18.oktober 1919 blev jeg født i et lille hus i Trørød i Søllerød. Far var arbejdsmand, og mor og han havde tidligere været ansat hos A.C.Illum på Strandvejen i Vedbæk som herskabskusk og stuepige med bolig i "eget" hus placeret ved den store låge, der markerede indgangen til Illums herskabshus.
Far ville ikke længere tjene et herskab og han og mors ambitioner gik fælles i retning af at ville have eget hus og en mere selvstændig tilværelse, om end det i starten måtte blive forskellige arbejdspladser for ufaglærte .
Jeg var den yngste af 3 piger. Snart blev der købt jord af Clausen på Hawarthigaarden og bygget et lille hus på Øverødvej 185, hvorfra vi begyndte skolegangen i Gl.Holte Skole. Mor havde nok et skrivende talent, men brugte det kun i lejlighedssange. Som arbejderkone, men af god familie og med "fine fornemmelser" efter omgivelsernes udsagn, havde hun det ikke let. Hendes og fars ægteskab knagede som årene gik, men revnede først efter 28 år
Jeg blev kontoruddannet efter 7.klasse, tidligt gift til gode kår og fik to dejlige børn. Jeg har haft samme adresse i snart 50 år, en bofasthed der er nødvendig for mig som kontrast til de mange flytninger i min barndom. Min første mand døde i 1967. Efter halvandet år giftede jeg mig så med min nuværende mand. Jeg har altid været skrivende. Artikler og kroniker til dagblade og tidsskrifter, noveller og romaner plus erindringer. Da børnene var næsten voksne fandt jeg tid til at sidde på skolebænk. Tog realeksamen, derefter studentereksamen og blev cand.mag. i dansk og retorik fra Københavns Universitet som 59 årig. Samtidig levede vi et godt liv med 3 voksne børn i huset i Virum, et sommerhus i Kikhavn og lidt interessearbejde i bestyrelser, menighedsråd og provstiudvalg for mit vedkommende, og som det mest krævende formandskabet i Modersmål-Selskabet, som jeg var medstifter af i 1979. Bidrag til 20 årbøger i Selskabet og et par selvstændige bøger er udkommet. Stednavne på Reersø, en danskfaglig bog med forudgående forskning i sted- og personnavne, og H.C.Andersens kunstnerproblematik (Reitzel 1994) om 5 af HCAs eventyr, og hvad man i dem kan slutte om hans karakter, menneskesyn og kamp for den livsholdning, han valgte at gøre til sin.
Jeg har skrevet om min barndom i Søllerød, om de senere år på Blindehjemmet på Mariendalsvej, Frederiksberg. Mine noveller er oversat til engelsk i Net-Bog-Klubben, som jeg var med i over en periode. Sammen med bogen Barndommens oase har de været tilgængelige på nettet. Der er tale om dramatiske og dybt alvorlige hændelser og også lys, let impressionisme - alt med udspring i selvoplevelser.
Jeg er medlem af Dansk Forfatterforening siden 1979, og de tillidsposter, jeg hidtil har beklædt gennem tilværelsen, har baseret sig på min lyst og evne til skriftlig og mundtlig fremstilling - retoriske arbejder der skulle udføres i form af hyldesttaler ved prisoverrækkelser og desuden skønlitterære tekster til fag- og andre tidsskrifter. Uden disse arbejder var det vel blevet til flere bøger. De ligger i skuffen, eller nu snarere på computeren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Lyngby-Taarbæk - 26. juni 2000
Gerda Thastum Leffers yndlingslæsning Jeg læser nutidens forfattere. F.eks. Peter Høegh, Ib Michael, Bo Green Jensen, Carsten Jensen og Rifbjerg ikke at forglemme - af "pligt" og lyst - de to begreber kan ikke skilles, når man er skrivende. Hvad skrives der i nuet af andre? En bog med i sofahjørnet og en skål med noget at nippe til. Jeg glemmer at nippe, hvis bogen har kvaliteter. Blixen, Martin A.Hansen eller Willy Sørensen - måske Finn Søborg eller Mogens Klitgaard - og selvfølgelig H.C.Andersen, hvor man altid kan finde et eventyr med apropos til nuet. Jeg finder næsten i blinde bogen det gælder netop Nu.
Musik sammen med læsning duer ikke. Men jeg har mine Mozart-dage, og andre hvor jeg må have STOR musik og være alene i huset, andre igen hvor Aksel Schiøtz uvægerligt får mig til at forlænge morgentimen med tekoppen.
Skal en nyere filmisk oplevelse fremhæves, må det blive Livet er smukt. En film fra 1997. Auschwitz som eventyr" og lignende har været sagt kritisk, men andre gav den enestående gode anmeldelser. Filmen er uden sammenligning den stærkest virkende i fremstilling af Auschwitz’ rædsler. Den stærkeste påmindelse nogensinde om holocausts grusomheder - nødvendig som påmindelse om hvad der kan ske igen, skønt vi svor et aldrig mere efter sidste krigs ophør, og konstateringen af de grusomheder der var hemmeligholdt Rystende hvor forskelligt mennesker kan opfatte, til trods for et fælles fundament af den stærkest mulige afsky for alt og alle der kan finde på at udviske og banalisere holocaust ja sågar fornægte dets eksistens.
Dybt grebet og berørt i mit inderste, hvor mit livs alvorligste og mest dramatiske erindringsstof fra årene 1939 til 1945 ligger gemt men aldrig vil blive glemt, måtte jeg hen i et hjørne af biografen og græde ud, før jeg kunne krydse Rådhuspladsen, hvor solen skinnede og livet var smukt.
Sådan en oplevelse er værd at tage med som overgang til blidere toner - kald det en art inspiration, hvis den ellers kan fremprovokeres.
Kunsten er gratis til rådighed i gader, parker og anlæg, i form af skulpturer, ornamenter, arkitektur. Det hænder, at "kedelige" indtryk sætter noget i gang, som "ikke-kedelige" slet ikke havde kunnet. Tomgang er tit et godt afsæt.
