Eva Marie Hansen

Født i Ø. Ulslev på Østlolland.
Flyttede med familien til Toreby sogn, da jeg var tre år, og kom derfor i Flintinge skole. Det var et lille hyggeligt "universitet", som jeg holdt meget af. Undervisningen bestod hovedsageligt af læsning, regning og SKRIVNING bl. andet FRISTIL og religion, og foregik tre dage om ugen.

Fridagene blev som regel brugt til børnepasning og roelugning og lignende. Dog var der enkelte stunder i valnøddetræet, hvor jeg i fred og ro (om sommeren) udviklede mine skrivefærdigheder på tilfældige lapper papir og med blyant. Som ung husassistent skrev jeg kun lidt og mest i "dølgsmål", og de udvalgte værker blev gemt på bunden af en kommodeskuffe. I 1946 blev jeg gift med en frilandsgartner, fik tre børn og fast arbejde i marken herhjemme, men altid med blyant og papir i lommen.

Som uddannelse blev det senere til fire vintre i aftenskole og en uges ophold på Krogerup Højskole.

Da jeg som halvgammel kone samlede mod og optrådte ved en kulturuge i Nykøbing F., blev jeg så bidt af sagen, at jeg meldte mig ind i skriveforeningen "Pegasus". Her vandt jeg en præmie for digtet "Gamle Marianne".

Min sidste merit er udgivelsen af digtsamlingen "Min pen og jeg", der udkom i august måned 2001 på forlaget FOFO og kan således kalde mig forfatter.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Storstøms Amt - 20. november 2001  

Debut: 
2001
Land: 
Danmark
Til top