Gerz Feigenberg

Gerz Feigenberg er født 1956 i København, hvor han også voksede op, afbrudt af kostskoleophold i Norge og Schweiz. I 1969 flyttede familien til Israel hvorfra den vendte tilbage i 1971.

I 1976 blev han exam. art. i teatervidenskab og uddannede sig siden fra 1978 til 1981 som skuespiller ved Skuespillerskolen på Århus Teater.

Han debuterede med romanen "Du skal ikke skånes" i 1980.

Han ernærede sig i de følgende år først og fremmest som skuespiller, efter 1995 først og fremmest som forfatter og tildels som instruktør. Han er stadig skuespiller og skriver foruden romaner meget for tv, radio og for teatret, senest bl.a. "Sidste breve fra Stalingrad" (Mungo Park Teater og DR TV Drama 1999) hvilket han selv iscenesatte og "Tilfældighedens Engel", Det kgl. Teater 2000, iscenesat af Klaus Hoffmeyer.

Hans værker kredser om spændingsfelterne mellem fantasi og virkelighed, skæbne og tilfældighed, magt og hengivelse – hvad er virkeligst, virkeligheden eller vores fantasi om den? findes skæbnen eller opstår den af tilfældigheder? kan magten give efter og hengive sig eller er hengivelse umulig i en verden hvor det enkelte menneske lever i stadig større afsondrethed?

Disse temaer behandler han med forskellige udgangspunkter – en families historie som i "Bastard" og "Til månen og til venstre", et undtagelsesmenneskes krise som i "Verdens største mand", "Grimmsburg" og "De døde mænds huse", eller i samtidshistoriske brændpunkter som i "Sardinens begravelse".

Gerz Feigenberg er gift, har to sønner og bor i København.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederiksberg - 23. januar 2001  

Debut: 
1980
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Han havde to kærester på en gang, Grethe og Habiba. Grethe læste statskundskab og røg Sobranie og var vild med Carl Lange – ham fysiologen, ham med James-Lange-teorien, "jeg er ked af det fordi jeg græder, jeg er bange fordi jeg ryster," alt det der – og hun havde hår så tyndt som vinden og lyst som æg. Habibas hår var stridt og sort, hun passede en telefon hos et computerfirma og havde otte søskende og hendes far og mor troede de kunne få hende til at gifte sig med Abdul hjemme fra Langtbortistan. Grethe mødte han om natten og de drak Frozen Marguerita og coratado og elskede i baggårdene når solen var ved at stå op. Habiba mødte han om søndagen og de gik tur i parken og så video og gik i bad. I begyndelsen. Så blev det anderledes. Han bad Grethe farve sit hår sort, og tog hende til te på et hotel. Habiba gav han øl for første gang og sorte blonder, hun måtte ikke gå i andet. Han tog Habiba ud i natten, og Grethe med i kirke. Han fik Habiba til at affarve sit hår og tog hende op ad skraldespandene, når hun var skidefuld. Grethe forbød han at tale om Carl Lange, og at tage til Sverige. Hun skulle ikke mere studere, sagde han, men få et job. Habiba gav han bøger, han meldte hende ind i studiekredse og fik hende til at lytte til foredrag af Herbert Marcuse til tidlig om morgenen. Det mærkelige er, at ingen af dem gjorde vrøvl. Grethe opgav statskundskab og Sverige, hun strikkede og læste ikke mere. Når nogen talte om James-Lange-teorien, lo hun og sagde at alt det, det var hun slet ikke klog på. Habiba blev student og sad i lange nætter med en flaske Bushmill og røg smøger mens hun læste Kant og Hegel. Han har fortalt mig om det. Hver gang han var sammen med Habiba, savnede han Grethe, hver gang han var sammen med Grethe var det omvendt, sagde han. Derfor. Til sidst satte han dem begge stævne på en grå kafé. De kom og så hinanden – ingen af dem vidste at den anden fandtes. Han gik. Og så dem ikke mere. Habiba er død, har nogen sagt. Grethe har en præstemand, der banker hende når hun har købt kaffen for dyrt. Siger han. Måske er det løgn. Han har fået affarvet sit hår. Det klær ham ikke, og han ved det godt. Jeg ser ham ikke mere.

For enden af floden er Fragonard og jeg frygter ham. Han er frygtet af alle, ve den der fornægter sin frygt! Men giv mig et firben og jeg skal oplyse himlen med dets ubevægelighed. Din mund skælver, min elskede. Jeg begærer dig allermest når du er bange – jeg skammer mig, men sådan er det. For enden af floden venter Fragonard med sine tolv ryttere hvis manker lyser og hvis øjne er sorte af sod. I firbenets grønne farve og kun dér findes en modgift. Send dem afsted, fra alle verdenshjørner, lov dem plads i mit våben og i min erindring, lov dem hvad som helst, men lad dem komme, lad dem komme til min hånd og stille sig i min tjeneste. For enden af floden er Fragonard og ham frygter jeg. Jeg har aldrig set ham, har du? Kig ikke væk, følg ikke fuglenes træk med dit blik, se på mig, tal til mig, og sig om du har set ham? Hvorfor svarer du ikke? I hestenes dal fortælles det, at der er tre ord man kan sige, så er Fragonards magt brudt. Jeg ved end ikke hvori hans magt består. Nej, visk den tåre væk, min elskede, jeg vender

tilbage. Men firbenene er tavse og intet kommer til mig som modgift, hverken fra stepperne, eller bjergene, eller dalen eller havet. Alt er stille. Hvis jeg bare kendte de tre ord. Hvorfor ser du sådan på mig, elskede? Kender du de tre ord? Kender du Fragonard? Du tier, du smiler. Sig til mig at du ikke kender ham! Sig det! Sig det!