Uddrag fra Healeren (Hovedland, 2002)

Kejseren lænede nakken tilbage og så op i loftet, op i en bjælke af slebet granit, hvor partikler af kvarts glimtede og fik Publius til at tænke på en spåkones krystalkugle. Derefter blev øjnene rettet mod ham. I det venstre var der et sprængt blodkar, fra øjenkrogen helt ind til pupillen.
”De skal opspore en healer og finde ud af, om vedkommende virkelig er så talentfuld, som det påstås. De skal hemmeligt følge i hans fodspor og holde mig løbende underrettet.
Publius blinkede. Måske var det muligt at snakke sig fra opgaven. ”Mærkeligt nok har jeg,” sagde han hurtigt, ”allerede et vist kendskab til healere – jeg traf nogle i Alexandria på vejen til Jerusalem. De fleste af dem er efter min opfattelse enten bluffmagere eller religionsvanvittige.”
”Har De nogensinde hørt om Hippokrates fra Kos?”
I de fleste andre situationer ville Publius have givet udtryk for, at spørgsmålet var fornærmende. Selvfølgelig havde han ”hørt om” lægekunstens fader.
”Hippokrates skrev, at visse mennesker rummer en særlig kraft,
d y n a m i s, som sætter dem i stand til at helbrede ved berøring.”
Talegaverne vendte tilbage til Publius, og han ivrede: ”Muligvis er det rigtigt, ja, det er det formodentligt, for Hippokrates skrev jo ikke bare af efter andre – som de fleste skrivende læger – men berettede om sine egne erfaringer. Jeg taler også kun ud fra mine egne erfaringer. Og jeg må sige: De healere, jeg har truffet, var ikke værd at skrive hjem om.”
”Jeg respekterer Deres kritiske sans.” Tiberius nikkede anerkendende. ”Sandsynligvis har De ret i, at de fleste såkaldte healere er svindlere. Men enkelte af dem er ikke. I Germanien har jeg med egne øjne set en kvinde stille blod; hun fik en romersk soldats helt friske sår efter et spydstik til at holde op med at bløde; jeg husker det endnu, synet; såret var så stort som en åben mund og dybt. Deroppe kalder man healerne ”de troldkyndige”. Så vidt jeg har forstået, eksisterer der healere i mange lande og i forskellige kulturer. Der er mange udgaver af dem. De spænder fra den sicilianske landsbys kloge kone til den højt betalte mirakelmager i Efesus.”
”Hvorfor skal jeg så tage helt til Palæstina for at undersøge den form for lægekunst?”
”Fordi palæstinenseren er den bedste nulevende healer.”
”Hvad får Dem til at tro det?”
Tiberius svarede ikke lige med det samme. Trods en stribe overraskelser var det lykkedes Publius at få så megen kontrol over sit gamle jeg, at han følte sig i stand til at gætte på, hvad kejseren ville svare. Formentlig var det mest sandsynlige svar: Dette er ikke en diskussionsklub; det rager ikke Dem, hvad jeg tror eller ikke tror; De har bare at lystre.
Tiberius svarede stadig ikke. Så vidt Publius kunne skønne, var han ikke vred, men fordybet i tanker, som ikke havde karakter af anspændte spekulationer om fremtiden, men snarere af erindringer.
Da han omsider svarede, var Publius klar over, at hans sidste gæt var det rigtige. For kejseren sagde:
”Kommandanten i Capernæum, en garnisionsby ved Genesareth sø i Palæstina, har en ”tjener”, som har været dødssyg. Kommandanten er – som ikke helt få andre romerske officerer – bøsse. Desuden er han et sødt og velmenende menneske. Hans navn er Lucius Livius. Jeg traf ham i sin tid på Rhodos, da han var ung officer. Her hjalp jeg ham med at løse et problem eller to. Senere skrev han til mig og takkede. Jeg skrev tilbage. Siden har vi vekslet adskillige breve, om end ofte med års mellemrum.”
Tiberius, der havde siddet og set frem for sig, mens han talte, kastede et hurtigt blik på Publius og sagde, med antydningen af et smil: ”Altså er jeg ikke ganske som de despoter, De beskriver i Deres sidste værk. Jeg lader mig gerne informere udenom kommandovejen.”
”Nå, men jeg havde betonet over for Lucius, at jeg altid gerne hørte fra ham – særligt hvis han kom ud for ting og tildragelser ud over det almindelige. Ganske særligt, hvis han havde grund til at tro, at jeg ellers ikke ville få nys om dem…”
Væggen bag kejserens skrivebord var dækket af en kombineret reol og skuffedarium. Han vendte sig og tog et brev op af en skuffe.