Ellen Leonhardt

Født 1926.
Debut På flugt. 

Jeg er født i en lille landsby ved Horsens fjord i året 1926 som yngste barn i familien. - Jeg var syv år yngre end den yngste i søskendeflokken på seks, og da jeg var knap ni år, døde min mor. Mine søskende var på det tidspunkt voksne og rejst hjemmefra, og min far og jeg tullede rundt alene eller med forskellige husholdersker, der skiftede hyppigt i de første år. Hver søndag kom mine ældre søskende hjem, og det var altid en dejlig dag.
Jeg gik i landsbyskole i syv år, og kom efter min konfirmation ud på en bondegård eller som Lise Nørgaard i en af sine romaner omtaler det: Ud at tjene bønder.
Allerede mens jeg gik i skole, besluttede jeg, at jeg ville være forfatter. Jeg ville digte og skrive spændende bøger for børn. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med det, men jeg skrev af og til små noveller, som jeg sendte ind til aviser og ugeblade. Desværre kom de altid tilbage uden resultat.
Atten år gammel var jeg en sommer elev på Danebod Højskole, og der lærte jeg, (det var i det sidste år af 2. verdenskrig,), alt om Sønderjyllands omskiftelige historie, så jeg aldrig glemmer det. Jeg blev så fascineret af Sønderjylland og sønderjyderne, at jeg besluttede at blive i denne del af landet, og det har jeg aldrig siden fortrudt, men føler mig nu næsten som sønderjyde.
Efter højskoleopholdet tog jeg til Tønder, og her oplevede jeg nye ting. Jeg kunne slet ikke blive træt af at undre mig over alt det, jeg så. Jeg kunne for eks. stå i en butik, og ekspedienten talte dansk og kunden tysk til hinanden. Det vrimlede dengang med uniformer i byen. Der var de danske jernbanefolk, - dengang var der over 200 DSB-folk i byen - der var de danske grænsegendarmer i deres smukke lyseblå uniformer, og der var de tyske soldater i de grønne uniformer.
Grænsegendarmer og mange politifolk blev samme efterår interneret og sendt til tyske KZ-lejre,, og mange af dem vendte aldrig tilbage. Så der var drama i luften - der var sorg og fortvivlelse hos nogle, had hos andre og bøs optræden af besættelsestropperne. Den stemning tog jeg til mig, og mange år senere prøvede jeg at gengive den i min børnebog “På flugt”.
Her var det mig meget om at gøre at fortælle om tilstanden i byen, som den var dengang, men personerne - tre børn, der hjælper en allieret soldat, der er på flugt for Gestapo - er naturligvis fiktive. Manuskriptet så dog først dagens lys langt senere, nemlig i 1985, og da var jeg 59 år.
Men Tønder blev min hjemby i over 40 år, for et par år efter min ankomst blev jeg gift med en tøndring, og med ham har jeg for længst fejret guldbryllup. I flere år var jeg hjemmegående og fik i den tid to dejlige drenge, og mens de var små, arbejdede jeg som hjemmesyerske for en kjolefabrik. Da mine sønner voksede til og kom i skole, opdagede jeg, hvor elendige mine egne skolekundskaber var, og begyndte at tage sprogkurser i engelsk og tysk på aftenskole. Senere tog jeg et ét-årigt kursus på Handelsskolen og senere endnu 9. Kl. og HF-eksamen i fransk.
Kort efter handelsskoleeksamen fik jeg job som korrekturlæser på Laursens Bogtrykkeri i Tønder, og her arbejdede jeg i en snes år. Det var lige det rigtige sted for en læsehest som mig. Jeg vidste ikke noget bedre end at få en “murstens”-roman smidt foran mig på skrivebordet, som jeg så skulle læse huskorrektur på.

