Fiktion, (nej virkelighed):
Når jeg nu har fortalt, at Le Carrè hører til min yndlingslæsning, må jeg hellere tilføje, at Le Carrè og jeg har færdedes på de samme veje, dog hver for sig men begge i en slags litterær hensigt.
Det kom sig på denne måde:
Jeg var i en taxa på vej til lufthavnen i Bangkok. I lommen havde jeg en billet til Calcutta og en fax-besked fra Mother Teresa: Kom bare – tak for bogen.
Undervejs - mens vi holdt for rødt købte jeg en avis af en gadesælger. Dramatik reportage over hele forsiden: OPIUMKONGEN KUHN SA’ s HÆR NEDKÆMPET:
Kuhn Sa var den berømte og berygtede leder af Shan-hæren i det nordligste Thailand. Hans befæstede landsby Ban Hin Teak havde været skueplads for et blodigt angreb fra den thailandske hær. Selv var Kuhn Sa antagelig flygtet til Burma eller Laos. Det havde i årtier været kendt, at Kuhn Sa formodentlig stod bag en væsentlig del af opiumsalget fra Den gyldne trekant, men først efter amerikansk pres blev hans landsby angrebet.
Jeg sagde til mig selv: Du er jo en slags journalist. Nu drejer det sog om at komme op til det nordligste Thailand. Mother Teresa havde jeg besøgt det foregående år, og Indien var i det hele taget ikke nogen fristelse. Nu fik jeg en god undskyldning for at blive i Thailand.
Jeg fik dirigeret taxachaufføren fra Bangkoks internationale lufthavn til indenrigslufthavnen.
Flyet til Chiang Ray, Thailands nordlligste lufthavn, var booket helt op. Formentlig hovedsagelig af andre pressefolk. Jeg måtte flyve til den lidt sydligere og større by Chiang Mai, min tidligere thailandske hjemby, hvor jeg før havde lejet hus i et par år.
I Chiang Mai hyrede jeg den første men næppe den bedste taxa og bad om at blive kørt til den absolut nordligste thailandske lokalitet Mae Sei på grænsen til Burma. Tættere kom jeg næppe Ban Hin Teak.
Pris for turen: 100 dollars. En pæn sjat penge med den daværende dollarkurs.
Chaufføren var noget benovet:
"Det er ikke første gang jeg kører for en berømt forfatter", sagde han undervejs.
En journalist, der havde betalt 100 dollars for en køretur, måtte bestemt være berømt.
"Jaså, hvem har De kørt for?" spurgte jeg.
"Le Carrè, " svarede han.
Og så fik jeg hele historien:
Le Carrè var ligeledes akommet til lufthavnen i Chiang Mai og havde bedt om at blive kørt nordpå til Nong Khai, grænsebyen til Vientiane og Laos ved Mekong-floden. Det var under Vietnam-krigen; også den gang var der krig i luften.
Nu drønede vi af sted ad de samme veje. Jeg følte min internationale betydning, rettede mig op i bagsædet. Egentlig fantastisk: En rødhåret knægt fra Aalborgs fattigkvarterer, der ved skæbnens gunst havde møvet sig ind ved pressen og som nu var på vej i Le Carrès fodspor. Ganske vist på Danmarks Radios regning, men alligevel…
"Hvad talte I om?" spurgte jeg.
"Ikke noget," svarede chaufføren. Le Carrè mælede ikke et ord under hele køreturen…"
"Sagde han slet ikke noget?"
"Først da vi kom til Nong Khai. Vi kørte helt ud til floden. Le Carrè trådte ud af bilen, måske et minut eller to. Han stod et øjeblik og så ud over Mekong. Derefter faldt hans eneste replik."
"Hvad sagde han så?" spurgte jeg forventningsfuldt.
"Han sagde: "Lad os køre tilbage." Andet sagde han ikke. Og så kørte vi tilbage….."
Le Carrè fik dog meget ud af køreturen og det korte blik udover Mekong-floden. Jeg læste senere i hans roman"Spionen der gik sine egne veje", hvorledes hovedpersonen, Jerry, her passerede floden til Vientiane og hvorledes Le Carrè var i stand til at give en malende beskrivelse af miljøet med en fluebefængt risbod og turen med en "fed og dvask ung fyr."
Lærerigt for en yngre dansker, der drømte om også litterært at træde i Le Carrès fodspor. (Det skete så i beskedenhed med agentromanen "Manden, der var mere end nysgerrig." )
Med hensyn til min egen køretur, blev den betydelig mere dramatisk. Le Carrè kunne nok have misundt mig.
I Mae Sai indlogerede jeg mig hos en gammel kineserkone i et hummer på hovedgaden i Thai Farmers Banks bygning.
Ud på natten indtraf det journalistiske mirakel: Mae Sai blev angrebet af resterne af Kuhn Sa´s hær, Shan United Army. En politistation på den modsatte side af gaden blev nedkæmpet. Otte politifolk mistede livet, en lille vognpark med politibiler blev brændt af.
Jeg tumlede ud af sengen. I virkeligheden var jeg ikke så kry. Kineserkonen kom kravlende i undertøj langs panelerne. Jeg fik fremstammet på thaisk: "Hvad sker der?" Først troede jeg, at Vietnam angreb Thailand. En thailandsk helikopter var et par dage forinden blevet skudt ned.
"Mai pen lai, kunh Erik," svarede hun. Det er en standardvending, som frit kan oversættes: "Bare rolig" eller "No problem, sir" (hvilket så gav mig titlen på den bog, jeg var i gang med at skrive om Østen."
Men jeg havde åndsnærværelse nok til at finde min båndoptager og mikrofon frem og- med nervøse kommentarer optage det fortsatte krigsdrama med maskingeværernes smælden og mortergranaterne, der slog ind i bankens bygning under mig.
Et uventet journalistisk og radiofonisk scoop, der senere blev til glæde for Danmarks radios lyttere på P1. (i det omfang, det stadig blev lyttet til radio).
Men, tænkte jeg: Hvad kunne Le Carrè ikke have fået ud af den oplevelse?
