Født:19. marts 1940.
Skønlitterær debut: Flyvende start.
Den skrivende balletdanser, det er mig.
Der er to afgørende ting for mig i skrivningen, den ene er min stræben på at lade sproget og handlingens udtryk være båret af sanserne, altså at fortællingen virker oplevet. Skal jeg være lidt fræk, så finder jeg den meste romanskrivning, jeg stifter bekendtskab med sprogligt farveløs, u-oplevet og alene plot-orienteret. Rutine ved PC’en? Jeg søger ganske enkelt et kunstnerisk sprogudtryk. Den anden ting er, at fortælleren, forfatteren i mere eller mindre åbenlyse forklædninger, eller et "jeg", er kraftigt til stede i sproget. Det er jo to sider af samme sag, kan jeg se.
Med sanserne mener jeg ikke bare de fem-seks stykker, der er officielle, plus den humoristiske – men også indre sanser, altså følelsernes register.
Historie-fortællende psykologi. Sex ser gennem en prisme
Den mangefaceterede prisme, slebet egenrådigt af undertegnede, er Myter, Sagn, Opdragelse, Religion og Eros, Skyld og Komplekser, frisind før og nu, akademisk sexologis idioti, m.m..
Min fortællestil har jeg rendyrket i "Lystens og Ulystens Historie", som jeg elskede at skrive, og som jeg dumdristigt erklærede for et værk stående på skuldrene af den Kulturradikale tradition. Ups! Nu véd jeg godt, at højrekræfterne i dette land gør Kulturradikalismen til syndebuk for alt råddenskab og elendighed i dagens samfund, fra pornoficeringen til marxisterne på universiteterne og så fremdeles. At save den gren over man selv sidder på er et af mine specialer.
Men: Kulturradikalisme er for mig ikke spor mystisk eller farligt, men simpelt hen tre k’er, kritisk, konstruktivt og kunstnerisk. Hurra, så enkelt. Værre er det s’gu heller ikke.
Det er da også tankevækkende, at det eneste positive, der kom frem offentligt om "Lystens og Ulystens Historie" var i Georg Metz’ klumme i Information. ”Et bredt anlagt, rigt, oplysende og inspirerende værk om så at sige det hele...” endog var det "øjenåbnende". Denne skamros solgte ikke så meget som én bog. Det var da pænt af manden, men jeg havnede altså i en finkulturel, kulturradikal… niche, hvor jeg får klaustrofobi af at være. Og ikke tjener en krone på at opholde mig i, skulle jeg hilsen og sige.
Jeg er for medierne, aviserne især, mere eller mindre "den skrivende balletdanser", jeg bliver ikke anmeldt. Sagen er, at dagbladene anmelder cirka ti procent af de bøger, der bliver udgivet, og man vælger de par håndfulde, som man jo skal anmelde (og ikke må misse!) og dertil nogle debutanter, og så er det bal forbi. Mine bøger havner i redaktionens kasse, hvor det bugner med andre bøger til mandelgaver og lotterigevinster til avisens julefrokost.
Roman i fire lag
Min spændingsroman "Smeltepunktet" foregår på fire planer, og hvis det er for højtideligt: har fire hovedtemaer. Et nutidigt og eksistentielt for romanens hovedperson, et politisk i opgøret med USA's imperialisme og krigshykleri, et historisk-græsk i dramatiske former omhandlende blodhævn – og til sidst en kriminal-intrige, som langsomt "opspiser" de andre planer. Tænk, jeg synes det er lykkedes, og det syntes Karsten Just i sin lektørudtalelse til Bibliotekerne også, han slutter således:
"Eske Holm fortæller denne stofrige roman med stort bravour, personerne får liv, det græske samfund males frem, natur og omgivelser danner et bagtæppe for de dramatiske begivenheder, og erotikken spiller en afgørende rolle. Flot roman, hvor fortid og nutid blandes sammen på bedste vis, og hvor Holm har tag om handling og personer, hele vejen igennem."
Til gengæld blev jeg hånet og nedrakket af Bo Tao Michaelis, som totalt måtte forvanske mit værk for at fyre sine egne fordomme om dette og hint af. Min eneste anmeldelse og i Politiken, Ak og Ve. Bjørn Bredahl var så large at lade mig svare og forsvare min lemlæstede roman. Bo Tao Michaelis sarkasmer synes at hørme af Jantelov.
Man skal have det sjovt og glædeligt, når man skriver, ikke som min gamle ven Peter Høeg, som bruger ti år og en religiøs guru for at klemme en roman ud. "Det tog mig flere år at skrive et par sider, der duede", sagde Peter i radioen, og hvis jeg havde kunnet finde hans adresse, havde jeg skrevet, "Kære Peter, så synes jeg du skulle finde på noget mere glædeligt og overskudsagtigt at tage dig til!" Peter Høeg trænede sammen med mig, da han var ung lovende atlet og danser, omkring 1980. For hans økonomi var det jo godt, at han sprang fra danserkarriéren, men det er tungt, tungt at være forfatter?
Jeg har aldrig forstået de kunstnere, som lider under processen, men kan jo ikke udelukke, at der kan komme god kunst ud af trængslerne. For mig er den skabende proces, også med dansen og dansedramaet, synonym med entusiasme, humor og livsglæde.
Det er det klassiske udtryk, jeg læner mig op ad eller tager afsæt i, det vil sige intet mindre end Det Legende Menneske, det lyder snobbet på latin: Homo Ludens.
Som Peter Høeg’s gamle danse-guru… vil jeg sige ham et Ugh-gammel-indianer visdomsord:
"Find dit indre barn, tag det i hånden igen, og leg med det".
Jeg er af den faste overbevisning, at vi alle bærer omkring på os selv som barn i en bestemt alder/periode i vores liv. Åbenlyst eller bortgemt. Vores medbragte, glade eller forbitrede barn, fra da vi var mest modtagelige for prægning.
Grundlæggende er det barnligt at sætte sig og skrive en bog, "Se, hvad jeg har lavet, I skal alle synes om det og elske mig for det!"
Køn, debat og fortælling
I 1975 skrev jeg "Den maskuline Mystik", som var tretten kapitler eller enkle essays om maskulinitet og vedhængende stereotypier, titlen var en ironisk hilsen til Betty Friedan’s kvindepolitiske bog "The feminine Mystique", og som hun sagde om denne kvindelige mystik: "En bekvem etikette, der dækker over kvindens umodenhed". Basta.
Min bog var mere behjertet end begavet skrevet, men timingen var noget særligt. Man talte den gang kun om kvinder og kvindebevægelse (og en anelse om bøssernes befrielse).
I 1984 skrev jeg "Fædre, sønner og elskere", og i 2003 en Guide til "Lystens og Ulystens Historie", navnlig den sidste er jeg rigtigt stolt af, og den er uendelig meget skarpere og tættere og sjovere end mine første bøger, (som var lidt primitivt eller pegefingeragtigt formuleret.) Jeg skriver dog provokerende, forstået på den måde, at jeg ikke legitimerer mine synspunkter i hoved og røv, og er ganske u-akademisk, og helt uden "på den ene og på den anden side".
Biografien er udarbejdet af Eske Holm
Portrættet redigeres af Svendborg Bibliotek
