Elsebeth Gynther

Født: 1947 på Amager.
Debut:  Alt er godt.

Jeg er født i 1947 på Amager som den yngste af to piger. Min far var typograf, min mor damefrisør, men hjemmegående hele min barndom. Allerede som 12-13 årig opstod de første tanker om at skrive, og en af mine yndlingsbeskæftigelser var (og er stadig) at læse. Jeg gik ud af 9. klasse og kom i lære på et reklamebureau, ud fra en formodning om, at det ville være et spændende miljø, men jeg syntes, det var temmelig intetsigende og uddannede mig i stedet til fritidspædagog.
Flyttede sidst i tresserne i kollektiv og bevægede mig i det hele taget i de mere alternative kredse. Arbejdede et års tid på et værkstedsteater og var med i teatergruppen Rimfaxe i 1970/71.
Fødte min ældste søn i ’72 og begyndte på samme tid at sy tøj og var med til at åbne kollektivforretningen Hexeringen. Jeg uddannede mig samtidig til yogalærer og underviste i yoga i en årrække og fik i ’75 min yngste søn. Nogle af mine kunder i Hexeringen ville gerne selv kunne sy tøj i min stil, og det førte til, at jeg også begyndte at undervise i syning. En række arbejdsbeskrivelser til mine modeller lagde grunden til den første af de i alt seks sybøger, jeg fik udgivet fra 1977 til 1985 (de tre første i samarbejde med min daværende mand). I denne periode fungerede jeg også som kostumier på et par teaterforestillinger på Bellevue Teatret. 

I 1987 blev jeg redaktør på Borgens Forlag og startede i 1997 Borgens Bogklub, som jeg stadig leder sideløbende med mit redaktørjob.

Jeg er gift på 14. år, og tilsammen har vi fem voksne børn.Jeg har altid vidst, at jeg først ville komme til at skrive i en moden alder, men at jeg skulle debutere i en alder af 57 år, havde jeg nu ikke forestillet mig. Mit arbejde fylder meget, og det ene år er gået med det andet. Pludselig gik det op for mig, at tiden var ved at løbe fra mig, og at jeg, hvis jeg overhovedet skulle skrive, måtte i gang. Jeg var nødt det til.

Portrættet redigeres af Mette Rasmussen, Slagelse Bibliotekerne
Foto: Lisbeth Thorlacius

Debut: 
2004
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Alt er godt" af Elsebeth Gynther

    Bogens forside

    Ellinor og Troels lever i et godt ægteskab med fem sammenbragte børn. Hverdagen er travl, og Ellinor fortæller humoristisk om arbejdet, børnene, veninderne, og hvad der ellers optager hende.

    Forfatter: 
    Elsebeth Gynther
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    270
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Fra romanen Alt er godt
JanuarJeg er otteogfyrre. Har syvogtredive par sko. Har elsket cirka totusind gange og kendt tolv mænd. Layoutet flere årgange af Kvindernes Magasin, designet forsider, bogomslag, bomærker og bæreposer. Har læst et hav af selvhjælpsbøger. Været to gange hos astrolog og en gang hos tarotlæser. Har tre selvfødte børn og to tilgiftede. Har ikke været i Indien. Har to brødre, en søster og en foretagsom mor. Er godt gift. Jeg vil have mere tid til at tegne, strikke, være sammen med mine venner, dyrke yoga, bage, sylte, sy, leve sundt, dyrke have, blive tynd, daske, gå på museum, meditere, spise sushi. Jeg er træt af hele tiden at være jaget, altid have en deadline på Kvindernes hængende over hovedet og ikke nå at få vejret igen, før de næste hasteopgaver vælter ind. Træt af folk der rykker, venner der klager, familie der føler sig sat til side. Træt af at forsømme mine store unger, der alligevel ikke gider være sammen med mig. Træt af at flade ud hver aften, fordi der er tryk på hele dagen. Træt af ikke at have tid til alt det, jeg allerhelst vil. Jeg vil så meget, nu må jeg se at få begyndt. Først og fremmest på at finde ud af om det, jeg tror, jeg vil, er det, jeg virkelig vil. Jeg har altid tegnet og kom på tegneskole. Jeg blev voksen og holdt op med at tegne det, jeg havde inde i hovedet. Nu kan jeg kun tegne det, andre kommer og beder mig om. Alle mine talenter er hældt ind i opgaver, temaer, bestillinger, Corel og Paintbox. Jeg vil være håndtegner og tegne surrealistiske billeder af mødet mellem mine tanker og virkeligheden. Der var en gang en klog kone, der sagde til mig, at når man runder de halvtreds og endnu ikke har fået pustet liv i sine talenter og sine drømme, er risikoen for, at de visner og dør, overhængende. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men hvis der er noget om det, er det skræmmende. Jeg vil faste regelmæssigt, meditere morgen og aften og gøre en eller anden form for øvelser mindst fire gange om ugen, droppe rødvinen, tegne ikke mindre end én aften i løbet af ugen, og i øvrigt tabe mine overflødige kilo. Fra nu af vil jeg virkeliggøre mine drømme og leve, som jeg ønsker, i stedet for bare at ønske det i al hemmelighed. Jeg vil hanke op i mig selv og aflægge mig mine dårlige vaner og uklædelige sider og min udefinerbare angst for at prøve kræfter med livet. Tanken om, at jeg i en fremskreden alder kan kigge tilbage på mit liv uden at være kommet i gang med mine inderste lyster, er trist og ufordøjelig og hensætter mig i bleggrøn melankoli – indtil jeg kommer i tanke om, at det jo er op til mig selv og bare om at komme i gang.                     

Inspiration

Jeg har altid haft historier i hovedet, når som helst og hvor som helst. At konvertere oplevelser til små indslag i en uskrevet fortælling er en del af min måde at tænke på. Alle iagttagelser bliver udvidet og formet, jeg studerer mine medmennesker, når jeg går på café, og selv en tur i Netto kan være underholdende. Nogle mennesker indbyder til forestillinger og pirrer min nysgerrighed - alle er omvandrende livshistorier. Som art gør vi så mange ejendommelige ting og har så mange ubevidste motiver, der ofte driver os ud i de mest absurde handlinger. Det er interessant, morsomt og indimellem skræmmende.
Jeg skriver om livet og indtil videre om samtiden. Ikke nødvendigvis de store dramaer, men det usædvanlige i det almindelige og det almindelige i det usædvanlige. Jeg vil underholde, jeg vil røre læseren og give stof til eftertanke. Meget inspiration henter jeg i de store og små ting, der sker i hverdagen, og jeg er altid udstyret med små lapper papir og blyant, så jeg kan skrive en tanke eller en indskydelse ned. Og så har jeg et indre arkiv af indtryk og erindringer, som popper op på belejlige tidspunkter i processen.     Det, langsomt at skabe nogle personligheder, som bliver mere og mere virkelige for mig, bygge et liv og et samspil op, er en forunderlig proces. Når det fungerer, føles det som om, at historien allerede er skrevet, og at min rolle bare er bid for bid at blotlægge den. Det betyder også, at jeg jævnligt bliver overrasket over, hvordan handlingen udfolder sig. Min første roman var en jeg-fortælling, og det har været meget lærerigt at skrive den. Jeg er nu i gang med en anden type bog, som byder på andre udfordringer.
Som jeg har det nu, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at være i gang med at skrive et eller andet. Jeg er nærmest blevet afhængig af at leve med og i en fiktiv verden, hvor alt kan ske.

Se også