Frank Madsen

Frank Bruun Madsen er født i Kalundborg i 1962 og har tegnet, siden han var 5 år.
Hans første offentliggjorte tegneserie var en månedlig side om "Uffe Ulv" til Avisen Kalundborg i 1980, inspireret af Anders And-tegneren Carl Barks og den danske Disney-tegner Freddy Milton.

I 1982 flyttede han ind på Tegnestuen Gimle, hvor han siden har arbejdet sammen med Sussi Bech, Per Vadmand, Niels Roland og en halv snes andre danske tegneserietegnere. Hans første professionelle tegneserieopgave var en 13 siders historie med Søren Spætte, som han skrev og tegnede for det svenske forlag Semic (trykt på dansk i månedsbladet Søren Spætte nr. 2/1985).

Omtrent samtidig overtog Frank Madsen avisstriben Hans og Grete efter Helge Halls død i 1983, og producerede den daglige stribe indtil 1986, hvor arbejdet med en anden tegneserie, Jim Spaceborn for LEGO, krævede hans fulde opmærksomhed. Samarbejdet med LEGO var kommet i stand i 1984, hvor LEGO forsøgte at udvide sit univers med tegneserier, børnebøger og legebøger. Kun Jim Spaceborn fandt nåde for anmelderen på DRs "Dine børns bøger", hvor man oven i købet lavede et lille hørespil med tale og lydeffekter til en sekvens fra det første album, "Galaksens hemmelighed". Frank Madsen skrev og tegnede i alt 3 album på 46 sider og 3 mini-album på 24, som blev udgivet på forskellige forlag i 6 lande, bl.a. Tyskland og England. I 1987 lukkede LEGO sin forlagsvirksomhed, men Frank Madsen fortsatte indtil 1996 med at lave layouts til LEGOs kataloger, annoncer og reklamefilm, via reklamebureauet Advance.

Sideløbende med disse opgaver havde Frank Madsen fundet tid til at eksperimentere med sine egne projekter, bl.a. et tegneseriehæfte med titlen Stegte Striber, som han selv redigerede og udgav tre numre af i 1984-85. Hovedserien var en superhelteparodi med den danske superhelt, Frikadellemanden, der fik sine superkræfter efter at være blevet bidt af en radioaktiv frikadelle, og siden kom på eventyr i USA og det daværende Sovjetunionen, hvor han krydsede klinger med KBG-chefen Karla, kom til at lukke luften ud af Tjernenko og mødte Verdenskommunismens Spøgelse.

I 1988 påbegyndte Frank Madsen arbejdet med serien om Kurt Dunder, hvis første afsnit, "Kurt Dunder i Afrika", blev bragt som månedlig føljeton i HK-bladet. Historien blev udgivet som tegneseriealbum af Forlaget Carlsen i 1991, og i 1994 fulgte "Kurt Dunder på Grønland", der blev bragt som daglig tegneserie i dagbladet B.T. Tegneseriehistorikeren Anders Hjort-Jørgensen skriver i sit tegneserieleksikon fra 1997: "Tegneserien er et eksempel på underholdning af høj kvalitet, velfortalt, logiske og sammenhængende historier som kan nydes af såvel børn som voksne. Der er for få af den slags tegneserier i 90'erne!"

I 1996 gik Frank Madsen i gang med det tredie album om Kurt Dunder, "Kurt Dunder i Tyrol", som for tiden kører som føljeton i FDF-spejdernes blad GLIMT og udkommer som album i starten af år 2000. Album 4 er planlagt til udgivelse i år 2001, og bliver en selvstændig fortsættelse af album tre, hvor Kurt Dunder og hans venner drager til Jordan for at finde tempelriddernes skat.

I 1996 var Kurt Dunder den første danske tegneseriefigur med egen hjemmeside på internettet, udformet som hans dagligstue og fyldt med aktiviteter. Bl.a. kunne man prøve at bevæge sig rundt som Kurt Dunder i Zaires hovedstad Kinshasa, hentet fra et CD-ROM projekt som firmaet Mediamix puslede med i 1995, men som løb ud i sandet p.g.a. manglende finansiering. Hjemmesiden ligger på "www.frankmadsen.dk/kurt_dunder", og i 1999 har man hver dag kunnet følge Kurt Dunders oplevelser i Afrika. I september samme år blev "Kurt Dunder på Grønland" solgt til føljeton-offentliggørelse på Dansk Total Distributions hjemmeside "www.runnerteam.dk". Ud over disse humoristiske tegneserier har Frank Madsen også lavet en del sort/hvid tegneserier, bl.a. til "Kulørte Sider" og "Kannibal", undervisningstegneserier for Gyldendal, Anders And manuskripter for Egmont og mange andre kommercielle tegneopgaver.

Sideløbende med tegneserien har Frank Madsen arbejdet med storyboards til TV-reklamer og tegnefilm, bl.a. for In-Wear og Matinique i 80'erne (Helge Steen-Knudsen og Mikael Salomon), LEGO 1993-96 (Advance), Volkswagen, Sundhedsstyrelsen (BBDO), Grønlands Hjemmestyre m.fl. I 1998 arbejdede han i tre måneder på storyboardet til A-Films næste store tegnefilm, "Hjælp! Jeg er en fisk!", der får premiere til jul og som skal følge successen op fra selskabets film om Jungledyret Hugo. I alt 7 personer arbejdede sideløbende med at udarbejde scenerne til en af Danmarks hidtil dyreste film med et budget på 101 mio. kr. Frank Madsen lavede storyboard på scenerne i midten af filmen, hvor børnene ankommer med fiskebus til det totalitære fiskesamfund og skal finde den forsvundne eliksir, der kan gøre dem til mennesker igen. September 1999 er Frank Madsen blevet hyret af ITE/Sandrew/Metronome til at tegne storyboard på "Hugo - the Movie", den første tegnefilm om Skærmtrolden Hugo, der vil få premiere i biograferne verden over om et par års tid. Instruktør er Jørgen Klubien.

I 1988 startede Frank Madsen foreningen Danske Tegneserieskabere, en professionel brancheforening der siden har fået 62 medlemmer og varetager tegnernes interesser overfor Kulturministeriet, med sæde i bl.a. Copy-Dan, Dansk Kunstnerråd og Samrådet for Ophavsret.

Udstillinger:
Galleri Asbæk, Kbh. 1989
Prato, Italien 1989
Helsingfors, Finland 1990
Göteborg, Sverige 1990
Lissabon, Portugal 1991
m. fl.  

Oprindelig publiceret ForfatterNet Birkerød - 16. august 2000  

Debut: 
1980
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren
Inspiration

Fagbøger om emner, der interesserer mig, f. eks.historie, geografi, religion, mytologi, kirkehistorie, pressehistorie, byhistorie, arkitektur.

Krimonalromaner , f.eks. Conan Doyle, Raymond Chandler, Simenon.

Aviser, p.t. Weekendavisen, Politiken, Kristeligt Dagblad, Te Guardian.

Tidsskrifter, f.eks. National Geographic og Scientific American.