Fra ‘Blomsterbørn´1999
I skulle have set Daniel! sagde Frederik og så smilende på mig med sine venlige øjne. Vi sad i kollektivets stue, Bonnie, Louise, Frederik og jeg, med døren åben ud til sommernatten. Frederik var ved at fortælle slyngveninderne om vores Tysklandstur.
-Vi havde ikke ret mange penge, fortsatte han. Højst en fyrre mark hver, og økonomien rakte til at spise franskbrød og den billigste billige mad de sidste par dage. Vi skillingede sammen med de to tyske piger om middagsmaden, men vi havde altså kun lige til øllet.
-Meget rammende udtryk! indskød jeg.
-Nå, men vejret var slået om fra solskin til silende regn, og pludselig dukker Daniel op med denne meget fornemt udseende tyske herreparaply, der slår sig selv op med en eller anden fjederanordning når man trykker på en knap, og jeg spørger ham: Hvor meget har du givet for den? Og han svarer mig: 35 mark. 35 mark! udbryder jeg. Har du brugt dine sidste penge på en paraply!...Ved I, hvad han svarede mig?
Frederik så på Bonnie og Louise, der rystede på hovedet. Jeg lyttede nysgerrigt, for jeg kunne slet ikke huske episoden.
-Han sagde: Jeg kan ikke lide, når mit hår bliver vådt!
Bonnie og Louise lo og så på mig. Jeg kunne ikke lade være med at le med, men rødmede.
-Han kunne ikke lide at blive våd i sit store pufhår! gentog Frederik.
Jeg kunne pludselig huske det. Hvad han ikke vidste var, at jeg havde syntes det var vildt romantisk at gå med Ella under den paraply i regnen.
-Så meget for Daniels økonomiske sans! lo Frederik. Og jeg vidste jo, at så hang den på mig! Ikke at Daniel tiggede, næ, nej. Men det er lidt svært at stå og æde en pølse og have ham stående og kigge sultent på ved siden af en. Han afslog høfligt, han skulle ikke have noget, jeg skulle bare spise, men jeg vidste godt, hvad mine penge skulle gå til.
-Typisk Daniel, sagde Bonnie. Han skal også altid bomme cigaretter!
-Ja, sagde Frederik, han ryger pibe og andres cigaretter.
De lo alle hjerteligt. Jeg begyndte at synes, at det hele var lidt for morsomt, og smilede stift.
-Har du oplevet hans hidsighedsanfald? sagde Bonnie.
-Mon ikke! grinede Frederik. Jeg har aldrig taget mig af dem, jeg ved jo, at de er hurtigt overstået, på et kvarter eller så! Han kunne flippe helt ud, hvis vi var startet på at spise uden ham eller sådan noget.
-Bare lad, som om jeg ikke er her! sagde jeg lettere stødt.
-Pas på, nu bliver han fornærmet, sagde Louise, der også ville være med i legen.
Frederik lænede sig væk fra mig og tog hænderne op over hovedet, som for at beskytte sig. Louise og Bonnie lo, Bonnie så hun havde tårer i øjnene.
-Jeg kan ikke lide, når mit hår bliver vådt! efterabede hun og tørrede tårerne af øjnene, for i næste nu at få et nyt grineanfald.
-Meget morsomt! sagde jeg påtaget surt og så på Frederik.
-Sagde jeg virkelig det?
Nye latterkaskader.
Lidt efter fandt de et andet emne, og jeg faldt i staver.
Fra ‘28 Nye Eskapader’ af 1999
De er ikke cigomaner, sir de, men tar man deres cigoer væk fra dem, bliver de fulde af onde skabe. Knald kæften kold, sir de så på deres mest udobbelthagelige arbejderjargongsk, som om de har levet en dags ærligt liv på deres arbejde & svugter ledt. De bliver så indtagede af nikotinen gennem huden, som om det hvalp fedt, eller sætter sig i en kasse & ryger et karton Schweizere på ti minutter. Cigomanerne indvandrede fra det sydlige Cigolien i trættende hundredtal, og slog sig selv ned i Køge Slugt. De osede ud over Mundesundet til de blev helt øre & cigoistiske & røde lyn fortabte sig over det hvide i øjnene & det brordnede i tonkierne & drøbelen rang som ribonucleinsyre & de så den store Otin på himmerlen, den store Otin der i midernes torgen havde brændt sin bror Nik af, da de røg cigoer i totterne på hinanden. Den store Otin var nu en deus otiosus, deus Nik otiosus, for at være helt parallel, og sad og røg vandpibe et sted i tomheden, der ikke havde noget navn, og på den gåde får Nik atter en chance hver gang man tar cigoerne væk fra cigomanerne & verden bliver fuld af onde skabe & den tjærede totomhed opstår & Turgon Generalen advarer, at man kan få kø af det & ens børn blive skadede på den hele bred, altså den Dannede side af Mundesund broen, der munder ud i et katastrofalt enormt cigorør på den anden side tomheden uden navn.
