Min datter Sara Trier og jeg har skrevet en brevroman HVIDE LØGNE,
som udkom på Gyldendal 1995.
HVIDE LØGNE er en dialog mellem den 18-årige datter Bella og
moderen, lysarkitekten Julie.
Dialogen udvikler sig til et opgør om den opvækst og opdragelse,
moderen har givet datteren og hendes to brødre i et venstreorienteret
københavnermiljø i 70érne og 80érne.
Da vi skrev bogen, tænkte vi ofte på Milan Kundera´s bemærkning:
"Romanforfatteren river sit livs hus ned – for med stenene at opføre
sin romans hus".

Her kommer en lille tekst, jeg har skrevet Januar 2000. Den har ikke
været publiceret andre steder.

ESTEBANS MELANKOLI

På meget smukke, stille, langsomt blånende vinterdage følte Esteban
en forstærket melankoli og ensomhed.
Han gik frem og tilbage i sin lejlighed og tildelte sig selv diverse
meningsløse opgaver, som han adspredt løste eller opgav at løse.
Når mørket faldt på ved firetiden, blev den helt galt.
Det med ensomheden stod ham ganske klart. Han kunne bare
henvende sig til nogen. Til sine fraskilte børn, til sine ex-kærester.
Han kunne gå på Café Cikaden. Han kunne cykle en tur og se, hvad
der skete. Besøge én af sine kammerater. Se i avisens kontaktannoncer
under enlige kvinder og skrive til én. Eller rejse hjem og besøge
resterne af sin familie.
Der var ikke dét, Esteban ikke kunne.
Men i praksis kunne han ikke, hvilket han var sig smerteligt bevidst.
Han gjorde i reglen det, at han tændte sin tegnelampe og satte sig
til staffeliet, malede lidt, holdt op, stillede billedet med bagsiden udad
eller malede det over med hvidt.
Så gjorde han orden i sin bogreol, hentede en pizza på hjørnet,
vaskede omhyggeligt op – og lagde sig allerede tidligt om aftenen til at se tv.
Esteban håbede, at én af hans venner ville ringe. Eller en fremmed.
Og det skete faktisk ganske tit. Både kvinder, mænd og børn ringede. Men
stort set lykkedes det ham at afvikle telefonsamtalerne og de direkte eller
indirekte invitationer – med en henvisning til, at han havde travlt, skulle
holde udstilling eller til møde.
Det var i dette humør, han trods alt besluttede at tage cyklen og køre
en tur.
I det langsomme gear cyklede han over broen, gennem Sølvgade og ned
forbi Kongens Have.
Det var dér, han pludseligt fik den indskydelse til at fortsætte til
venstre ad Rigensgade til Krusemyntegade for at se, om Nathan var hjemme.