så spænede han glad hen til sin ven, mens præsten stod måbende og kikkede efter den spøjse unge.  

Inspiration

Min yndlingslæsning? Herre jemini, det er alt for meget forskelligt til, at jeg kan nævne bare en brøkdel. Jeg læser hver dag, især på sengekanten. Læser indtil jeg opdager, at nu digter jeg selv videre. Så er det tid til at lægge bogen væk og slukke lyset.

Jeg læser helst romaner, historiske, moderne, fremmedartede, mystiske og ikke mindst krimier.

Hvis jeg skulle fremhæve nogle forfattere, som jeg er særlig fascineret af, og som både sprogligt og indholdsmæssigt giver mig noget, måtte det være Carsten Jensen : "Jeg har set verden begynde" og "Jeg har hørt et stjerneskud", Herbjørg Wassmos romaner, dem alle sammen (som jeg læser på norsk), Colleen McCullough : "Sangen om Troja", Christian Jacqs "Ramses" 1 - 5, forskellige kinesiske romaner f.eks. Jung Chang : "Vilde svaner", Anne Marie Løn : "Prinsesserne" og Dværgenes dans", Anne Holts krimier, Leif Davidsens ditto og bøger som "Den niende indsigt", "Vinden er min moder", "Din følelsesmæssige intelligens" o.s.v.
Isabel Allendes bøger kan jeg læse flere gange, det er ellers ikke noget, jeg plejer.

Hvis jeg bare skal slappe af, læser jeg f.eks. Rosamunde Pilcher, nogle gange også på engelsk.

Men nu føler jeg, at jeg har gjort alle mine andre forfattere uret, for jeg læser mange forskellige. Jeg har også læst flere bøger om kvinder i fundamentalistiske muslimske lande. De svier i sjælen.

Når det gælder film, må de gerne være dybdeborende. Jeg er ikke så meget til grinefilm, heller ikke til "tjubangfilm" eller uforståelige fremtidsfilm, men jeg kan godt hygge mig med "Star Wars".

Film fra lande som Kina og Mongoliet finder jeg meget spændende. Menneskene der reagerer overraskende anderledes end os, somme tider ganske uforståeligt, men det er lige noget for mig.
Og engelske familiefilm og krimier. Jeg nyder sproget og de helt specielle løsninger på problemerne. Når det gælder krimifilm, er jeg vel nærmest "anglofil".

Musikalsk er jeg nok også til det mere "tunge", sådan at forstå, at pop har lille genklang hos mig. Men ellers æder jeg både rock og latin. Men klassikerne som Bach og Händel giver mig nu den største sindsro

Jeg kan godt lide revy, d.v.s. jeg foretrækker de professionelle. Alligevel har jeg selv både skrevet tekster til og har instrueret amatørrevyer. Det kan også være festligt!

Men bøgerne kommer først. Jeg elsker bøger, og det har jeg gjort, siden jeg lærte at læse. Egentlig behøver jeg hverken film eller billeder foran øjnene. Jeg danner dem selv inde i hovedet, når jeg sidder med en bog.

Det er måske derfor, jeg keder mig ved at læse fagbøger! De billeder man der skal danne, er for uinteressante - for en som mig!  

Til top