(Uddrag af en endnu utrykt novelle, en fortsættelse af Gøgeungen fra 1996, lavet i samarbejde med billedkunstneren Peter Hentze.)
Det var en sommerdag, mine børn legede i haven, min kone sad ved et bord og rippede ribs, jeg stod ved hækken og rev småkviste sammen, og nu og da stjal jeg mig til med forelskede blikke at betragte denne min hele herlighed. Inden længe, tænkte jeg, vil ungerne såmænd sidde, netop i denne tid, og læse til studentereksamen, min elskede vil rippe, men andre bær, og jeg, lidt ældre, vil måske ordne brænde, hvis ikke jeg vil stå her ved hækken og rive kviste sammen, eller måske ukrudt som jeg omhyggeligt har revet op forinden.
Sådan tænkte jeg i et stjålent øjeblik, hvor jeg hvilede min hage og mine foldede hænder på endeduppen af en helt nyt Lysbro-riveskaft. Ak, intet øjeblik varer evigt, med et var det som om jeg følte et stik af en finger i ryggen og et strejf af kulde fik mig til at gyse. Da jeg vendte mig om, var der ingen, men jeg så en skikkelse nærme sig med utrolig hast i en støvsky langt nede ad vejen.
Han lignede en skypumpe, som har mistet sin hale.
For jeg gik ud fra at det var en han, efter den energiske gang og klædedragten at dømme, og jeg rev videre, uvilkårligt lidt hurtigere. Jeg formodede, at han bare var en, der skulle ned til stranden og dyppe sig og slukke sin hvad-det-nu-var-for-en-brand i sit væsen og på et tidspunkt inden længe ville passere vort hus.
Der var lang vej endnu, og jeg kunne nå at skjule mig, ifald skikkelsen ikke havde set mig, hvad der var ringe grund til at tro. For for hans udsyn måtte der brede sig en uendelig flade af land med himmel over alle sider og en stribe, der markerer fladens forvandling fra jord til vand ret foran, ja vinkelret på personens næse.
Jeg kunne altså, lige så stille og uden opsigt, nå at skjule mig og gå i knæ bag hækken, som jeg ofte gør, fordi jeg ikke bryder mig om at virke nysgerrig.
Og det gjorde jeg. Jeg nåede at få revet en hel bunke sammen i den ende af hækken, som vender ud mod vejen og trække mig ind i skyggen fra bøgetræet midt på plænen, da jeg hørte hans energiske skridt. Et to, et to, støvskyen kom nærmere, så gjorde den holdt - lige ud for os. Det knasede i småstenene på asfalten, han gjorde et knirkende tilløb til at fortsætte, men blev så - der var ildevarslende stille, og jeg følte mig pludselig som et barn, der ikke ved om det skal fnise eller være ængstelig.
Da brød en stemme stilheden: "Det nytter ikke noget, du er set."
Det lød ligesom ral i en cementblander. Jeg genkendte den straks. Jeg rejste mig, "hej Børge," sagde jeg. Og jeg kunne høre, hvordan smilet på mit ansigt ikke passede til resten af det.
Jeg vidste, at jeg så latterlig ud, og der øjeblikkeligt ville komme en ond bemærkning - jeg følte mig afsløret - men det gjorde der ikke. Han havde ikke øje for noget, samtidig med at han så alt. Der flammede en vildskab i hans blik, som jeg først gættede på var en desperat mands kamp mod frygten for at blive skammet ud af det småborgerlige og snæversynede Danmark, for han bar en bredskygget, entreprenant australsk hat på sit hoved.
"Hej Børge Blæs," sagde jeg og kastede et skarpt blik på hans hat, hvorunder der lynede et par dybe hulspejl. "Sikke en flot australsk hat du har fået til at omgås med på dit hoved," sagde jeg.
Han var trådt nærmere.
Han svarede ikke, så blot på mig. Da vinden slog skyggen op over panden på ham, og et solstrejf samtidig faldt gennem det blående skydække og ned på hans djærve rødblissede drengeansigt, lignede det hele billedet på idyl. Havde det ikke været for hans blik, der jog gennem mig med sin ukendte frygt. Og da
han i det samme greb fast om min venstre overarm, er det ikke overraskende, at jeg følte dyb rædsel ved hans efterfølgende ord:
"Gorm, jeg er blevet dæmonisk!"
Han så sig med hurtige øjekast til begge sider, så kiggede han bønfaldende på mig, mans han kimede med min overarm som en domkirkeklokker. "Hører du!"