Mens jeg sad der og nød mit arbejde, begyndte jeg igen at drømme om at skrive en bog og skrev så manuskriptet til “På flugt”. Dette manuskript sendte jeg så gennem flere år til mange forskellige forlag, og fik det retur med pæne men negative ord. Men jeg lod mig ikke slå ud. Jeg indtalte manuskriptet på 2 kassettebånd og sendte det til DR Radio Syd, og fjorten dage efter fik jeg besked om, at Radio Syd ville udsende fortællingen som børne-føljeton. Ugen efter fik jeg at vide, at forlaget Centrum ville udgive mit manus som bog, og sådan gik det til, at “På flugt” blev udsendt som bog og oplæst i radioen af Henry Johansen på næsten samme tid.
Min næste bog “Røverne i Pamhule”, som for resten også opnåede at blive oplæst i radioen, havde jeg held med at få udgivet på kort tid. Med det manuskript vandt jeg nemlig sammen med to andre forfattere, Olav Marcussen og Johannes Andersen førstepræmien i en konkurrence, som Forlaget Fremad udskrev ved forlagets 75 års jubilæum i året 1989.
I den bog ville jeg beskrive den store forskel, der var mellem rig og fattig i begyndelsen af 1700-tallet. Jeg lod en lille rig pige Gertrud fra et gods i Slesvig, som var blevet sendt til Danmark for at undgå den sorte død, der rasede i hendes hjemegn, falde i hænderne på en flok røvere fra Pamhule skoven ved Haderslev.
Mens “På flugt” beskriver sandfærdige forhold, er røverhistorien til gengæld en gavtyvehistorie, hvor tingene er vendt på hovedet. Røverne er forfulgte uskyldigheder, den tapre svenske soldat Ekeberg er en bangebuks, og den dygtige karl Mathias er en gemen morder.
Nogle år senere udkom en fortsættelse af denne bog, nemlig “Nybyggerne i Pamhule Creek”. Røverne udvandrede nemlig til Nordamerika og blev gode borgere i deres nye land. De fik desuden mange spændende oplevelser blandt indianere og franske soldater i Nordamerika.
I 1994 udkom min bog “Skibsdreng Anders List fra Rømø”. På det tidspunkt var jeg flyttet til Rømø, og her på øen er Anders List en slags nationalhelt.. Alle kender beretningen om den tapre skibsdreng, der var med på en hvalfangst i Ishavet i 1777. Han var dengang 12 år, men det var allerede hans 5. togt med et hvalfangerskib. Da han var 8 år, var han med for første gang. Det var ret almindeligt at sende drenge med på sådanne togter, og disse drenge blev senere til søfolk, der var berømte viden om for deres dygtighed til søs.
Den historie om Anders List, man bedst kender, er beretningen om hans vandring over isen ind til Grønlands kyst, kun iført undertøj og støvler. Hans frakke og bukser var våde af bølgerne og var blevet forvandlet til et ispanser, som han ikke kunne bevæge sig i. Netop det år - i 1777 - blev ti hvalfangerskibe skruet ned af isen ved Grønlands østkyst, og mandskaberne ca. 450 søfolk begyndte at gå over isen ind mod land.
Men det blev en farlig vandring. Af de 450 søfolk reddede kun 155 livet. Resten druknede eller omkom af sult, kulde og skørbug. Fra Rømø deltog 50 søfolk, men kun 29 overlevede og vendte hjem. Det var en katastrofe for det lille ø-samfund - en affolkning uden sidestykke i historien. Det var sandfærdige beretninger, jeg digtede min bog på. Jeg læste Lorens Hanssens bog: “Ulykkesåret 1777” og senere Fritz Joachim Falks bog “Wahlfänger der Nordseeinsel Rømø” Thade Petersens “Rømø” og blev dybt grebet af alt, hvad jeg læste.
