Teksten er et uddrag af novellen ”Hvem tager skraldet?” fra novellesamlingen ”Blokker”, som udkom på Forlaget Bagland i marts 2007. Bogen er en samling barske historier om livet i et socialt boligbyggeri. Af ”Hvem tager skraldet?” ©Glenn Ringtved og Forlaget Bagland Der var ofte ballade i det hjem. Især i weekenderne. Skænderier, slagsmål. Naboerne talte om det, og det samme gjorde lærerne på skolen efter sigende. På et tidspunkt havde Elvirs klasselærer vist endda kontaktet kommunen, men de var i gang med en omstrukturering, lederen af socialforvaltningen var sygemeldt, og i det hele taget var afdelingens medarbejdere syltet ind i almindelig inkompetence og en stadig tiltagende ligegyldighed. Findes der nogen undskyldning? Tja, på de indre linier forsvarede man sig med, at arbejdspresset i afdelingen var blevet for stort. Ingen kunne simpelthen overskue at skulle tage en sag som denne op – også fordi volden jo ikke gik direkte ud over børnene, som souschefen udtalte til avisen.
Direkte.
På den måde fik alle vasket hænder: Naboerne, som udtalte, at de ikke havde nogen anelse om, at det gik så voldsomt for sig – der er jo trods alt noget, der hedder privatlivets fred; Elvir og Jelenas lærere og skolens ledelse, der desuden undskyldte sig med, at forældrene aldrig dukkede op til møder, hvorfor det var svært at foretage nogen reel vurdering af forholdene i familien; Og så selvfølgelig socialforvaltningen, der indirekte lossede skylden over på lokalpolitikerne. Men politikere er der ingen, der kan røre, de har jo deres små stødpuder i form af en række åleglatte embedsmænd. Det endte vist med, at en af disse lakajer blev sendt på fjorten dages ufrivillig ferie, som man sagde. Og dermed sluttede den mediedækkede del af sagen. Aviserne mistede interessen for sagen om drengen, der havde slået sin far ihjel. Der var nye sager, der havde større prioritet. En pige var blevet seksuelt misbrugt af stort set samtlige sine familiemedlemmer – en dansk pige endda. Det rykkede mere hos befolkningen end et knivstikkeri i en tilfældig indvandrerfamilie.
Men for Elvir og hans lillesøster var det langtfra slut. For dem var det blot begyndelsen til et nyt mareridt. Der var selvfølgelig druk inde i billedet. Elvirs far drak for at glemme sine oplevelser under borgerkrigen i det, der engang hed Jugoslavien. Men han var ingen god drukkenbolt. Efter tre genstande kunne han stadig være charmerende og festlig, efter fem begyndte han at blive stikkende og ondskabsfuld, og efter syv var han direkte farlig for sine omgivelser. 
Udadtil holdt han stilen. Mødte til tiden på slagteriet, knoklede som en hest, og var i det hele taget et billede på vellykket integration. Han drak endda en fyraftensbajer eller to med kollegaerne hver fredag, inden han cyklede hjem. Hvad kollegaerne ikke vidste var, at han standsede ved købmand Bruun og købte forsyninger til resten af weekenden. Tuborg og Rød Aalborg. Jo, det kan man sgu kalde integration. Han drak en øl til, inden han nåede hjem, og en enkelt pilsner og snaps inden aftensmanden. Så var han ved at være klar til at give familien helvede. De boede i det, man måske vil kalde et socialt belastet kvarter. I samme blokker som Jimmy, som vi mødte i den foregående historie. Det var et område, hvor man var vant til højlydte skænderier og lejlighedsvise besøg af politiet. Familien var økonomisk presset. Morens psykiske tilstand gjorde det umuligt for hende at arbejde mere end få timer ad gangen. Hun havde set sin far og bror blive likvideret af serbiske lejetropper, hvorefter hun selv blev voldtaget på skift af de samme mordere. Nogle på kommunen kaldte det dovenskab og smækkede pengekassen i. De var jo også presset fra oven, udtalte de senere og med oprigtig beklagelse, men med en regering, der henter støtte hos Dansk Folkeparti, kan det jo ikke være anderledes, sagde de og tilføjede, at det jo ikke var dem, der havde stemt regeringen ind. Der havde vi alle et ansvar. Jo jo.
Elvir hadede fredage, hadede weekenderne. Når andre gik opløftede hjem fra skole fredag eftermiddag, meldte knuden i maven sig. Han vidste, hvad der ventede. Han var fjorten år. Under den kriminelle lavalder og i hans tilfælde en ulyksalig alder. En alder hvor mange render til fester hver og hver anden weekend, hvor man besøger venner og ser film og spiller computer, eller bare hænger ud et eller andet sted i byen for at slippe hjemmefra. Men ikke Elvir. Han turde ikke efterlade sin mor og søster alene med faren. Han blev hjemme og vogtede over hver eneste af farens bevægelser.
Disse fredage ligger der altid en nervøs stemning over lejligheden. Deres mor tager imod dem med eftermiddagste, som hun plejer, hun smiler, men der er ingen glæde i hendes smil. Hendes øjne er urolige og vandrer ustandselig rundt i de små rum. Tag nu din taske ind på dit værelse og stil skoene rigtigt. Klokken er tre, hun har et par timer til at lave middagen perfekt. Perfekt, perfekt, perfekt. Der må ikke være den mindste lille ting at sætte en finger på. Der er jo igen grund til at fremprovokere noget. Elvir og Jelena kender rutinen. De drikker deres te, spiser et stykke brød og går tavse ind på deres værelser for at rydde op. Alt skal være perfekt, men intet kan være perfekt. Der er altid en lille ting, man har glemt eller overset. Da de er færdige, er det bare at vente. Vente, vente, vente.
Klokken bliver fem. Huset dufter af farens livret, men det er sjældent en formildende omstændighed. Så høres en skramlen ved døren. Deres mor er ude for at åbne, inden faren når at få sin nøgle i nøglehullet. Hun tager hans jakke. Hendes febrilske servilitet irriterer ham allerede.