I 1995 skrev jeg på bestilling af Tønder og Omegns Brugsforening en bog om Kvickly i Tønder, der det år fejrede 75 års jubilæum. Den kom til at hedde “En Brugs i Tøndermarsken”, og bogen er ikke, som man måske skulle tro, fuld af tørre tal. Ind imellem har jeg fyldt den op med historier om folk i byen og spændende begivenheder, der hændte i de 75 år, der var gået siden stiftelsen af foreningen. Bogen blev næsten en kærlighedserklæring til Tønder, den by jeg boede i i over fyrre år,
og den gav mig lyst til at fortsætte med at skrive for voksne.
I 2000 udkom derfor “Balladen om Bitten”. Jeg havde tit ønsket at fortælle om en kvindes liv, fra hun var barn til hun blev gammel. Jeg ville lade hende vokse op i mit eget århundrede, hvor der skete så meget, bl.a. var der engang stor fattigdom i arbejderklassen, der kom to store verdenskrige, der var krise og arbejdsløshed og kold krig mellem øst og vest. Men naturligvis også glædelige begivenheder som genforeningen, den voksende velstand og den personlige frihed for kvinder m.m. Jeg lod Bitten være en ganske jævn kvinde uden store falbelader -. Ganske som de fleste i vores hverdag.
Bitten var sønderjyde, og Sønderjylland var i hendes barndom og ungdom under tysk fremmed herredømme. Hun gik i tysk skole, men talte naturligvis dansk derhjemme. Det gjorde de danske sønderjyder, og det blev de ved med i alle de 56 år under tysk herredømme. Hun oplevede Genforeningen i 1920, og noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg kom til Sønderjylland, var netop beretningen om Genforeningen. Afstemningen i 1920 foregik efter min mening uhyre fornemt. Tænk, at folk kunne stemme sig til, hvilken nationalitet, de ville tilhøre - helt uden brug af våben og krig. Når man tænker på, hvad der er sket på Balkan i 90´erne, kan vi være stolte over, hvordan det foregik herhjemme for over 80 år siden.
Historien om Bitten er fortalt ud fra hendes synsvinkel og formet som en række tilbageblik i de sidste timer i hendes lange, arbejdsomme liv. I den sidste nat, hvor hun ligger og venter på døden, stiller hun sig selv det spørgsmål, som vi alle kender: Gjorde jeg altid det rigtige mod mine kære - eller gjorde jeg forkert?
Året efter udkom “Nannas valg” om en ung tjenestepige, der kommer ud for en masse grumme ting uden selv at ville det. “Nannas valg” skulle være en hyldest til de unge piger, der kom ud at tjene allerede som 14-årige i 20´erne, 30´erne og 40´erne og som klarede at skabe en god tilværelse for sig selv, men undervejs udviklede bogen sig til at blive en fortælling om at tage sit ansvar for uforudsete, skæbnesvangre begivenheder.
Den skulle desuden være en hyldest til de stoute folk på den vest-sønderjyske vadehavskyst, som tager naturens tilskikkelser og luner med en knusende ro. “Balladen om Bitten” og “Nannas valg” blev for øvrigt samme år, som de udkom, udsendt som lydbøger fra DBC-medier samt fra Dansk Blindebibliotek.
I 2002 udsendte jeg så en spændingsroman, som er blevet godt modtaget. Det er en kriminalroman men i en lidt anden form, end man er vant til. Læseren af bogen ved fra side 1, hvem morderen er og ved hele tiden lidt mere end de involverede personer i dramaet, og i takt med, at handlingen skrider frem, bliver hovedpersonernes forhistorier rullet op, og de hemmeligheder fra fortiden, som de gemmer på og aldrig vil udlevere til andre, afsløres lidt efter lidt.

Portrættet redigeres af Helle Regitze Boesen,  Haderslev Bibliotek  

Debut: 
1985
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Inspiration

Gode og spændende bøger, bl.a. læser jeg med glæde med års mellemrum igen og igen V.Mobergs Udvandrersaga, F.Forsythe: “Sjakalen”, Hilgunt Zassenhaus: “Mure” samt bøger af Kerstin Ekman og mange, mange andre.
Desuden går jeg aldrig af vejen for en god kriminalroman.